– Af Srila Prabhupada –
Den følgende samtale mellem Srila Prabhupada og nogle af hans disciple fandt sted i New Vrindavana, Hare Krishnas landbrugssamfund i West Virginia, USA, i juni 1976.
Srila Prabhupada: Vestens civilisation er en modbydelig civilisation, der kunstigt forøger livets behov. Tag elektrisk lys som eksempel. Elektrisk lys kræver en generator, og for at køre generatoren er der brug for olie. Så snart olien slipper op, standser alting. Og for at få fat på olien må man søge efter den med stor omhu og bore dybt ned i jorden og somme tider midt ude på havet. Dette er ugra-karma, en forfærdelig form for arbejde. Det samme kan opnås ved at dyrke nogle castorfrø [fra castorbønnen, også kaldet kristpalme], presse olien ud og komme olien i en krukke sammen med en væge.
Vi indrømmer, at man har forbedret belysningssystemet med elektricitet, men for at kunne gå fra castorlampen til det elektriske lys ender man med at skulle arbejde meget hårdt. Man er nødt til at tage ud midt på havet, bore og hente olien op, og på denne måde går man glip af sit livs virkelige mål. Vi befinder os i en prekær situation, hvor vi hele tiden dør og fødes igen i forskellige livsarter. Hvordan slipper vi ud af dette kredsløb af fødsel og død – det er vores virkelige problem, og det er meningen, at dette problem skal løses i den menneskelige livsform. Vi har en avanceret intelligens, som vi har fået med henblik på selverkendelse, men i stedet for at bruge vores avancerede intelligens på selverkendelse, bruger vi den på at gøre fremskridt fra castorlampen til det elektriske lys. Det er alt.
Discipel: Folk vil sige, at dit forslag er upraktisk. Hvad mere er, gør elektricitet mange andre ting end at lave lys. De fleste af vores moderne bekvemmeligheder afhænger mere eller mindre af elektricitet.
Srila Prabhupada: I dette liv lever du måske bekvemt, men i næste liv kan du blive en hund.
Discipel: Det tror folk ikke på.
Srila Prabhupada: Uanset om de tror på det eller ej, er det en kendsgerning. For eksempel ved en dreng ikke, at han vil vokse op og blive en ung mand, men det ved hans far og mor. Hvis drengen siger: “Nej, jeg bliver ikke en ung mand,” er det barnligt. Faderen og moderen ved, at drengen vil vokse op og blive en ung mand, og at det er deres pligt at uddanne ham, så han kan få et ordentligt liv.
Når vi på samme måde taler om sjælevandring, kan en slyngel sige: “Det tror jeg ikke på,” men det er stadigvæk en kendsgerning. En slyngel – en galning – kan påstå, at sjælevandring ikke er en kendsgerning, men det virkelige faktum er, at han kommer til at acceptere en anden krop i overensstemmelse med naturen af sin bestræbelse i dette liv: karanam guna-sango ‘sya sad-asad-yoni-janmasu.
Discipel: Hvad nu, hvis nogen siger: “Dette liv med at dyrke castorfrø er meget hårdt, og landbrug er generelt meget vanskeligt. Det er lettere at arbejde på fabrikken i otte timer, komme hjem med nogle penge og nyde livet.”
Srila Prabhupada: Måske nyder du, men ved at nyde glemmer du livets virkelige mål. Er det intelligent? Du er blevet givet menneskekroppen for at forbedre dit næste liv. Sæt nu, at du bliver en hund i dit næste liv. Er det vellykket? Du skal kende videnskaben om Krishna-bevidsthed. Da vil du blive ligesom Gud i dit næste liv i stedet for at blive en hund.
Discipel: Engang bemærkede du på John Lennons landsted ved London, at traktoren er grunden til så mange problemer i dag. Den tog alt arbejdet fra de unge mænd og tvang dem ind til byen for at finde et arbejde, og der blev de rodet ind i sansenydelse. Jeg har lagt mærke til, at livet på landet er enklere og mere fredfyldt. Det er lettere at tænke på åndeligt liv.
Srila Prabhupada: Ja, landlivet er mindre forstyrrende og mindre belastende for hjernen. Man skal bare arbejde en smule for at få mad, og resten af tiden kan man engagere sig i Krishna-bevidsthed. Det er det ideelle liv.
[Srila Prabhupada holder en blomst frem.] Se de helt små fibre i denne blomst. Kan nogen fremstille den på en fabrik – med sådanne små fibre? Og se, hvor lyse og klare farverne er! Hvis man studerer bare en enkelt blomst, bliver man Gudsbevidst. Der er en maskine, som vi kalder “naturen”, og fra denne maskine kommer alting. Men hvem har lavet denne maskine?
Discipel: I London sagde du, at folk ved ikke, at blomsterne er malet med fuldt overlæg af Krishna.
Srila Prabhupada: Ja. Tror du, at blomster kan være så smukke uden en kunstner? Det er for dumt. Hvad er naturen? Det er Krishnas maskine. Alting gøres af Krishnas maskine.
Sådan bør I udvikle jeres livstil her i New Vrindavana. Lev i frisk luft, dyrk jeres eget korn, producer jeres egen mælk, spar tid og syng Hare Krishna. Simpelt liv, høj tænkning. Det er det ideelle liv. Men hvis I forøger jeres livs kunstige nødvendigheder – jeres såkaldte bekvemmeligheder – og glemmer jeres virkelige opgave i Krishna-bevidsthed, er det ligesom at begå selvmord. Vi ønsker at standse denne selvmordspolitik. Men vi insisterer selvfølgelig ikke på, at folk ophører med det moderne fremskridt i teknologi. Vi viser blot den enkle formel, som Sri Caitanya Mahaprabhu gav: “Syng Hare Krishna.” Selv på jeres teknologiske fabrik kan I synge eller recitere Hare Krishna. Hvad er problemet? I kan fortsætte med at trykke på knapperne på jeres maskiner og på samme tid synge Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare.
Discipel: Og hvis folk begynder at synge Hare Krishna, vil de gradvist opgive teknologien?
Srila Prabhupada: Naturligvis.
Discipel: Så du sår frøet til deres undergang.
Srila Prabhupada: Nej, ikke til deres undergang, men snarere til deres genopbygning. Den gentagne fødsel og død, den konstante udskiften af kroppe – det er undergang. Men med vores metode kommer man til at leve for altid – tyaktva dehah punar janma naiti: Man får ikke en anden krop. Men uden Krishna-bevidsthed, tatha dehantara-praptir: Man bliver nødt til at acceptere en anden krop, hvilket betyder lidelse. Så hvad er bedst? At acceptere materielle kroppe, den ene efter den anden, eller ikke længere acceptere materielle kroppe? Hvis vi er færdige med enhver lidelse efter denne krop, er det intelligent, men hvis vi skaber en ny krop til at lide yderligere i, er det uintelligent. Men hvis man ikke forstår Krishna, bliver man nødt til at acceptere en anden krop. Der er intet alternativ.