Den følgende samtale mellem Śrīla Prabhupāda og nogle af hans disciple fandt sted i maj 1974 under en morgentur i Rom.
Śrīla Prabhupāda: Adānta-gobhir viśatāṁ tamisraṁ punaḥ punaś carvita-carvaṇānām. Liv efter liv forsøger folk simpelthen blot at nyde deres sanser. Liv efter liv, den samme ting om og om igen. Hele tiden det samme med at spise, sove, have sex og forsvare sig, uanset om det er som menneske eller hund. Punaḥ punaś carvita-carvaṇānām: Igen og igen tygger man det, som allerede er blevet tygget. Uanset om man bliver halvgud eller hund, gives alle i den materielle verden mulighed for disse fire ting: at spise, sove, have sex og forsvare sig.
Og når det kommer til stykket, ville vi mennesker, hvis der pludselig opstod en fare lige nu, måske ikke undslippe den, men en fugl ville med det samme flyve væk. Så fuglen er bedre udrustet til at forsvare sig. Ikke sandt? Lad os sige, at lige pludselig kommer der en bil kørende direkte imod os. Vi ville blive dræbt på stedet. Vi ville ikke kunne gøre noget, men selv den mindste fugl ville reagere: “Hov, jeg er fløjet!” Det kan han gøre. Ikke sandt? Så hans forsvarsmidler er bedre end vores.
Hvis vi på samme måde gerne vil have sex, er vi nødt til at arrangere det. Vi må finde os en partner og et passende tidspunkt og sted. Men hunfuglen flyver altid rundt omkring hanfuglen – når som helst. Tag spurvene eller duerne som eksempel. Har I bemærket det? Med det samme er de klar til sex. Og hvad gør fuglene, når det kommer til at spise? “Ah, dér er der noget frugt.” Fuglen kan spise med det samme. Og sove er også nemt og bekvemt.
Så tro ikke, at disse faciliteter kun findes i jeres skyskrabere. De står lige så meget til rådighed for fuglene og dyrene. Det er ikke sådan, at hvis man ikke har en fin lejlighed i skyskraberen, kan man ikke have disse faciliteter til at spise, sove, forsvare sig og have sex. Man kan have dem i enhver materiel krop i en hvilken som helst art: viṣayaḥ khalu sarvataḥ syāt. Viṣaya betyder faciliteter til sansenydelse. Vores proces er viṣaya chāḍiyā, se rase majiyā. Man må opgive denne utilfredsstillende materielle nydelse og nyde transcendental lykke, smagen af åndelig lykke. Det er nydelse på et helt andet niveau.
Men nu om dage er folk ført så meget bag lyset af den kropslige livsopfattelse, at deres eneste nydelse er denne materielle såkaldte nydelse. Så skrifterne råder: “Denne midlertidige, lavere nydelse kan fås i enhver form for materielt liv, enten som menneske, som fugl eller som dyr.” Hvorfor jagter I denne samme utilfredsstillende nydelse igen og igen i alle disse forskellige livsarter? Punaḥ punaś carvita-carvaṇānām: “I alle disse forskellige former gør man igen og igen den samme stupide, utilfredsstillende ting.”
Men matir na kṛṣṇe parataḥ svato vā: De, der narres af materiel sanselig nydelse, kan ikke blive Kṛṣṇa-bevidste, hverken ved deres egen indsats eller selv på instruktion fra en åndelig mester. Og mitho ‘bhipadyeta: Disse tåbelige mennesker kan afholde konferencer og møder for at diskutere “Hvad er livets problemer?” Men de vil fortsat ikke kunne engagere sig i den Kṛṣṇa-bevidste proces.
Hvorfor? Gṛha-vratānām. Så længe de holder fast ved denne beslutsomhed – “Vi skal blive lykkelige i denne materielle verden” – kan de ikke engagere sig i Kṛṣṇa-bevidsthed. Gṛha betyder “hjem” og også “krop”. De, der forsøger at være lykkelige i denne materielle krop, kan ikke engagere sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, fordi adānta-gobhiḥ: Deres sanser er helt ude af kontrol. Derfor må disse mennesker gentagne gange gennemgå prøvelsen med at tygge det, som allerede er blevet tygget: Igen og igen den samme sanselige nydelse med at spise, sove, parre sig og forsvare sig.
Discipel: Så vores opgave er at overbevise folk om, at de ikke kan være lykkelige i den materielle verden?
Śrīla Prabhupāda: Ja, og de har allerede slående erfaring deraf. Hver dag starter de så mange partier, finder på så mange planer og det ene og det andet, men de er fortsat ikke lykkelige. Og de er så store fjolser, at på trods af, at de gentagne gange forpurres i deres forsøg, fortsætter de alligevel med at gumle på det, som allerede er blevet tygget – den samme ting om og om igen i lidt forskellige former.
Hvad er forskellen på kommunisterne og kapitalisterne? Når det kommer til stykket, forsøger begge grupper blot at finde ud af, hvordan de kan arrangere tingene bedre med henblik på deres egen sanselige nydelse. De to grupper slås imod hinanden, men alles mål er gṛha-vratānām: “Vi skal blive her i denne materielle verden og være lykkelige her.”
Discipel: Ideen er, at hvis vi kan have mad og sex nok, er vi lykkelige.
Śrīla Prabhupāda: Det er alt. Og så bliver folk impotente, og de tigger doktoren: “Giv mig noget sexmedicin.” Kan I se det? Punaḥ punaś carvita-carvaṇānām. De tygger på den samme gamle fortærskede ting. Og når sexlivet derhjemme hænger dem ud af halsen, tænker de: “Lad os gå til en prostitueret. Lad os tage hen og se nøgendans.” Andre ideer har de ikke. Så denne klasse af mennesker kan ikke engagere sig i Kṛṣṇa-bevidsthed. For det første må man være i viden: “Jeg er ikke noget af denne materielle verden. Jeg er en åndelig sjæl. Min lykke er i den åndelige verden.” Da er man et virkeligt menneske, og man kan gøre åndeligt fremskridt.
Så det næste spørgsmål er: “Hvordan bliver man interesseret i den åndelige sjæl og Kṛṣṇa-bevidsthed?” Hvordan? Dette er spørgsmålet. Dyr og folk, der er som dyr, kan ikke blive interesseret.
naisam matis tavad urukramanghrim
sprsaty anarthapagamo yad-arthah
mahiyasam pada-rajo-‘bhisekam
niskincananam na vrnita yavat
Ifølge Śrīmad-Bhāgavatam [7.5.32]: “Bevidstheden hos disse slyngler og fjolser kan ikke vendes mod lotusfødderne på Herren Śrī Kṛṣṇa, der handler forunderligt, indtil de lægger deres hoveder ved lotusfødderne af en af Herrens hengivne, der er niṣkiñcana, som intet har at vinde i denne materielle verden, og som blot er interesseret i Kṛṣṇa.” Hvis man får muligheden for at røre sit hoved ved en sådan hengivens lotusfødder eller tilmed blot støvet fra en sådan hengivens lotusfødder, er det muligt for én at gøre åndeligt fremskridt. Ellers er det ikke. Støvet fra en stor hengivens lotusfødder kan hjælpe én.