En sadhu fandt engang på en vandring i bjergene en værdifuld ædelsten i en flod. Den følgende dag mødte han en anden rejsende, der var meget sulten. Sadhuen havde lidt mad i en pose, så han åbnede posen for at dele maden med den rejsende.
Men da den sultne rejsende så den kostbare ædelsten, spurgte han sadhuen, om han ikke måtte få stenen i stedet. Sadhuen gav den straks til ham uden at tøve.
Den rejsende gik jublende videre og priste sit gode held. Han vidste, at stenen var så værdifuld, at den kunne sikre ham resten af livet. Men nogle dage senere ombestemte han sig og kom tilbage med ædelstenen til sadhuen.
“Jeg har tænkt over det,” sagde manden til sadhuen. ”Jeg ved, hvor værdifuld stenen er, men jeg har bestemt mig at give den tilbage til dig i håb om, at du vil give mig noget endnu mere kostbart.”
”Hvad vil du da gerne have?” spurgte sadhuen.
”Jeg vil gerne have, at du giver mig det, du har inde i dig selv. Med andre ord vil jeg gerne have det, der gjorde dig i stand til at give mig den kostbare ædelsten uden så meget som at blinke med øjnene.”