Engang døde en dreng. Hans slægtninge sørgede voldsomt, imens de gjorde alt klart til begravelsesceremonien. Med ét dukkede en sjakal op og begyndte med søde ord at prise den kærlighed, slægtningene følte for den døde dreng. Han begyndte også selv at tale om drengens vidunderlige kvaliteter og anbefalede, at de tilstedeværende slægtninge brugte de dyrebare timer indtil solnedgang på at bade i det søde minde om drengen. Normalt skal en krop brændes, før Solen går ned, hvis man dør i dagtimerne. Men sjakalen sagde, at det ikke var så vigtigt, og det var bedre, at de kom tilbage om morgenen for at brænde kroppen.
Ovenfra så en grib, hvad der skete, og den fløj og satte sig ved siden af den døde dreng og slægtningene. Gribben begyndte filosofisk at tilbagevise sjakalens ord. Gribben forklarede, at sjælen, den virkeligt elskede inden i kroppen, var allerede gået bort, og at sørge for en død krop var sentimentalt og tåbeligt. Gribben anbefalede derfor, at alle de tilstedeværende burde vågne op og blive filosofiske, forstå forskellen imellem krop og sjæl og holde op med at sørge. Det bedste var at lade død krop være død krop og drage fra stedet uden yderligere ceremonier.
På denne måde argumenterede gribben og sjakalen frem og tilbage. Men Baladeva Vidyabhusana, der fortæller historien i sin kommentar til Bhagavad-gita 16.7, afviser både gribben og sjakalen. Gribbe spiser om dagen, så hvis slægtningene gik væk, kunne gribben spise drengens krop med det samme. Men sjakalen er et natdyr og ønskede derfor at fortære drengen i nattens mørke. På samme måde har det ingen værdi, når dæmoniske personer taler filosofi, for de taler udelukkende for at mele deres egen kage.