Af Jahnu Dasa
”Kan ægte lykke kun opnås ved at bryde fri af ydre forventninger og samfundsmæssigt pres?”
Ægte lykke vil sige evig lykke. Den lykke, der er baseret på kroppen og dens kultur, er ifølge den åndelige proces ikke virkelig lykke.
Lykke, der har en begyndelse og en ende, ender altid og uden undtagelse med at forårsage lidelse.
Hvis vi er fanget i dualiteten af lykke-lidelse, er vores lykke i virkeligheden intet andet end midlertidig ophør af lidelse.
En ægte åndelig proces kan give adgang til den lykke, der varer ved, og som ikke hele tiden bliver afløst af lidelse.
Den ægte åndelige proces sætter én i stand til at finde kernen af lykke inde i selvet og i selvets samvær med Gud, og den lykke er ikke afhængig af kropslige eller mentale omstændigheder.
Det er en lykke, der bare vokser efterhånden, som vi bliver renset, og som til sidst ender i ren kærlighed til Krishna.
Så er der dem, der vil indvende – jo, det er altsammen meget godt, men for mig er lykken en tur i biffen med min søn. For mig er lykken kærligt samvær med min familie og venner.
Godt, men hvad ville der ske, hvis din søn bliver dræbt i et færdselsuheld? Ville du så også være lykkelig?
Tænk på, hvor skrøbelig den lykke, der beror på andre mennesker, er. Måske vokser vores børn op og bliver til noget helt andet, end vi havde forestillet os.
Min mor blev f.eks. meget lidt lykkelig, da jeg blev Hare Krsna-hengiven. Den lykke, hun oplevede ved at elske sin søn, er nu et minde blot – som i en drøm. Det er ikke mere substantielt nu, end hvis det var noget, hun havde drømt.
Den vediske proces leder os mod en anden slags lykke – en lykke, der ikke er afhængig af kroppens tilstand og dens relationer til andre kroppe.
Det er den lykke, der findes i selvet. Hvis vi ikke først finder lykken inde i selvet – det virkelige åndelige selv – finder vi heller aldrig lykken uden for os selv i verden blandt andre levende væsener.
Vi kan givetvis opleve lykke glimtvis, men hvorfor lade sig nøje med det, når den menneskelige livsform er en helt enestående chance for at opnå virkelig lykke – en lykke, der aldrig hører op?
Alt det kan man opnå ved bare at ytre Krishnas navn i andagt og meditation. Vi har haft millioner af børn i millioner af liv. Den menneskelige livsform er beregnet til at finde den rigtige far – Krishna, Ham, der aldrig forlader os.
Alle andre end Krishna vil forlade os. Det er derfor, den materielle verden altid ender i fortvivlelse og sorg. Alle dem, vi elsker og holder af, ender med at forlade os.
Krishna siger:
”En intelligent person tager ikke del i lidelsernes oprindelse, der er et resultat af kontakt med de materielle sanser. O Kuntis søn, sådanne glæder har en begyndelse og en ende, og derfor finder en vis mand ikke behag i dem.” (Bhagavad-gita 5.22)
De fleste mennesker i dag lider rigtig meget, fordi de ikke engang har normal fred, ro og harmoni, fordi alting er forvirret, og de intet ståsted har.
De tror, de vil blive lykkelige, hvis bare der var fred og ingen uretfærdighed på Jorden, eller hvis de i det mindste bare har til dagen og vejen, eller de læser om andre menneskers lykke og kvaler i kulørte ugeblade.
Men sandheden er, at selv i en materiel forstand kan man kun blive lykkelig, når Krishna smiler til én.
Så det er vores opgave som prædikanter at få folk til at høre Krishna. Når man hører Krishnas navn, smiler Han til én.
Krishna siger:
”O lærde Uddhava, de, der fæstner deres bevidsthed på Mig, idet de opgiver alle materielle ønsker, deler sammen med Mig en glæde, der umuligt kan opleves af dem, der er optaget af sansetilfredsstillelse.” (Srimad-Bhagavatam 11.14.12)