Af Dvarakadisa Devi Dasi

Her fortsætter Dvarakadisa Devi Dasi fra sidste nummer med resten af opskrifterne fra artiklen, der oprindeligt blev bragt i Back to Godhead 20-12, 1985.

Simpel stuvning med kartofler og grønne ærter
(aloo-mattar)
Tilberedelsestid: 25 minutter
Giver 4-6 portioner

Dette er en populær kombination med ærter og kartofler i en sovsestuvning. Ønskes en tykkere, tørrere sovs, reduceres vandet til 2½ dl.

Ingredienser:

  • 3 spsk. ghee eller vegetabilsk olie
  • 1-3 tsk. finthakkede friske grønne chilier
  • 1½ tsk. spidskommenfrø
  • ½ spsk. skrællet, finthakket frisk ingefærrod
  • ½ tsk. sorte sennepsfrø
  • 2 mellemstore, faste, modne tomater i terninger uden skræl
  • ½ spsk. korianderpulver
  • 1 tsk. gurkemejepulver
  • ¼ tsk. garam masala
  • 625 g mellemstore kogekartofler
  • 5 dl grønne ærter
  • 3 spsk. finthakkede friske korianderblade eller persilleblade
  • 1½-2 tsk. salt
  • 0,8 dl varmt vand
  • 1 tsk. citronsaft eller ¼ tsk. mangopulver

Tilberedning:

  1. Skræl kartoflerne og skær dem i terninger på 0,6 cm.
  2. Varm ghee’en i en ca. 4 liters gryde over middelvarme, indtil en dis dannes på overfladen. Kom chili, ingefær, spidskommenfrø og sort sennep i og steg, indtil sennepsfrøene sprutter og popper.
  3. Rør tomater, korianderpulver, gurkemeje, garam masala og kartofler i og steg under omrøring i 5-8 minutter, eller indtil blandingen er en anelse tør.
  4. Kom de grønne ærter i sammen med salt, varmt vand og halvdelen af de friske urter og bring gryden i kog. Skru ned for varmen til lav, dæk gryden til og kog let, indtil kartoflerne er kogte uden at være mosede eller falder fra hinanden.
  5. Før ofringen til Krishna røres resten af urterne i sammen med citronsaft eller mangopulver.


Friturestegte hele kikærtechips
(masala-, kabli chana)
Iblødnings- og tørretid: 30 timer
Tilberedelsestid: 30 minutter
Giver 4 portioner

Ingredienser:

  • 5 dl hele kikærter
  • 1 spsk. tvekulsurt natron
  • 1½ tsk. fint popkornsalt eller tilsvarende fint havsalt
  • ¼ tsk. pulverchili
  • ¼ tsk. chat masala
  • 6-7,5 dl ghee eller vegetabilsk olie til friturestegning
  1. Sortér de tørre kikærter og fjern alle fremmedlegemer eller ikke hele kikærter. Anbring dem i en 2-liters skål med koldt vand, tilsæt natronen og rør, indtil den opløses. Dæk let med et klæde og lad kikærterne stå i blød i 12 timer.
  2. Hæld vandet fra og skyl kikærterne. Fyld skålen halvt med rent vand og lad kikærterne stå i blød i 12 timer mere. Fjern herefter den løse skal ved at gnubbe kikærterne let mellem håndfladerne.
  3. Afdryp kikærterne i et dørslag i 10 minutter. Læg dem ud på et stykke bagepapir og slå hver kikærte flad med en stenmorter eller træhammer til en rund skive. Lad kikærterne tørre i 2-3 timer i et varmt, solrigt vindue eller på en veranda. Vend hver kikært rundt og tør i 3 timer mere.
  4. Varm ghee’en eller olien op i en passende stegegryde til mellemhøj varme omkring 175 grader. Drys en håndfuld kikærter i ghee’en. Lad kikærterne blæse let op, blive sprøde og lettere brune. Løft dem op med en hulske og overfør dem til tørring på absorberende papir. Steg resten af kikærterne på samme måde.
  5. Drys salt og pulverkrydderier over kikærterne, mens de stadig er varme. Bland dem godt. Ofres til Krishna.


Friturestegte eller ristede papadam
(paparal pappadam)
Tilberedelsestid: 20 minutter

Selv om disse tynde papadam strengt taget ikke er ’brød’, har de form som fladbrød og serveres ofte ved afslutningen på et vedisk måltid. De runde, tynde papadam på 7,5 til 20 cm i diameter er lavet af en dej af malet dal (linser, bønner eller gule ærter). De kan være krydrede eller uden krydderier og er tørret i solen, indtil de er sprøde. Man kan købe dem færdiglavede i enhver indisk og også tit andre orientalske butikker. Opbevar dem i en tætsluttende beholder, så vil de holde i mange måneder. Når man har brug for dem, frituresteger eller rister man dem blot.


Friturestegning af papadam:

Opvarm 5-7,5 dl ghee eller vegetabilsk olie over middelvarme i et stort stegemedium med mindst 7,5 cm høje sider. Når temperaturen når 180 grader, kommer man en papadam i. Den blæser med det samme op og udvider sig til næsten dobbelt størrelse. Steg den på hver side i nogle sekunder, indtil den er sprød og bleggylden. Løft den op, afdryp den og tilbyd den rygende varm til Krishna.


Tørristning af papadam:

Glødende kul er den bedste varmekilde til tørristning af papadam. Men hvis et gaskomfur eller elektrisk komfur er det, man har, lægger man blot en tør papadam på en bagerist 4 cm over varmekilden. Når et område på papadam’en har udvidet sig og er ristet, flyttes bageristen til det næste uristede område. Rist hver side, indtil papadam’en har udvidet sig fuldt ud og er ristet og har små sorte pletter. Den sprøde papadam ofres varm til Krishna.


Rismelsbudding
(phirni)
Tilberedelsestid: 30 minutter
Giver 8-10 portioner

Denne budding er som Vestens buddinger. Men den kræver mindre mælk, tager mindre tid at lave og giver forbløffende velsmagende resultater.

  • 1,33 l frisk mælk
  • 0,8 dl fintmalet rismel
  • 0,8-1,2 dl sukker eller tilsvarende naturligt sødemiddel
  • 1/8-¼ tsk. kardemommepulver
  • 1/16 tsk. muskatpulver
  • 0,6 dl mandelsplinter
  • 3 spsk. pistacienøddesplinter
  • 5-6 dråber kewra- eller ruh-essens
  1. Bland rismel med 2,5 dl kold mælk og bland godt, indtil blandingen er cremet og helt uden klumper.
  2. Hæld resten af mælken i en mellemstor gryde og bring den i kog under konstant omrøring over høj varme.
  3. Skru ned for varmen til middel. Hæld langsomt blandingen af ris og mælk i og kog under konstant omrøring i 8-12 minutter (omrøringen skal være konstant og rytmisk for at undgå dannelse af klumper og holde blandingen jævn).
  4. Tilsæt sødemiddel og pulverkrydderier og fortsæt med at koge let og røre i ti minutter mere, eller indtil buddingen har en cremet konsistens.
  5. Tag gryden af varmen og lad den afkøle i ti minutter. Rør, tilsæt halvdelen af nødderne og, hvis det ønskes, essenserne. Hæld buddingen i 8-10 små skåle og stil dem til køl i køleskab. Pynt hver portion med et drys af resten af nødderne, før de ofres til Krishna.