Engang blev en slange den store vismand Narada Munis discipel. Narada bad slangen om ikke at bide andre længere. Normalt er det en slanges natur at bide andre dødeligt, men det blev ham forbudt som hengiven.

Desværre udnyttede folk slangens ikke-vold, specielt børnene, der begyndte at kaste sten på ham. Da slangen efter et stykke tid igen mødte sin åndelige mester, Narada Muni, beklagede han sig: ”Jeg har opgivet den dårlige vane med at bide uskyldige levende væsener, men nu mishandler de mig og kaster sten efter mig.“

Da han hørte dette, svarede Narada: ”Bid ikke, men glem ikke at rejse din nakke, som om du vil bide dem. Så går de væk.“

På samme måde er en hengiven altid ikke-voldelig, men i det verdslige liv, når andre generer ham, bør han ikke glemme at blive vred et enkelt øjeblik for at sætte skurkene på plads.