Et kloster havde engang blomstret med snesevis af munke, men kom senere til at føre en hensygnende tilværelse. Munkene blev gamle. Den ene efter den anden døde, uden at der kom nye til. Til sidst var der kun fem brødre tilbage.

De spekulerede over, hvad de dog skulle gøre. Ingen af dem så nogen løsning. Folk i almindelighed var simpelthen ikke interesseret i religion og Gud. Som sidste udvej blev brødrene enige om at spørge en gammel rabbiner, der boede for sig selv ude i skoven.

En dag vandrede den gamle abbed over til rabbineren. Rabbineren blev meget glad for at se abbeden, og de talte sammen en hel dag. Nogen løsning syntes der ikke at være, for heller ikke rabbineren kunne se, hvad der kunne gøres mod den omfattende gudløshed.

Da abbeden skulle af sted igen, fik rabbineren imidlertid et indfald. ”Der er noget, jeg gerne vil fortælle dig, kære broder,” sagde han. ”En af jer fem brødre er den nye Messias.” Med disse ord sagde han farvel til abbeden.

Abbeden undrede sig forbavset over, hvad rabbineren havde sagt. Da han kom hjem til klostret, fortalte han sine brødre om det. De undrede sig også. Alle troede de på, hvad rabbineren havde sagt, for han var ikke en mand, hvis ord man tog let. Ingen af brødrene tænkte dog, at det var ham selv, der var den nye Messias, men alle begyndte de at se på hinanden og undre sig over, hvem det mon var.

”Det er nok vor abbed, broder Poul. Han er så vis og så mild. Men det kan også være broder Simon, for hvem kender skrifterne bedre, end han gør? Det kunne godt være broder Frans, som har så stor hengivenhed og oprigtighed. Eller når det kommer til stykket, er det måske alligevel broder Peter, for nok siger han ikke meget og er en meget jævn mand, men hvor er han dog tjenestevillig og vil altid gerne gøre godt for andre …”

På denne måde begyndte de at se hinanden på en måde, de aldrig før havde set hinanden på, og omgås med den største respekt. Deres personlige omgang blev så behagelig, at når der kom gæster på besøg i klosteret, blev de forbavsede over, hvor rar atmosfæren var. Flere og flere gæster begyndte at komme på grund af klostrets stemning, og nogle blev endog mere interesserede. En dag skete der det forbavsende, at en ung mand kom og sagde, at han gerne ville flytte ind i klostret. Gradvist kom flere til, indtil klosteret igen blomstrede som i gamle dage. Det var rabbinerens gave.

Fortalt af Sridhara Swami.