Af Jahnu Dasa

Den vediske tradition, der opfandt meditation til at begynde med, forklarer, at der er forskellige metoder, både fysiske og psykiske, til at lede sindet til total absorbtion.

Meditation finder sted i sindet ved at koncentrere sindet på ét object. For at afstedkomme dette er der lydvibrationer, man kan fokusere sindet på. De fleste new-age metoder anbefaler at gøre sindet tomt ved at stirre ind i en flamme eller på en cirkel, man har tegnet på væggen. Men det er ikke muligt at tømme sindet for de tanker og følelser, der konstant beskæftiger sindet. Prøv for eksempel at tænke på ingenting. Det er ikke muligt.

I det klassiske yoga-system – astanga-yoga eller det otte-foldige yoga-system – anvender man pranayama, hvilket vil sige at nedsætte sin åndedrætscyklus, til at stilne sindet. Man ånder langsomt ind, holder vejret og ånder langsomt ud. Når folk er meget oprørte eller ophidsede, fortæller vi dem ofte: ”Slap af og tag en dyb indånding,” og det virker.

Så gennem pranayama og ved at fokusere sindet på en lyd, dvs. et mantra, kan man begynde at meditere. Alle mantraer er komponeret af forskellige navne på Gud. Ordet mantra er sammensat af to sanskritord – mana og trayate, der betyder henholdsvis ’sind’ og ’at befri’. Mantra betyder det, der befrier sindet,

Et mantra er altid sammensat af navne på Gud, for Gud er det bedste objekt, man kan fokusere på. I den vediske filosofi forklares det, at Guds navn ikke er forskelligt fra Gud selv. På det fysiske er der altid dualitet. Der er for eksempel forskel på et navn og det, navnet angiver. Der er således forskel på ordet vand og substansen vand.

Men på det åndelige plan, der er absolut, er der ingen dualitet. I den åndelige verden er der ikke forskel på ordet vand og substansen vand. På samme måde er der ingen forskel på Guds navn og Gud selv. I den vediske proces fokuserer man derfor på Gud ved at fokusere på Guds navn.

Denne koncentrationsmetode vil forbedre ens evne til at koncentrere sig i det hele taget. Hvis man mediterer selv 10–20 minutter om dagen, vil resultet være, at ens mentale ro og generelle velvære øges betydeligt.

Ligesom man vasker fysiske objekter med vand, vasker man sindet med lyd. Vi kender alle den kraftige effekt, lyd har på sindet. Lyt for eksempel til en lufthammer og dernæst til Beethoven, og I ved, hvad jeg taler om.

Når man får tårer i øjnene ved at kigge på en sørgelig scene i en film, er det lydsporet, der får os til at græde, og ikke billederne.

Meditation er en videnskabelig metode, hvis gavnlige effekt kan måles på én selv uanset, hvad man ellers tror på, uanset om man er religiøs eller ej. Et ægte mantra vil gavne sindet under alle omstændigheder.

Metoden går ud på at gentage mantraet ganske langsomt og fokusere sindet på lyden. Hver gang tanker trænger sig på, hvad de uvægerligt vil, skyder man dem væk ved at koncentrere sig om mantraet. På den måde kan man forhindre sindet i at være beskæftiget med alle de tanker, følelser og indtryk, det normalt er engageret i.

Der er dem, der hævder, at det ikke spiller nogen rolle, hvilket ord man koncentrerer sig om, men det er forkert. Man kan for eksempel meditere på lyden Coca-cola eller Mickey Mouse og se, om det har den samme effekt. Det har det ikke.

Lyden af Guds navn har den højeste rensende effekt, som ingen anden lyd kan komme op på siden af. Det kan efterprøves og bekræftes af enhver.

Det mest effektive mantra, der anbefales i Kali-yuga, den nuværende tidsalder af strid og hykleri, er Hare Krishna-mantraet.

hare krishna hare krishna
krishna krishna hare hare
hare rama hare rama
rama rama hare hare

”Det ovenstående mantra på 16 ord og 32 stavelser er det eneste, der kan give beskyttelse mod Kali-yugas onde indflydelse. Efter at have gennemlæst alle Vedaerne finder vi ikke noget mere ophøjet i denne tidsalder end at recitere Hare Krishna-mantraet.” (Kali-santarana Upanishad)