af Srila Prabhupada
Dette er en artikel fra Back to Godhead nr. 47 såvel som første kapitel i bogen Science of Self Realization, der også udkom på dansk omkring 1980 med titlen Perfektion i Stridens Tidsalder.
Srila Prabhupada taler om det åndelige selv og dets forbindelse til det Højeste Selv, Sri Krishna.
Målet med denne meget vigtige Krishnabevidstheds-bevægelse er at redde menneskesamfundet fra åndelig død. Nu bliver menneskesamfundet vildledt af blinde ledere, som ikke kender menneskelivets formål, der er selverkendelse og genetablering af vort mistede forhold til Guddommens Højeste Personlighed. Det er det manglende punkt. Denne Krishnabevidstheds-bevægelse forsøger at oplyse menneskesamfundet på dette vigtige område.
Ifølge vedisk civilisation er det livets fuldkommenhed at etablere sit forhold til Krishna eller Gud. Ifølge Bhagavad-gita, der accepteres af alle autoriteter inden for transcendental videnskab som grundlaget for enhver vedisk viden, forstår vi, at ikke kun mennesker, men alle levende væsener er uadskillelige dele af Gud. Formålet med delene er at tjene helheden, ligesom benene, hænderne, fingrene og ørernes formål er at tjene hele kroppen. Vi levende væsener er som uadskillelige dele af Gud forpligtet til at tjene Ham.
I virkeligheden er det vores position altid at tjene nogen, enten vores familie, land eller samfund. Hvis vi ikke har nogen at tjene, holder vi somme tider en kat eller hund og tjener den. Alle disse faktorer beviser, at vi af natur er bestemt til at tjene, men selv om vi tjener efter bedste evne, er vi ikke tilfredse, og personen, vi tjener, er heller ikke tilfreds. På det materielle plan er alle frustrerede. Det skyldes, at tjenesten, der gøres, ikke er rettet mod det rigtige. Hvis vi for eksempel vil tjene et træ, må vi vande roden. Hvis vi hælder vand på bladene, grenene og kvistene, gør det kun meget lidt gavn. Hvis man tjener Guddommens Højeste Personlighed, bliver alle andre uadskillelige dele automatisk tilfredse. Alle velfærdsaktiviteter såvel som tjeneste til samfund, familie og land bliver altså opfyldt ved at tjene Guddommens Højeste Personlighed.
Det er ethvert menneskes pligt at forstå sin grundlæggende position i forhold til Gud og handle derefter. Hvis det kan lade sig gøre, bliver vores liv vellykkede. Nogle gange bliver vi imidlertid oprørske og udbryder: ”Der er ingen Gud,” eller ”Jeg er Gud,” eller sågar ”Jeg er ligeglad med Gud.” Men i virkeligheden vil denne oprørske ånd ikke redde os. Gud findes, og vi kan se Ham hvert eneste øjeblik. Hvis vi nægter at se Gud i vores liv, vil Han være til stede foran os som den grusomme død. Hvis vi vælger ikke at se Ham i det ene aspekt, kommer vi til at se Ham i et andet. Der er forskellige sider af Guddommes Højeste Personlighed, for Han er den oprindelige rod til hele den kosmiske manifestation. I den forstand er det ikke muligt for os undgå Ham.
Denne Krishnabevidstheds-bevægelse er hverken blind religiøs fanatisme eller en moderne oprørsbevægelse. Tværtimod er det en autoriseret, videnskabelig tilgang til spørgsmålet om vores evige behov i forhold til Guddommens Absolutte Personlighed, den Højeste Nyder. Krishna-bevidsthed drejer sig kort og godt om vores evige forhold til Ham og måden, hvorpå vi gør vores respektive pligter over for Ham. Derfor sætter Krishna-bevidsthed os i stand til at opnå livets højeste fuldkommenhed, sådan som den kan opnås i den nuværende menneskelige eksistens.
Vi må altid huske på, at sjælen har opnået denne særlige menneskelige livsform efter en evolution over mange millioner år i sjælevandringskredsløbet. I denne særlige livsform løses det økonomiske problem meget lettere end i de lavere dyreformer. Der er svin, hunde, kameler, æsler osv., hvis økonomiske behov er lige så vigtige som vores, men disse og andre dyrs økonomiske problemer løses kun under primitive forhold, mens naturens love giver mennesket alle muligheder for at leve et bekvemt liv.
