Her fortsætter Srila Prabhupadas samtaler om Søren Kierkegaard med hans to disciple Syamasundara og Hayagriva Dasa. Syamasundara og Hayagriva fremlægger forskellige ideer fra Kierkegaard, og Srila Prabhupada kommenterer dem. Der er altså ikke tale om en fuldstændig eller nødvendigvis helt præcis gengivelse af Kierkegaards filosofi. Her interesserer vi os blot for Srila Prabhupadas Krishna-bevidste bemærkninger til det, han bliver præsenteret for.

Bemærk, at citaterne fra Kierkegaard er oversat fra engelsk og således ikke er Kierkegaards oprindelige danske tekst.

Hayagriva: For Kierkegaard er kærlighed til Gud den afgørende faktor, og derfra stammer kærlighed til ens næste. ”Hvis man elsker Gud over alt andet,” skriver han, ”elsker man også sin næste og igennem sin næste alle mennesker … at hjælpe et andet menneske til at elske Gud er at elske det andet menneske. At blive hjulpet af en anden til at elske Gud er at blive elsket.”

Srila Prabhupada: Det er grundlaget for vores Krishnabevidstheds-bevægelse. Vi lærer, hvordan man elsker Gud, og giver det samme princip videre til hele verden. Vi lærer, at Gud er én, og at ingen er lige med Ham eller større end Ham. Gud er aldrig død. Hvis en religion underviser i kærlighed til Gud, skal den religion anses for at være førsteklasses, uanset om den er kristen, hindu, muslimsk eller hvad som helst. Kriteriet for en religion er dette: ”Har tilhængerne lært, hvordan man elsker Gud?” Gud er midtpunktet for kærlighed, og siden alting er Guds ekspansion, er en elsker af Gud en elsker af alle. Han diskriminerer ikke ved at mene, at kun mennesket skal elskes og gives tjeneste. Nej. Han er interesseret i alle levende væsener, uanset hvilken form de eksisterer i. En elsker af Gud elsker alle, og hans kærlighed når til alle. Når vi vander et træs rod, nærer vi alle dele af træet: stammen, grenene, kvistene og bladene. Når vi giver maven mad, tilfredsstiller vi hele kroppen. Gud er alting. Som der står i Bhagavad-gita (9.4), maya tatam idam sarvam. Intet kan eksistere uden Gud, for alting er Hans ekspansion. I Visnu Purana står der, at Gud er til stede overalt, selv om Han befinder Sig i Sin bolig, ligesom Solens lys og varme er til stede overalt, selv om Solen befinder sig på ét sted. Gud er altgennemtrængende. Intet kan eksistere uden Ham. Men på samme tid betyder det ikke, at alting er Gud. Snarere hviler alt på Hans energi. På trods af Sine ekspansioner bevarer Han Sin personlighed.

Syamasundara: Kierkegaard ville definere fromhed som tro på Guds befalinger.

Srila Prabhupada: Det betyder, at han må modtage Guds befalinger. Men hvis en person ingen forestilling har om Gud, eller hvis han forestiller sig Gud som upersonlig, kan der ikke være tale om Guds befalinger. Hvis Gud er upersonlig, har Han ingen mund, Han kan tale med, og ingen øjne til at se med. Derfor kan der ikke være tale om, at Han giver befalinger.

Hayagriva: I sine Journaler skriver Kierkegaard: ”Gud findes. Hans vilje erfares af mig igennem de hellige skrifter og igennem min samvittighed. Denne Gud ønsker at gribe ind i verden. Men hvordan kan Han gøre det uden hjælp fra mennesket?”

Srila Prabhupada: Sadhu-sastra-guru. Vi kan nærme os Gud ved at forstå en helgenagtig person, studere de vediske skrifter og følge den ægte åndelige mesters instruktioner. Sadhu, sastra og guru skal bekræfte hinanden. En sadhu er ham, der taler på grundlag af skrifterne, og guruen er den, der underviser ifølge skrifterne. En guru kan ikke opdigte ord, der ikke står i sastraerne. Når vi får instruktioner fra alle tre, kan vi gøre perfekt fremskridt i vores forståelse af Guddommens Højeste Personlighed.

