Af Jahnu Dasa
I det klassiske yoga-system, sådan som det beskrives i Vedaerne, er vejen lang og hård. Dette system kaldes astanga-yoga, det ottefoldige yoga-system (sanskrit: asta = 8, anga = dele), og det er forklaret som en videnskabelig metode til gradvist at opnå højere niveauer af indre erkendelse, der kulminerer i samadhi, hvor selvet træder ud af kroppen og genvinder sin frie tilstand.
De otte dele kaldes yama, niyama, asana, pranayama, pratyahara, dharana, dhyana og samadhi, og jeg har tænkt mig at gå løseligt igennem dem. De to første principper er tilligemed anvendelige i alle andre sammenhænge, for ligegyldigt, om man ønsker succes i materielt liv eller åndeligt liv, er nøgleordet forsagelse. Det kræver forsagelse – ting, man afholder sig fra – at nå et hvilket som helst mål, man sætter sig. Vedaerne siger, at der skal forsagelse til for at opnå succes, og vores praktiske liv bekræfter dette. Hvis børn vil købe sig en stor ting såsom en ghettoblaster, er de nødt til nogle gange at gennemgå den askese, det er at spare lommepengene op i stedet for at bruge dem på slik. Det samme princip gør sig også gældende i voksenlivet.
Yama betyder gavnlig handling, dvs. ting, man gør som nødvendige forudsætninger for at opnå succes i den disciplin, man udøver. Det indbefatter forskellige meditationer og ritualer, man udøver dagligt for at indprente sindet med de mest gavnlige og styrkende indtryk. Indbefattet i det er, at man lever i total seksuel afholdenhed. Det er en af de allervigtigste forudsætninger for at opnå succes i dette yoga-system.
Almindeligt materielt liv er rettet mod at søge glæde uden for sig selv, i sin krop, i forskellige objekter og andre personer. Yoga-systemet giver adgang til at opleve glæden inde i selvet. Astanga-yoga-systemet kommer frem til dette ved at vende sanserne indad mod den glæde, der findes i selvet. Dette gør man i første omgang negativt ved bogstaveligt talt at blokere sanserne fra deres engagement i omverdenen.
Det andet trin kaldes niyama, handlinger, der er ugavnlige, og som bør undgås. Det er forsagelse. Man forsager sex. Man forsager rusmidler. Man forsager biografen og TV. Man undgår visse fødeemner osv.
Så yama – det, der bør gøres – og niyama – det, der ikke bør gøres. Dernæst kommer asana. Det svarer til det, vi kender som hatha-yoga, en disciplin, der forbereder kroppen til at sidde i forskellige snørklede stillinger i lange tidsrum ad gangen. Sidegevinsten ved denne disciplin er en sund og slank krop og et styrket sind, men det virkelige formål er her gradvist at træne kroppen til at sidde i den samme stilling i timer, dage, måneder og år. Før man kan sidde i lotusstillingen dagevis uafbrudt uden at røre sig og trække vejret med ekstremt nedsat hastighed, kan man f.eks. ikke gøre sig håb om en successfuld kundalini-rejsning.
Efter kroppen er blevet trænet op gennem asana eller hatha-yoga, begynder disciplen at træne åndedrættet (pranayama). Det går i al enkelhed ud på at træne sig i at nedsætte åndedrættet. Det siges, at vores liv i en materiel krop er udmålt i antal åndedræt. Gennem pranayama-disciplinen kan livslængden forlænges med år, årtier eller århundreder alt efter, hvor nidkært man udøver den. Men forlængelsen af livslængden er igen blot et biprodukt af metoden. Det virkelige formål er at kunne sidde i trance og meditere først på åndedrættet og senere på det indre selv.
Ved gradvist at forlænge længden af sin åndedrætscyklus kan man sænke kroppens aktivitet, og når kroppens aktivitet sænkes, kan man styre sindet og vende det fra at være udadvendt til at være indadrettet. Dette stade udvikler sig til pratyahara, hvor sanserne begynder at rette sig indad. Det, der sker her, er, at man glider væk fra den ydre verden med alle dens objekter og bekendtskaber og ind i den indre.
Man kunne måske sammenligne det med den ydre makroverden og den indre mikroverden. Sindets verden, astralplanet, er mere fint. Bevidstheden går fra at være absorberet i det fysiske til at være absorberet i det psykiske. Hævet over begge disse ydre og indre planer, dvs. transcendentalt til disse, findes den rene bevidstheds plan, det åndelige plan. Det er der, yogien forsøger at nå hen.