Hvorfor får mennesket mulighed for at leve bedre end svin og andre dyr? Hvorfor gives en højt placeret embedsmand bedre faciliteter til et bekvemt liv end en almindelig kontorarbejder? Svaret er meget enkelt. Den vigtige embedsmand har et større ansvar end en almindelig kontormand. På samme måde har mennesket vigtigere pligter at gøre end dyrene, der altid er travlt optaget af at fylde deres sultne maver. Men underlagt naturens love har den moderne animalistiske civilisationsstandard kun forøget problemet med at fylde maven. Når vi kommer med åndeligt liv til nogle af disse polerede dyr, svarer de, at de gerne blot vil have lov til at arbejde hårdt for at tilfredse deres maver, og at der ikke er behov for at spørge ind til Guddommen. Men trods deres begejstring for at arbejde hårdt trues de hele tiden af arbejdsløshed og så mange andre forhindringer, som naturens love udsætter dem for. Alligevel afviser de stadigvæk nødvendigheden af at anerkende Guddommen.
Vi har fået denne menneskelige livsform ikke blot for at arbejde hårdt som svin eller hunde, men for at opnå livets højeste fuldkommenhed. Hvis vi ikke ønsker den fuldkommenhed, kommer vi til at arbejde meget hårdt. Det vil naturens love tvinge os til. I de sidste dage i Kali-yuga (den nuværende tidsalder) kommer mennesker til at arbejde hårdt som æsler blot for en smule brød. Denne proces er allerede begyndt, og hvert år skal der arbejdes hårdere og hårdere for mindre og mindre løn. Det er dog ikke meningen, at mennesker skal arbejde hårdt som dyr, men hvis et menneske ikke gør de pligter, som det har som menneske, vil naturens love tvinge det til at vandre ned til de lavere livsformer. Bhagavad-gita beskriver meget livagtigt, hvordan en åndelig sjæl ved naturens love tager fødsel og får en passende krop og sanseorganer til at nyde materien med i den materielle verden.
I Bhagavad-gita står der også, at de, der forsøger, men ikke færdiggør rejsen på vejen til Gud – med andre ord de, som det ikke lykkes for at opnå fuldkommenhed i Krishna-bevidsthed – gives en chance for at blive født i åndeligt avancerede familier eller økonomisk velstående handelsfamilier. Hvis de mislykkede åndelige aspiranter gives sådanne chancer for en ophøjet fødsel, hvad kan man da sige om dem, der har opnået den påkrævede fuldkommenhed? Derfor garanterer forsøget på at vende tilbage til Guddommen, selv om det kun er halvt færdigt, en god fødsel i næste liv. Både de åndeligt avancerede og økonomisk velstående familier er gode for åndeligt fremskridt, for i begge familier har man en god chance for at gøre videre fremskridt fra det punkt, hvor man standsede i sit tidligere liv. Når det kommer til åndelig erkendelse, er den atmosfære, der skabes i en god familie, gunstig for kultiveringen af åndelig viden. Bhagavad-gita minder sådanne heldige personer med en god fødsel om, at deres gode held skyldes deres tidligere hengivne handlinger. Desværre rådfører børnene fra disse familier sig ikke med Bhagavad-gita, fordi de vildledes af maya (illusion).
Fødsel i en velstående familie løser fra livets begyndelse problemet med at skulle skaffe mad, og senere kan man have et relativt lettere og mere bekvemt liv. I en sådan situation har man en god mulighed for at gøre fremskridt i åndelig erkendelse, men på grund af indflydelsen fra den nuværende jernalder (der er fuld af maskiner og mekaniske mennesker) vildledes sådanne rige folks sønner uheldigvis til sansenydelse og glemmer den gode mulighed, de har for at opnå åndelig oplysning. Derfor sætter naturen gennem sine love disse guldrandede hjem i brand. Det var Lankas gyldne by, der under den dæmoniske Ravanas regime blev brændt til aske. Det er naturens lov.
Bhagavad-gita er det indledende studium i Krishna-bevidsthedens transcendentale videnskab, og det er alle ansvarlige statsoverhoveders pligt at basere deres økonomiske planer og andre programmer på Bhagavad-gita. Det er ikke tanken, at vi hele tiden må løse livets økonomiske problemer på et hængende hår. Tværtimod er det meningen, at vi skal løse livets egentlige og dybeste problemer, der opstår på grund af naturens love. Uden åndelig bevægelse står civilisationen i stampe. Sjælen bevæger kroppen, og den levende krop bevæger verden. Vi er optaget af kroppen, men har ingen viden om ånden, der bevæger kroppen. Uden ånden er kroppen ubevægelig eller død.
Menneskekroppen er et uovertruffent fartøj, der kan føre os til evigt liv. Den er en sjælden og vigtig båd til at krydse over den materielle eksistens’ hav af uvidenhed. På denne båd er der hjælp at få fra en dygtig kaptajn, den åndelige mester. Ved guddommelig nåde skubbes båden gennem vandet af en gunstig vind. Hvem ville med alle disse gode faktorer ikke benytte muligheden for at krydse over uvidenhedens hav? Hvis man spilder denne gode mulighed, må det forstås, at man slet og ret begår selvmord. (Fortsættes i næste nummer)