Hayagriva: Kierkegaard skriver: ”Den eneste passende måde at udtrykke en fornemmelse af Guds majestæt på er ved at tilbede Ham … Det er så let at se, at den, for hvem alting er lige vigtigt og lige betydningsløst, kan kun være interesseret i én ting: lydighed.”

Srila Prabhupada: Ja, og Gud forlanger fuld lydighed: sarvadharman parityajya mam ekam saranam vraja (Bg. 18.66). Vores oprindelige lydighed bør være mod Guddommens Højeste Personlighed, og vi bør adlyde den åndelige mester, fordi han er Guds repræsentant. Hvis han ikke modtager befalinger direkte fra Gud, kan han ikke være en ægte guru. En guru kan ikke selv finde på noget som helst. Han præsenterer blot det, som Gud udtaler i sastraerne. Når Gud kommer som en inkarnation, refererer Han også til skrifterne, ligesom Krishna referede til Brahma-sutra i Bhagavad-gita. Selv om Krishna er Gud, og Hans ord er endelige, respekterer Han stadigvæk Brahma-sutra, for i den bog redegøres der logisk og filosofisk for åndelig viden. Det er ikke sådan, at vi blot skal acceptere alle og enhvers kundgørelser om Gud. Udtalelser skal bekræftes af standardskrifterne.

Hayagriva: Kierkegaard nævner, at vi bør ”opgive alting som en handling af tilbedelse, der gives til Gud, og ikke sådan, fordi Han behøver at bruge os som et redskab; men at opgive alting som den mest betydningsløse overflødighed og overflodsgenstand – det betyder tilbedelse.”

Srila Prabhupada: Ja, tilbedelse begynder med, at man opgiver alle ydre motiver. Vores eneste opgave et at elske Gud, og et førsteklasses religiøst system lærer sine tilhængere at elske Gud uden noget ydre motiv. En sådan tilbedelse kan ikke bremses af materielle hensyn. Vi kan elske Gud i enhver situation, og Gud vil hjælpe.

Syamasundara: Kierkegaard beklagede opløsningen af kristendommen som en virkningsfuld form for tilbedelse. Han anså den moderne kristenhed for at være en slags sygdom, en forvanskning af Kristi oprindelige budskab.

Srila Prabhupada: Kristendom er kristendom, og man kan ikke kalde den moderne eller gammel, ligesom man heller ikke kan sige, at Gud er moderne eller gammel. Vi siger, at enten er en person kristen, eller også er han det ikke. Enten følger han Kristi befalinger, eller også gør han det ikke. Hvis man ikke følger sin religions læresætninger, hvordan kan man da hævde at tilhøre den religion? Dette gælder for alle religioner. For eksempel er der mange såkaldte hinduer, der ikke tror på noget som helst og alligevel regner sig for hinduer og brahmanaer. Dette er en hån.

Syamasundara: Kierkegaard så kristen fortvivlelse som en ”sygdom til døden”. Ønsket om at dø er resultatet af fortvivlelse.

Srila Prabhupada: Folk forsøger at undgå resultaterne af deres syndige aktiviteter ved at slå sig selv ihjel, men dette er ikke muligt. Selvmord er blot en en anden form for synd. Derfor bliver de, der begår selvmord, til spøgelser.

Syamasundara: Kierkegaard troede på, at et menneske bør leve, som om det kunne dø, hvad øjeblik det skulle være. Det bør handle, som om hver eneste handling var dets sidste.

Srila Prabhupada: Dette kræver øvelse, og derfor anbefaler vi recitationen af Hare Krishna uden ophør. Selvfølgelig kan døden komme, hvad øjeblik det skal være, og hvis vi siger Hare Krishna, bliver den død en lykkelig død.

Syamasundara: Ifølge katolicismen kan en præst på dødstidspunktet give én forladelse for éns synder.

Srila Prabhupada: Forudsat, at man har bevidstheden til at forstå præstens ord.

Syamasundara: Selv om man har begået mange synder igennem sit liv, kan man få forladelse for sine synder på dødslejet.

