En pige havde en tante, hun holdt meget af. Tanten var dog ikke verdens bedste menneske. Ja, hun var en gammel led og misundelig heks. Da hun døde, var alle ret sikre på, hvor hun var gået hen.
Mange år senere døde pigen. Hun var til gengæld et rigtigt godt menneske og kom med det samme op til Sankt Peter for at komme videre til himlen. Sankt Peter spurgte, om hun havde noget ønske, før hun kom ind i himlen. Pigen svarede, at hun gerne ville vide, hvad der var blevet af hendes tante.
”Hun er i helvede,” svarede Sankt Peter.
”Er det ikke muligt, hun kan komme med mig ind i himlen?” spurgte pigen.
”Jo, det kan sagtens lade sig gøre” svarede Sankt Peter. ”Lad os tage ned og hente hende.”
Så de fløj sammen ned til helvede for at hente tanten. Nede i helvede greb Sankt Peter hende i den ene arm, løftede hende op og begyndte at flyve af sted med hende. Da alle de andre sjæle i helvede så hende blive hentet til himlen af Sankt Peter, greb de fat i hende for også selv at komme med. Nogle holdt fast i hendes ben, nogle i hendes tøj, nogle greb hende omkring livet.
For Sankt Peter var det intet problem, for han kunne bære dem alle og begyndte at flyve af sted med dem. Men tanten blev vred og begyndte at sparke og skubbe de andre af helvedes borgere fra sig. ”Hold op! Lad være med at røre ved mig! Slip mig!” Hun råbte og skreg og sparkede og fik til sidst den sidste rystet af sig.
Sankt Peter så på hende. ”Det kan vist være lige meget,” sagde han, slap hende og lod hende falde tilbage til helvede.