For nogle hundrede år siden var der en fattig brahmana, der bad Siva om hjælp. Siva fortalte ham, at Sanatana Gosvami, en af de seks Gosvamier, havde en ønskesten, der kunne forvandle jern til guld blot ved at røre det. Siva sagde, at brahmanaen skulle bede Sanatana om at få det mest værdifulde, han havde.
Brahmanaen opsøgte derfor Sanatana og bad om ønskestenen. ”Gerne,“ svarede Sanatana. ”Den ligger derovre i en bunke affald. Bare tag den.“
Brahmanaen tog den og prøvede den af. Den virkede og kunne faktisk forvandle jern til guld. Brahmanaen brugte stenen et stykke tid, men begyndte så at undre sig over, hvorfor Sanatana havde opbevaret den i en bunke affald.
”Den kan ikke være det mest værdifulde, han havde,“ tænkte han. ”Lad mig spørge, om han har noget andet.“ Så han opsøgte igen Sanatana Gosvami.
”Jo,“ svarede Sanatana, ”Stenen var ikke det mest værdifulde, jeg havde.“
”Hvorfor gav du mig så ikke det mest værdifulde?“ spurgte brahmanaen.
”Fordi du ikke bad om det. Du bad blot om at få ønskestenen,“ svarede Sanatana. ”Men gå nu ned til floden og kast ønskestenen væk. Bagefter vil jeg give dig det mest værdifulde, jeg har.“
Brahmanaen kastede så ønskestenen væk. Da han kom tilbage, sagde Sanatana: ”Det mest værdifulde, jeg har, er dette mantra: Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare. Hav altid dette på din tunge. Værdien af alt guld i denne verden kan ikke måle sig med en brøkdel af værdien af dette maha-mantra.