Srila Prabhupada: Det er bestemt muligt, for en præst kan minde én om Gud ved tidspunktet for døden. Éns tanker på dødstidspunktet er meget vigtige. Der er mange eksempler såsom Ajamila og Bharata Maharaja. Derfor beder Kong Kulasekhara: ”Lad mig dø omgående, mens jeg tænker på Krishna.” Men selvfølgelig er det ikke muligt at tænke på Krishna i dødsøjeblikket, medmindre vi har øvet os i det, for på det tidspunkt er der mange kropslige forstyrrelser. Derfor er det nødvendigt med askese fra begyndelsen af.

Hayagriva: Kierkegaard skriver: ”Det sande forhold i bøn er ikke, når Gud hører det, der bliver bedt om, men når den person, der beder, fortsætter med at bede, indtil han hører, hvad Gud ønsker.”

Srila Prabhupada: Ja, det er rigtigt fint. Igennem bøn bliver man kvalificeret til at forstå Gud, tale med Gud og modtage Hans vejledning.

tesam satata-yuktanam
bhajatam priti-purvakam
dadami buddhi-yogam tam
yena mam upayanti te

”Til dem, der konstant hengiver sig til at tjene Mig med kærlighed, giver Jeg den forståelse, gennem hvilken de kan komme til Mig.” (Bg. 10.10) Vores endelige mål er at opgive denne materielle verden og vende tilbage til Gud. Bøn er blot én form for tjeneste. Der er ni grundlæggende processer, vi kan følge, når vi gør hengiven tjeneste:

sravanam kirtanam visnoh
smaranam pada-sevanam
arcanam vandanam dasyam
sakhyam atma-nivedanam

”At høre og tale om Herren Visnus hellige navn, form, kvaliteter, tilbehør og lege, at huske på dem, at tjene Herrens lotusfødder, at ofre Herren respektfuld tilbedelse med seksten slags tilbehør, at frembære bønner til Herren, at blive Hans tjener, at anse Herren for sin bedste ven og at overgive alting til Ham – disse ni processer accepteres som ren hengiven tjeneste.” (Bhag. 7.5.23)

Bøn er vandanam. Hvis vi accepterer alle ni processer eller blot én af dem, kan vi gøre fremskridt i åndeligt liv. Kristne og muhamedanere frembærer bønner, og hinduer gør tjeneste i templet. Deiteterne udsmykkes, templet gøres rent, og der bliver ofret mad. Dette kaldes arcanam, og gennem denne proces kan vi engagere os i hengiven tjeneste. Gud er indeni [os], og når Han ser, at vi er oprigtige i Hans tjeneste, overtager Han ledelsen og giver os vejledning, hvorigennem vi hurtigt kan komme til Ham. Gud er fuldstændig i Sig Selv. Han længes ikke efter vores tjeneste, men hvis vi giver Ham tjeneste, bliver vi rensede. Når vi er rensede, kan vi tale med Gud og se Ham. Vi kan personligt modtage Hans instruktioner, ligesom Arjuna gjorde det.

Syamasundara: For Kierkegaard afsløres tro i selvets forhold til sit eget selv igennem sin villighed til at være sit ægte selv og stå gennemsigtig foran Gud i sin fuldstændige integritet.

Srila Prabhupada: For mayavadierne vil selverkendelse sige at blive ét med det Højeste Selv, men en sådan sammensmeltning er ikke mulig. At stå gennemsigtig foran Gud vil sige at engagere sig i Guds tjeneste. For at engagere sig i Guds tjeneste må man forstå, at man er en uadskillelig del af den Højeste. En del af kroppen engagerer sig i tjenesten til hele kroppen. Så snart man engagerer sig i Guds tjeneste, er man selvrealiseret. Det er mukti, befrielse. Karmierne, jnanierne og yogierne forsøger at erkende selvet, men fordi de ikke er engageret i at gøre tjeneste til det Højeste Selv, er de ikke befriede. Vi spreder derfor denne Krishnabevidstheds-bevægelse med henblik på alles endelige selvrealisering. (Fortsættes i næste nummer)