Den følgende samtale mellem Hans Guddommelige Nåde A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada og nogle af hans disciple fandt sted omkring 1974 under en tidlig morgenvandring i San Francisco. Samtalen blev første gang bragt i Back to Godhead, januar 1980.

Discipel 1: Srila Prabhupada, for nylig begik en studerende selvmord. Det sker over hele landet.

Srila Prabhupada: Nogle begår selvmord offentligt, og andre gør det i al stilhed. Hvis menneskelivet spildes på sansetilfredsstillelse, er det selvmord. Folk har muligheden for  at blive oplyst, men alligevel lever de som hunde og katte. Det er selvmord.

Discipel 2: For en måned siden var den store nyhed i aviserne, hvordan en studerende gennemsøgte Kongresbiblioteket og indhentede nok information til at kunne bygge en atombombe. De konkluderede, at teoretisk set kan hvem som helst, der gerne vil det, finde nok viden fra offentligt tilgængelige kilder og bygge en atombombe.

Srila Prabhupada: Det er også selvmord. Fremstilleren af atombomben tror, at han er en succes i dette liv ved at bygge en atombombe, men han ved ikke, hvordan han redder sig selv fra døden. Intet han har gjort, kan redde ham fra døden. Så hvad er nytten af hans videnskabelige kundskab? Hunden skal dø, og han skal også dø, så hvor er forskellen?

Discipel 1: Forresten var videnskabsmændenes oprindelige formål med at bygge atombomben at forhindre død ved at få bragt Anden Verdenskrig til afslutning så hurtigt som muligt.

Srila Prabhupada: Hvordan kan de forhindre døden? Det ved de ikke – hvordan de kan forhindre døden. De kan fremskynde den, det er alt. Her er de virkelige problemer: janma-mrtyu-jara-vyadhi – fødsel, død, alderdom og sygdom. Hvilken videnskabsmand kan løse disse propblemer? Disse er de virkelige frygtelige problemer, men hvor er den kemiker eller psykolog, der kan løse dem?

Discipel 1: Teorien er nu om dage, at siden Rusland har så mange kernevåben, og USA har så mange, er de begge bange for at bruge dem.

Srila Prabhupada: Nej, de kan ikke undgå at bruge dem. Det er naturens arrangement. Dette er ikke astrologi, det er en naturlig konklusion. Det er helt sikkert.

Discipel 1: Det eneste problem er, at hvis de anvender kernevåbnene, vil der være total ødelæggelse. Så alle er bange for at bruge dem.

Srila Prabhupada: Tja, total eller delvis, det får vi se. Men våbnene vil blive brugt. Hvis lederne vil undgå krig, må de forstå tre ting: Gud er ejeren af alting, Han er nyderen af alt arbejde, og Han er alles ven. Men lederne handler på den stik modsatte måde og tænker: ”Jeg er ejeren, jeg er nyderen, og jeg er alles ven, for jeg er Gud.” Dette er dæmonisk. Nixon blev valgt til præsident ved at udgive sig for at være alles ven, men senere viste han sig at være en fjende. Ingen kan være alles ven undtagen Krishna.

Discipel 3: Men er en ren hengiven af Gud ikke alles ven?

Srila Prabhupada: Jo, for han bærer Krishnas budskab. Hvis der er en universel ven, og hvis nogen fortæller om denne universelle ven, er han også en universel ven. Krishna er alles ven (suhrdam sarva-bhutanam), og den rene hengivne fortæller alle, at Krishna er deres ven. Derfor kan ingen være en ven undtagen Krishnas repræsentant. I den materielle verden tænker man: ”Jeg er din fjende, og du er min fjende.” Dette er hele grundlaget for den materielle verden. Men den åndelige verden er det stik modsatte: ”Jeg er din ven, og du er min ven, for Krishna er vores begges allerkæreste ven.”

Discipel 3: Når vi distribuerer dine bøger, Srila Prabhupada, forsøger vi så at vise folk, at vi også er deres venner?

Srila Prabhupada: Ja da. Det er at være en virkelig ven. Som Caitanya Mahaprabhu siger det: kota nidra jao maya-pisacira kole . . . enechi ausadhi maya nasibaro lagi/ hari-nama maha-mantra lao tumi magi:

”O mennesker, I sover under fortryllelsen af maya [illusion]. Hvor længe vil I sove og lide i denne materielle verden? Jeg har medicinen – Hare Krishna-mahamantraet – så tag imod den og sov ikke længere.”

Discipel 1: Kan truslen om atomkrig ikke gøre det nemmere at sprede Krishna-bevidsthed?

Srila Prabhupada: Truslen er der allerede, men folk er så tåbelige, at de ikke er bange for truslen. Truslen om død er der helt sikkert allerede: Alle vil dø. Det er det virkelige problem, men hvem bekymrer sig om det? Folk undgår dette problem, for de har ingen modforanstaltning imod den.

Discipel 4: Srila Prabhupada, vi hører hele tiden fra dig og dine bøger, at vi skal dø, og at vi må lære at se dette i øjnene. Men selv som dine disciple er vi ikke helt overbeviste. Vi er vokset op i en kultur, der skjuler døden. I særdeleshed ser vi her i USA sjældent døden.

Srila Prabhupada: Tror du, at du ikke vil dø?

Discipel 4: Det ved jeg, at jeg vil, men hvordan kan vi komme til niveauet, hvor vi erkender det?

Srila Prabhupada: Alle dør. Din mor dør, din far dør, dine venner dør – og stadigvæk kan du ikke forstå det? Hver dag, hvert øjeblik, dør så mange mennesker og dyr. Døden er uundgåelig, men du tror stadigvæk: ”Jeg dør ikke.” Dette er vores virkelige problem. Ingen ønsker at dø, men alle dør. Dette problem kan slyngelvidenskabsmændene ikke løse.

Somme tider ser vi en hund svømme i Stillehavet, og vi tænker: ”Lad mig gribe fat i hundens hale og krydse over havet.” På samme måde er de, der tror, at de såkaldte videnskabsmænd og filosoffer vil løse problemerne med fødsel, død, alderdom og sygdom, nøjagtig som dem, der forsøger at krydse over Stillehavet ved at holde fast i en hunds hale. Videnskabsmændene er som hunde, og at forsøge at holde fast i deres haler er håbløst.

Discipel 1: Så man må blive overbevist om dødens realitet gennem filosofi?

Srila Prabhupada: For nærværende betyder filosofi mentale fantasier. Men virkelig filosofi vil sige at opdage virkeligheden. Det er filosofi. Ikke: ”Jeg tror dette, en anden tror dit, en tredje tror dat.” Dette er intellektuelle digterier. Virkelig filosofi er det, som Krishna siger i Bhagavad-gita: janma-mrtyu-jara-vyadhi-duhkha-dosanudarsanam: ”Husk altid, at der er død, at der er fødsel, at der er alderdom og sygdom, og prøv at redde dig selv ved at blive Krishna-bevidst.” Det er filosofi.