Det følgende er en artikel fra det gamle Back to Godhead den 20. april 1960, dvs. fra tiden, før Srila Prabhupada kom til Vesten. Her diskuterer han videnskaben om sjælen: ” … eftersom et menneske er et rationelt dyr, er det født til at undersøge og stille spørgsmål.
Jo flere spørgsmål, des større fremgang i kundskab og videnskab … De mest intelligente mennesker undersøger endvidere, hvad der sker efter døden … ” Første del bragtes i sidste nummer.
Den moderne menneskecivilisation er risikabel, da den ikke giver uddannelse i relevante spørgsmål om livets altafgørende principper. Ligesom dyr forstår mennesker nu ikke, at de vil blive slagtet af naturens love. De er tilfredse med et bundt grønt græs eller det såkaldte glade liv på samme måde som den ventende ged på et slagteri. I lyset af en sådan tilstand i menneskelivet prøver vi blot at gøre et ydmygt forsøg på at redde mennesket med Back to Godheads budskab. Denne metode er ikke noget, vi bare har fundet på. Hvis der overhovedet skal være en virkelighedens æra, er dette budskab fra Back to Godhead begyndelsen på den æra.
Ifølge Sri Sukadeva Gosvami er den virkelige situation, at en grhamedhi eller en person, der ligesom geden uden for slagteriet har bundet sig selv til familieliv, samfund, fællesskab, nation eller menneskehed, ikke er bedre end et dyr, når han kun lever for at løse dyrelivets problemer med behov for at spise, sove, frygte og parre sig og ingen viden har om Transcendensen. Han kan være uddannet inden for fysik, politik, økonomi, kultur, uddannelse eller andre områder af midlertidig materiel relevans, men hvis han ikke er uddannet i principperne for transcendentalt liv, bør han anses for at være en blind mand, der drives frem af ubeherskede sanser og er på nippet til at falde ned i en grøft. Det er beskrivelsen af en grhamedhi.
Det modsatte af en grha-medhi er en grha-stha. Grhasta-asramaen eller det åndelige familielivs beskyttelse er lige så god som livet som en sannyasi, et medlem af forsagelsens orden. Uanset om man er en husholder eller en forsager, er det vigtigste af alt at stille relevante spørgsmål. En sannyasi er falsk, hvis han ikke er interesseret i relevante spørgsmål, og en grhastha eller husholder er ægte, hvis han stiller sådanne spørgsmål. En grhamedhi er imidlertid kun interesseret i livets dyriske behov. Ifølge naturens love er en grhamedhis liv fuld af ulykker, imens en grhasthas liv er fyldt med lykke. Men i den moderne civilisation udgiver grhamedhier sig for grhasthaer. Vi bør derfor vide, hvem der er hvad. En grhamedhis liv er fyldt med umoralitet, for han ved ikke, hvordan man lever et åndeligt familieliv. Han ved ikke, at uden for hans kontrol er der en kraft, der overser og styrer hans aktiviteter, og han gør sig ingen forestillinger om sit fremtidige liv. En grhamedhi er blind over for, hvad fremtiden vil bringe, og har ingen tendens til at stille relevante spørgsmål. Hans eneste kvalifikation er, at han er bundet med tilknytningens lænker til de falske ting, han er kommet i forbindelse med i sin midlertidige eksistens.
Om natten spilder sådanne grhamedhier deres kostbare tid på at sove eller tilfredsstille forskellige seksuelle tilskyndelser ved at gå i biografer, klubber og spillebuler, hvor kvinder og sprut nydes hæmningsløst. Om dagen spilder de deres kostbare liv på at tjene penge, eller hvis de har penge nok, på at forbedre komforten for deres familiemedlemmer. Deres levestandard og deres personlige behov øges i takt med deres stigende indkomst. Der er ingen grænser for deres udgifter, og de får aldrig nok. Konsekvensen er ubegrænset konkurrence på det økonomiske felt, og derfor er der ingen fred i noget samfund i menneskets verden.
Alle er rodet ind i de samme problemer med at tjene og bruge penge, men i sidste ende er alle afhængige af Moder Naturs nåde. Når høsten er knap, eller der ved skæbnens arrangement er forstyrrelser, skyder den stakkels planlægningspolitiker skylden på den grusomme natur, men undgår omhyggeligt at studere, hvordan og af hvem naturens love styres. Bhagavad-gita forklarer imidlertid, at naturens love styres af Guddommens Absolutte Personlighed. Gud alene er herskeren over naturen og dens love. Ambitiøse materialister undersøger til tider en lille del af naturens love, men de interesserer sig aldrig for, hvem skaberen af disse love er. De fleste af dem tror ikke på eksistensen af en absolut person eller Gud, der styrer naturens love. De bekymrer sig kun om de principper, hvorefter forskellige materielle elementer påvirker hinanden, men de refererer aldrig til den oprindelige styring, der gør sådanne reaktioner mulige. De har ingen relevante spørgsmål eller svar i denne forbindelse. Vedanta-sutra (1.1.2) besvarer imidlertid det afgørende spørgsmål om Brahman ved at fastslå, at den Højeste Brahman, den Højeste Transcendens, er Ham, hvorfra alting udspringer. I sidste ende er Han den Højeste Person.
