Denne udveksling mellem Hans Guddommelige Nåde A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada og en af hans disciple fandt sted i 1974 i Geneve.

Hengiven: I en tale for nylig sagde en politiker i Indien, at 80 % af Indiens befolkning lever i landsbyer på landet. Hans forslag var at forøge teknologien i landbruget. I stedet for, at folk er nødt til at høste hveden med hånden, skal de have motoriserede mejetærskere, og i stedet for at være nødt til at bruge okser til at trække ploven, skal de have traktorer.

Srila Prabhupada: I Indien er mange allerede arbejdsløse, så det er ikke et særligt godt forslag at introducere mere maskineri. Hundrede mænds arbejde kan blive gjort af én mand, der arbejder med en maskine. Men hvorfor skal der være så mange arbejdsløse mænd? Hvorfor ikke beskæftige hundrede mænd i stedet for at beskæftige én? Også her i Vesten er der megen arbejdsløshed. Fordi alt i jeres vestlige lande bliver gjort med maskine, skaber I mange hippier, frustrerede unge mennesker, der ikke har noget at lave. Det er en anden slags arbejdsløshed. Så i mange tilfælde skaber maskiner arbejdsløshed.

Alle skal være i arbejde, ellers ville der være kaos. ”Lediggang er roden til alt ondt.”

Når der er mange folk uden arbejde, hvorfor skulle vi så introducere maskiner for at skabe mere arbejdsløshed? Den bedste politik er, at ingen skal være arbejdsløs. Alle skal være fuldt beskæftiget.

Hengiven: Men man ville muligvis argumentere: ”Maskinen gør os frie fra så meget tidsslugende arbejde.”

Srila Prabhupada: Frie til hvad? Til at drikke og foretage sig al mulig slags nonsens? Hvad er meningen med denne frihed? Hvis du gør mennesker frie til at kultivere Krishna-bevidsthed, er det en anden ting. Og når nogen kommer til vores Krishnabevidstheds-bevægelse, vil de selvfølgelig også være fuldt engageret. Formålet med denne bevægelse er ikke at spise og sove, men at arbejde for Krishna. Så hvad enten det er her i Krishna-bevidsthed eller i det ydre samfund, skal politiken være, at alle skal være i arbejde og travlt beskæftiget. Da vil vi have en god civilisation.

I den vediske civilisation var det samfundstoppens pligt at sørge for, at alle arbejdede, enten som brahmana (en intellektuel eller lærer), ksatriya (i militæret eller som politisk leder), vaisya (landmand eller købmand) eller sudra (arbejder). Alle skal arbejde, da vil der være fred. På nuværende tidspunkt kan vi se, at på grund af så megen teknologi er der arbejdsløshed og mange dovne personer. Hippierne er dovne, det er alt. De gider ikke lave noget.

Hengiven: Et andet argument kan være, at med teknologi kan vi gøre så meget mere og være så meget mere effektive, så produktiviteten hos dem, der virkelig arbejder, forøges.

Srila Prabhupada: Det er bedre, at flere mennesker er beskæftiget med at gøre arbejdet mindre effektivt. Krishna siger i Bhagavad-gita 18.48:

saha-jam karma kaunteya
sa-dosam api na tyajet
sarvarambha hi dosena
 dhumenagnir ivavrtah

“Enhver bestræbelse er behæftet med fejl, ligesom ild er dækket af røg. Derfor bør man ikke opgive det arbejde, der udspringer af ens natur, selv om et sådant arbejde er fyldt med fejl, O Kuntis søn.”

Og et hindi ordsprog siger: bekari se begari acchi hai.” Bekari betyder ”uden beskæftigelse”, og begari betyder ”at arbejde uden løn”. I Indien har vi set mange folk fra landsbyerne anmode en butiksindehaver eller en hvilken som helst dannet herre: ”Giv mig et arbejde. Jeg beder ikke om nogen løn. Hvis du vil, kan du give mig noget at spise. Ellers vil jeg heller ikke engang have det.” Så hvilken civiliseret mand vil ikke give dig noget at spise, hvis du arbejder for ham? Med det samme har arbejderen altså noget at lave såvel som mad og husly. Så hvis herren ser, at arbejderen arbejder godt, når han arbejder, vil han sige: ”Godt, her har du lidt løn.” Derfor er det bedre at arbejde uden at få noget for det end at forblive doven uden noget arbejde. Det er en meget farlig position. Men i den moderne civilisation er der på grund af for mange maskiner så mange arbejdsløse og også så mange dovne mennesker. Det er ikke godt.

Hengiven: De fleste mennesker ville sige, at disse idéer er meget gammeldags. De vil hellere have deres teknologi, selv hvis det skaber en høj arbejdsløshedsrate, fordi de ser det som et middel til frihed fra slid og slæb. Og også som et middel til at nyde fjernsyn, film og biler.

Srila Prabhupada: Teknologi er ikke frihed. Snarere er det en fri vej til helvede. Det er ikke frihed. Alle bør være beskæftiget i et arbejde, der svarer til deres evner. Hvis du har god intelligens, kan du udføre en brahmanas arbejde, studere skrifterne og skrive bøger og give viden til andre. Dette er brahmanaernes arbejde. De behøver ikke at bekymre sig om deres underhold. Samfundet vil give dem det. I den vediske civilisation arbejdede brahmanaerne ikke for en løn. De havde travlt med at studere den vediske litteratur og belære andre, og samfundet gav dem mad.

Hvad angår ksatriyaerne, skal de give beskyttelse til andre medlemmer af samfundet. Der kan være fare, samfundet kan blivet angrebet, og ksatriyaerne bør beskytte folk. De kan opkræve skatter til dette formål. Derpå er der dem, der er mindre intelligente end ksatriyaerne, vaisyaerne, handelssamfundet, der engagerer sig i at producere mad og give beskyttelse til køerne. Disse ting er nødvendige. Og til sidst er der sudraerne, som hjælper de tre højere klasser.

Dette er den naturlige inddeling af samfundet, og den er rigtig god, for den er lavet af Krishna Selv (catur-varnyam maya srstam, Bhagavad-gita 4.13). Alle er beskæftiget. Den intelligente klasse er beskæftiget, den militære klasse er beskæftiget, den handlende klasse er beskæftiget, og resten, sudraerne, er også beskæftiget. Der er intet behov for at skabe politiske partier eller slås. I vediske tider var der ikke den slags. Kongen var vejlederen, som sørgede for, at enhver var engageret i sin respektive pligt. Så folk havde ingen tid til at skabe falske politiske partier og blive ophidsede og slås mod hinanden. Der var ingen sådan mulighed.

Men begyndelsen til alting er at forstå: ”Jeg er ikke denne krop,” og dette bliver understreget igen og igen af Krishna i Bhagavad-gita.