Der var en mand, der ernærede sig som professionel tyv. Engang ville han på pilgrimstur og fulgtes med en større gruppe pilgrimme. Efter den første dag slog pilgrimmene lejr for natten og lagde sig til at sove.
Tyven kunne imidlertid ikke sove, for han var vant til at være vågen om natten. Og det kriblede også i fingrene på ham. Han blev ved med at sige til sig selv, at han ikke måtte stjæle, for det ville være meget ulykkesbringende at stjæle fra pilgrimmene. Han kunne dog ikke modstå sig selv helt, så han stod op og begyndte at tage pilgrimmenes ejendele og flytte rundt på dem.
Da alle vågnede næste morgen, blev der et stort påstyr. ”Hvor er min taske?“, ”Hvor er mine penge?“, ”Hvor er mine ting?“, ”Åh, vi er blevet bestjålede!“
Midt i forvirringen stod tyven op og sagde: ”Mine kære damer og herrer. Må jeg lige få ordet et øjeblik. Jeg vil gerne fortælle, at jeg er tyv af profession, og at det er mig, der har flyttet rundt på alle jeres ting. Alting er her, det er blot blevet byttet rundt. Jeg kunne ikke beherske mig selv, men ville heller ikke stjæle, så jeg har flyttet rundt med alle jeres sager i nat.“
Srila Prabhupada bemærkede, at selv om man begår de værste handlinger, bør man regnes for en helgenagtig person, hvis ens dybe ønske i virkeligheden er at blive en god hengiven af Krishna, men man af gammel vane endnu handler, som man plejer at gøre.