Når man gennem videre askese og hård træning gradvist begynder at kunne opretholde denne indre mikrotilstand, kaldes det dharana. Her er sanserne vendt fuldstændigt indad, helt absorberede indeni, idet opfattelsen af de ydre omgivelser helt er forsvundne.
Nu begynder yogien at meditere. Det kaldes dhyana. Da opdager yogien sit eget strålende selv, og han forstår nu, at sjælen er ham selv, en evig bevidsthedsgnist. Ved siden af sig selv ser han Oversjælen, Sri Krishna, der bor i hjertet på alle levende væsener.
Når yogien opdager Gud i hjertet, kan han enten overgive sig til Ham, eller han kan opnå et hvilket som helst andet mål, han fæstner sit sind på. Det er den sidste test. Han kan blive en gud. Eller han kan blive Guds tjener eller begge dele. Dette stadie kaldes samadhi. Det er her, at yogien i astanga-yoga-systemet med voldsom kraft støder bevidsthedsgnisten ud gennem toppen af kraniet og når det mål, bevidstheden er fokuseret på. Ved denne kraftige energiudladning bryder kroppen som regel i brand.
Det skal indskydes, at denne form for selverkendelse er svær at udføre i en lejlighed i en storby. Derimod kan man recitere Hare Krishna i Brønshøj og få mere gavn ud af det, end en yogi kan få ved at udføre astanga-yoga i Himalayabjergene i 100.000 år. Dette var f.eks. muligt i Satya Yuga, da livslængden generelt var 100.000 år.
Fra pranayama-stadiet begynder yogien at manipulere med åndedrættet. Han lærer at neutralisere det indadgående åndedræt i det ydre, så han til slut næsten ikke trækker vejret, men opretholder livet på indre luftstrømme, af hvilke der findes ti. De kaldes også for cakraer. Idéen med en kundalini-rejsning er, at man presser den subtile luft inde i kroppen helt nede fra bunden af bækkenet op gennem de forskellige cakraer. Når man når hjerte-cakraet, hvor selvet sidder, presser pranaen sjælen med videre opad gennem kroppen.
Her skal yogien gennem asana og pranayama kunne styre sine muskler så godt, at han kan lukke alle kroppens ni huller. Til sidst, når alle kroppens huller er lukkede, presses sjælen op gennem hovedet og ud af brahma-randram der, hvor kraniepladerne mødes på toppen af hovedet. Det er en klassisk kundalini-rejsning. En kundalini-rejsning vil simpelthen sige at forlade sin krop på mekanisk vis.
I kontrast til dette strenge yoga-program – som for øvrigt ikke er anbefalet i Kali Yuga, dels fordi folk er for forstyrrede, dels fordi der ikke findes kvalificerede lærere, og dels fordi det ikke er praktisk for det moderne menneske – finder vi det simple bhakti-yoga-system. Krishna siger, at man gennem bhakti-metoden opnår mere, end man kan opnå gennem astanga-yoga metoden. Desuden er bhakti-metoden meget mere naturlig og uanstrengt, eftersom den afhænger af Krishnas nåde. I bhakti-processen kalder man på Krishna og beder Ham om at løfte sig op. I astanga-processen klatrer man opad ved egen kraft.
En astanga-yogi arbejder på at krydse den materielle verdens ocean gennem sine egne bestræbelser, og han kan ofte få lov at arbejde i mange liv på at opnå perfektion eller forlænge sit nuværende gennem pranayama. Krishna siger, at blot ved at overgive sig til Ham kan man meget let krydse over uvidenhedens hav. Det er beskrevet, at for den, der overgiver sig til Krishna, bliver tilværelsens ocean af årsag og virkning formindsket til størrelsen af en kalvs klovaftryk. Med andre ord en forhindring, der er meget let at forcere. Krishna hjælper Sin hengivne med at nå det endelige mål, hvilket er mere sikkert end en kundalini-rejsning.
Krishna siger: ”Og af alle yogier er den, der med stor tro underkaster sig Mig og tænker på Mig i sit indre, og som tjener Mig med kærlighed, mest intimt forenet med Mig i yoga og den højeste af alle. Det er min mening.” (Bg. 6.47)