Dette skulle være en virkelig hændelse. Der var engang en familie af tryllekunstnere – en far og mor samt søn og datter – der var så berømte, at de blev inviteret til at optræde for kongen og hans hof. Og det var så sandelig en fantastisk opvisning, de gav. I et par timer underholdt de en begejstret konge og dronning med de mest utrolige tryllekunster. Det virkede mere som trolddom end trylleri.
Omsider var forestillingen ovre, og tryllekunsterne blev bifaldt. Især dronningen var så overvældet, at hun rejste sig og gav datteren en kostbar halskæde, hun bar. Dronningen omfavnede datteren og takkede hele familien.
Uheldigvis skete der nu det, at moderen blev misundelig på sin datter. ”Giv mig den halskæde, jeg er din moder,“ sagde hun. Det nægtede datteren pure, og de to kvinder begyndte at skændes foran hele publikummet. Pludselig trak moderen en kniv frem og stak den i brystet på sin datter. Datteren faldt død om.
Sønnen blev så vred og chokeret, at han begyndte at tæve sin mor, tog kniven fra hende og dræbte hende. Ved det greb faderen sønnen, tog et sværd og huggede hovedet af ham. I fortvivlelse over det skete sluttede han med at begå selvmord med sværdet.
Det hele foregik så hurtigt, at ingen nåede at gribe ind og standse dem. Kongen og dronningen så blot til i rædsel, hvordan en dejlig aften blev forvandlet til en katastrofe. Alt, de kunne gøre, var at fjerne de døde kroppe og rydde op efter tragedien. De var søvnløse i flere nætter derefter, og hele kongeriget talte om tryllekunstnernes blodbad.
En uge senere kom der et brev til kongen. ”Kære konge og dronning,“ startede det. ”Vi fik et kolossalt bifald for den første del af vores forestilling, men ingen klappede eller takkede os for den anden del. Hvad skyldes det?…..“!!!
Hvor meget mere mystisk kraft er der da ikke i Krishna, når tryllekunstnere af denne verden kan udrette sådanne ufattelige ting, konkluderede Srila Prabhupada.