Ikke blot er den tåbelige grhamedhi uvidende om den midlertidige natur af den bestemte krop, han har fået, men han er også blind over for den virkelige natur af de ting, der sker omkring ham i hans livs daglige aktiviteter. Han kan se sin far dø, sin mor dø eller slægtninge og venner dø, men alligevel stiller han ikke relevante spørgsmål om, hvorvidt de resterende familiemedlemmer vil dø eller ej. Nogle gange tænker og ved han, at alle hans familiemedlemmer vil dø i dag eller i morgen, og at han også selv skal dø. Han ved måske, at hele familieforestillingen eller for den sags skyld hele forestillingen af samfund, fællesskab, nation osv. ikke er andet end en midlertidig luftboble uden nogen vedvarende værdi. Alligevel er han gal efter sådanne midlertidige arrangementer og interesserer sig ikke for relevante spørgsmål. Han har ingen viden om, hvor han skal hen efter døden. Han arbejder hårdt for midlertidige arrangementer for sin familie, samfund eller nation, men laver aldrig fremtidige arrangementer enten for sig selv eller for andre, når de er gået bort fra det nuværende livsstadie.
I et offentligt transportmiddel som en togvogn møder vi og sætter os sammen med nogle ukendte venner og bliver passagerer i det samme køretøj i en kort periode, men derefter skilles vi for aldrig at mødes igen. På samme måde får vi under et langt livs rejse et midlertidigt sæde i en såkaldt familie, land eller samfund, men når tiden er inde, skilles vi ufrivilligt fra hinanden for altid. Der er så mange spørgsmål, der er relevante for vores midlertidige arrangementer i livet og vores venner i disse midlertidige arrangementer, men en mand, der er grhamedhi, spørger aldrig ind til ting af en vedvarende natur. Vi har alle travlt med at lægge vedvarende planer i forskellige grader af lederskab uden at kende den vedvarende natur af ting, som de er. Sripada Sankaracarya, der specielt kæmpede for at fjerne denne uvidenhed i samfundet og var talsmand for kultivering af åndelig kundskab i relation til den altgennemtrængende upersonlige Brahman, udtalte fortvivlet: ”Børn er optaget af leg, unge fyre har travlt med såkaldte kærlighedsaffærer med unge piger, og de ældre grunder med alvor over, hvordan de skal vænne sig til tanken om et omsonst liv i slid og slæb. Men ak, ingen er rede til at stille relevante spørgsmål om videnskaben om Brahman, den Absolutte Sandhed.”
Sri Sukadeva Gosvami, der blev bedt om vejledning af Maharaja Pariksit, besvarede kongens relevante spørgsmål ved at råde ham således:
tasmad bharata sarvatma
bhagavan isvaro harih
srotavyah kirtitavyas ca
smartavyas cecchatabhayam
”O Bharatas efterkommer, det er alle dødelige menneskers pligt at spørge om, høre om, glorificere og meditere på Guddommens Personlighed, der er den mest tiltrækkende person på grund af Hans fuldkommenhed i alle overdådigheder. Han kaldes Hari, fordi Han alene kan ophæve et levende væsens betingede eksistens. Hvis vi overhovedet ønsker at løses fra den betingede tilværelse, må vi stille relevante spørgsmål om den Absolutte Sandhed, så det vil behage Ham at skænke os perfekt frihed i livet.” (Srimad-Bhagavatam 2.1.5)
Sri Sukadeva Gosvami har specielt brugt fire ord om Guddommens Højeste Personlighed. Disse fire ord adskiller den Højeste Person eller Parabrahman fra andre personer, der kvalitativt er ét med Ham. Guddommens Absolutte Personlighed tiltales som sarvatma eller altgennemtrængende, for ingen er uden for Ham, selv om ikke alle har den erkendelse. Guddommens Personlighed befinder Sig via Sin fuldstændige ekspansion i alles hjerter som Paramatma, Oversjælen, side om side med hver individuel sjæl. Derfor har alle individuelle sjæle et nært forhold til Ham. Glemsel af dette evigt eksisterende nære forhold til Ham er årsagen til et betinget liv i umindelige tider. Men da Han er Bhagavan eller den Højeste Personlighed, kan Han med det samme gengælde det lydhøre kald fra en hengiven. Ikke nok med det – da Han er den perfekte person, er hans skønhed, rigdom, berømmelse, styrke, kundskab og forsagelse alle ubegrænsede kilder til transcendental lyksalighed for den individuelle sjæl. Den individuelle sjæl er tiltrukket af alle disse forskellige overdådigheder, når de er ufuldstændigt repræsenteret i andre betingede sjæle, men den individuelle sjæl er ikke tilfreds med sådanne ufuldstændige repræsentationer, og derfor søger han bestandigt efter den perfekte repræsentation. Guddommens Personligheds skønhed er uden sammenligning, ligesom Hans viden og forsagelse er det. Men frem for alt er Han isvara eller den Højeste Hersker. Vi styres for øjeblikket af denne store konges politimyndighed. Denne politistyring påtvinges os på grund af vores overtrædelse af loven. Men da Herren er Hari, kan Han fjerne vores betingede liv ved at give os fuld frihed i åndelig eksistens. Det er derfor ethvert menneskes pligt at stille relevante spørgsmål om Ham og således vende tilbage til Guddommen.