Af Srila Prabhupada

Dette er tredje og sidste del af Srila Prabhupadas diskussion med hans discipel Hayagriva Dasa om den græske filosof Plotin, der levede fra 205 til 270.

Hayagriva præsenterer Plotins ideer for Prabhupada, der kommenterer dem spontant og improviseret. Det skal bemærkes, at Hayagrivas fremlæggelse ikke nødvendigvis repræsenterer det fulde omfang af Plotins filosofi. Det er heller ikke afgørende, da det, der interesserer os her, er Prabhupadas kommentarer.

Hayagriva: Plotin forklarer sjælens betingethed på denne måde: ”Hvordan kan det da være, at sjæle glemmer den guddommelighed, der skabte dem? Dette onde, der har ramt dem, er kilden til selvviljen, til at blive født, til at være forskellig og til at ønske at være uafhængig. Så snart de har smagt glæden ved at være uafhængige, bruger de deres frihed på at gå i en hvilken som helst retning, der fører dem væk fra deres oprindelse. Når de har gået langt nok, glemmer de tilmed, hvor de kom fra.”

Srila Prabhupada: Det er korrekt. Jo mere man vender sig væk fra Krishna, desto mere degraderet bliver man. Jeg har allerede forklaret, at det levende væsen kan begynde sit liv som Herren Brahma og i sidste ende blive så degraderet, at han bliver en orm i afføring. Igen kan man ved naturens arrangement udvikle sig til den menneskelige form, der giver én muligheden for at forstå, at man er faldet ned fra sin oprindelige position. Ved at engagere sig i Krishnabevidsthed kan man gøre en ende på denne sjælevandring. Alle kommer til at opgive den materielle krop, men når en hengiven opgiver sin krop, accepterer han ikke en anden. Han bliver straks overført til den åndelige verden. Mam eti (Bg. 4.9): ”Han kommer til Mig.” For en hengiven betyder døden at skulle opgive den materielle krop og forblive i sin oprindelige åndelige krop. Der står skrevet, at uanset om en hengiven lever eller dør, er hans beskæftigelse den samme, nemlig hengiven tjeneste. De, der er degraderede i materielt liv, såsom slagtere, der hver dag skærer halsen over på mange dyr, rådes: ”Lev ikke og dø ikke.” Deres nuværende liv er forfærdeligt, og deres fremtidige liv vil være fyldt med lidelse. Den hengivne er befriet, fordi han er uanfægtet af at leve eller dø. Han er jivan-mukta, hvilket angiver, at selv om hans krop rådner i den materielle verden, er han befriet. I Bhagavad-gita bekræfter Krishna, at Hans hengivne ikke er underlagte den materielle naturs kvaliteter:

daivi hy esa gunamayi
mama maya duratyaya
mam eva ye prapadyante
mayam etam taranti te

”Denne Min Guddommelige energi, der består af den materielle naturs tre kvaliteter, er meget vanskelig at få bugt med. Men de, der har overgivet sig til Mig, sætter sig med lethed ud over den.” (Bg. 7.14) Den hengivne befinder sig derfor på Brahman-niveauet. Det er vores naturlige position at tjene: enten maya eller Krishna. ]ivera ‘svarupa’ haya – krsnera ‘nitya-dasa’. Caitanya Mahaprabhu har givet os vores virkelige identitet som Krishnas evige tjener. For nærværende tjener alle deres familie, samfund, land osv. Når denne tjeneste gøres hundrede procent til Krishna, er vi befriede. På grund af ringe viden tror upersonalister, at mukti, befrielse, betyder uvirksomhed, men der er intet grundlag for denne tro. Sjælen er naturligt aktiv, og fordi sjælen er inde i kroppen, er kroppen beskæftiget med så mange aktiviteter. Selve kroppen er inaktiv, men den handler, fordi sjælen er til stede. Hvorfor skulle handlinger da ophøre, når vi opgiver den kropslige livsopfattelse? Mayavadierne kan ikke forstå, at det aktive princip er sjælen. Når det aktive princip forlader kroppen, kaldes kroppen død. Selv hvis man er befriet fra den materielle krop, må man handle. Det forklares også i Bhakti-sastra:

sarvopadhi-vinirmuktam
tat-paratvena nirmalam
hrsikena hrsikesa
sevanam bhaktir ucyate

”Bhakti eller hengiven tjeneste vil sige at holde alle vores sanser beskæftigede i tjenesten til Herren, Guddommens Højeste Personlighed, alle sansernes herre. Når den åndelige sjæl tjener den Højeste, har det to sideeffekter. Han befries fra alle materielle betegnelser, og blot ved at være beskæftiget i Herrens tjeneste bliver sanserne rensede.” (Narada-pancaratra)

Hayagriva: Plotin skriver: ”En sjæl i en sådan tilstand (af glemsel) kan vendes om og ledes tilbage til himlens verden og den højeste eksisterende, Det Ene. Dette kan gøres igennem en tofoldig disicplin: Ved at vise sjælen den lave værdi af ting, som den for øjeblikket opskatter, og ved at oplyse eller minde sjælen om dens egen natur og værdi.”

Srila Prabhupada: Ja, dette er processen. Man kan forstå det eller ej, men hvis man er engageret i Krishnas tjeneste under ledelse af den åndelige mester, opgiver man automatisk mayas tjeneste og bliver befriet.

visaya vinivartante
niraharasya dehinah
rasa-varjam raso’py asya

param drstva nivartate

”Den legemliggjorte sjæl kan afholdes fra sansenydelse, selv om smagen for sanseobjekter består. Men hvis man ophører med sådanne beskæftigelser ved at erfare en højere smag, forankres man i sin bevidsthed.” (Bg. 2.59) Hvis man imidlertid igen frivilligt accepterer mayas tjeneste, bliver man igen betinget. Ved at tjene Krishna under ledelse af en ægte åndelig mester kan vi nå til forståelsen af alt, som vi har brug for at vide. De hengivne spekulerer ikke over deres position. De kender den ved Krishnas nåde:

tesam satata-yuktanam
bhajatam priti-purvakam
dadami buddhi-yogam tam
yena mam upayanti te

tesam evanukampartham
aham ajnana-jam tamah
nasayamy atma-bhavastho
jnana-dipena bhasvata

”Til dem, der er konstant hengivne og tilbeder Mig med kærlighed, giver jeg den forståelse, gennem hvilken de kan komme til Mig. Af medfølelse med dem ødelægger Jeg, der bor i deres hjerter, med kundskabens lysende lampe mørket, der fødes af uvidenhed.” (Bg. 10.10-11)