I juli 1960, før Srila Prabhupada kom til Vesten, skrev han denne artikel om det levende væsens evige religion, sanatana-dharma, i Back to Godhead. Artiklen dannede senere grundlag for introduktionen til hans Bhagavad-gita som den er. Første del bragtes i sidste nummer.

Det kan forstås fra ovennævnte forklaring, at Herren er sanatana [evig], og stedet, hvor Herren bor, er også sanatana. Og hvad er positionen for de levende væsener? I kapitel 15 i Bhagavad-gita omtales de levende væsener som sanatana. De levende væsener er i virkeligheden uadskillelige dele af den Højeste Herre, så fordi Herren er sanatana, må Hans uadskillelige dele også være sanatana. En ting, vi altid må huske, er, at de levende væsener for evigt uden forandring er uadskillelige dele af det Højeste Væsen. Forsøget på at blive ét med Herren er derfor også et unaturligt forsøg, der går imod sanatana-princippet, og derfor er kultiveringen af en sådan monistisk filosofi et ikke-sanatana forsøg, der er skadeligt for sanatana-dharma. Monisterne eller de, der tragter efter at blive ét med den Højeste Herre, er ikke sanatanister.

I Bhagavad-gitas 11. kapitel tiltales Herren som sanatanam af Sri Arjuna. Han siger der, at den Højeste Herre er den oprindelige sanatana purusa [evige person]. Han er Adi Purusa [den oprindelige person], hvilket bekræftes i Upanisaderne som Purnatama. På trods af grænseløse udstrømninger fra Purana Purusa er Han altid sanatana purusa uden mindskelse.

Fra ovennævnte uddrag fra forskellige autoritative skrifter er det klart, at ordet sanatana ikke er en nomenklatur, der tilhører en bestemt sekt af religiøs tro, som skabes i det spekulative sind på en materialist. Ordet sanatana stammer fra den vediske litteratur og anvendes om den Højeste Herre og de levende væsener, der er uadskillelige dele af den Højeste Herre.

De levende væsener er, som det fremgår af Bhagavad-gitas kapitel 15, kvalitativt lige med den Højeste Herre, fordi de er uadskillelige dele af Herren. På en eller anden måde er sådanne uadskillelige dele af Herren faldet ned i den materielle atmosfære og er indespærret i den materielle tildækning af sind og sanser. Med dette sind og disse sanser kæmper de levende væsener meget hårdt for tilværelsen, imens de som uadskillelige dele af Herren ikke er det mindste lykkelige i en materiel atmosfære, der er midlertidig og i opposition til sanatana-kulturen. Alting her er midlertidigt, fuld af uvidenhed og fører til mørke.

Herren Sri Krishna, der er Guddommens Højeste Personlighed, nedstiger Selv ved Sin årsagsløse nåde imod Sine uadskillelige dele, de levende væsener, specielt mennesket og mere specielt inderne, én gang i løbet af Brahmas dag, dvs. efter hver 4,32 mia. solår. Han underviser de faldne sjæle i principperne for sanatana-kulturen for at udfri dem igennem Bhagavad-gitas instruktioner.

Bhagavad-gita blev i fordums tid undervist til solguden, og solguden lærte emnet til sin søn Manu, der igen lærte det videre til sin søn Iksvaku. Således gik budskabet om sanatana-dharma fra fader til søn eller fra den åndelige mester til discipel igennem en discipelkæde. Da kæden på en eller anden måde blev brudt, blev de samme instruktioner endnu engang overdraget til Arjuna på Kuruksetras slagmark, hvor der blev givet en klar ide om sanatana–dharma.

Herren hævder at være faderen til alle arter af liv. Han hævder, at alle levende væsener, uanset hvad de er, er uadskillelige dele af Ham. Bhagavad-gita henvender sig til dem. I Bhagavad-gita er der kundskab om den Højeste Herre, Hans bolig, der befinder sig langt, langt væk fra den materielle himmel, og de levende væseners sanatana-natur.

Krishna fortæller også, at denne materielle verden er fyldt med lidelser i form af fødsel, død, alderdom og sygdomme. Selv helt op til universets højeste planet, Brahmaloka, findes de samme lidelser i en eller anden form. Kun i Hans egen bolig er der ingen lidelse overhovedet. I den bolig er der ikke brug for lys fra hverken sol, måne eller ild. Livet der er evigt med fuld viden og lyksalighed. Hans bolig er sanatana-dhama. Det er derfor helt naturligt at konkludere, at de levende væsener skal tilbage til Guddommen for at nyde livet i sanatana-dhama sammen med sanatana-purusa eller Purusottama, Herren Sri Krishna, og ikke rådne i den materielle tilværelses miserable land. Der er ingen lykke i den materielle sfære, selv helt op til Brahmaloka, og planerne og aktiviteterne om at ophøje sig selv til højere planer inden for det materielle univers tilhører dem, der er mindre intelligente. De mindre intelligente mennesker søger også tilflugt hos halvguder i stedet for hos Herren Selv og får velsignelser, der kun varer i en begrænset periode. På denne måde er alle sådanne religiøse principper kun midlertidige foranstaltninger med henblik på midlertidig gavn for de mindre intelligente personer. Den intelligente person bør opgive alle sådanne engagementer i navn af religiøsitet og søge tilflugt hos Guddommens Højeste Personlighed. Så er der absolut garanti for immunitet fra den Almægtige Faders side. Sanatana-dharma er derfor bhakti-yogaens proces, gennem hvilken man kan kende den sanatana Herre og Hans sanatana bolig. Kun gennem den proces kan man komme tilbage til sanatana-dhama for at deltage i sanatana-nydelsen, der er fremherskende der.

De, der følger sanatana-dharma, kan fremover tilslutte sig principperne for sanatana-dharma i Bhagavad-gitas ånd. Ingen er forhindret i at tilslutte sig de evige principper, og selv personer, der er fra en lav fødsel, kan komme tilbage til Guddommen. Det er konklusionen i Srimad-Bhagavatam såvel som den Højeste Herres egen konklusion. Folk bør gives en chance for at drage fordel af denne mulighed. Fordi Bhagavad-gita blev talt i Bharatavarsas land, har hver eneste inder ansvaret for at sprede budskabet om virkelig sanatana-dharma i andre dele af verden. Verdens vildledte mennesker lider specielt for øjeblikket alt for meget i den materielle atmosfæres mørke, og resultatet er, at det såkaldte fremskridt i viden har hjulpet tåbelige mennesker til at opdage et dødbringende våben ved navn atombombe. De står praktisk taget på randen af ødelæggelse, for så snart der bliver erklæret krig, ved ingen, hvad der vil ske med menneskeracen på Jorden. Sanatana-dharma vil lære dem den virkelige ting ved livet, og de vil have gavn af en sådan udbredelse af sanatana-dharma. Herren nævner i Bhagavad-gita, at personer, der engagerer sig i arbejdet med at prædike om sanatana-dharma-principperne, er Herrens kæreste af alle. Hvis et menneske kan gøre godt imod et medmenneske, er det ved at vække det til vigtigheden af selvrealisering i den menneskelige livsform. Det højeste stadie af fuldkommenhed i menneskelivet er at overgive sig til den Højeste Herres tjeneste. Ved at gøre det bliver man den virkelige mahatma. Definitionen på mahatma gives i Bhagavad-gita.