Normalt tager det en dag for et cirkus at sætte teltet op, men da et nyt cirkus kom til landsbyen, tog det måneder og måneder for cirkusfolkene for at få det hele klart til den store forestilling. Alle i landsbyen sluttede, at dette måtte være et specielt cirkus, når det tog så lang tid at gøre det klart, og alle stod derfor spændte uden for indgangen, da det omsider åbnede.
Da forestillingen skulle starte, annoncerede sprechstallmeisteren: ”Kun én person ad gangen kan få lov at komme ind.” Folk undrede sig, men den første mand i køen gik indenfor. Indenfor så han blot et tomt telt bortset fra i midten af teltet, hvor en stor stærk mand stod. ”Kom herover,” beordrede den stærke mand. Manden gik usikkert over til ham. Så snart han kom frem, greb den stærke mand fat i ham og begyndte at gennembanke ham, til han var næsten bevidstløs. Så lod han ham slippe.
Da manden var på vej ud, tænkte han: ”Hvad skal jeg sige til de andre? Skal jeg fortælle, hvad der skete? Nej, så tror de bare, jeg er tosset!” Da han kom ud og blev spurgt om forestillingen, fortalte han derfor: ”Den var virkelig god! Alle pengene værd!”
Den næste mand kom ind og fik samme behandling. Da han var på vej ud, tænkte han: ”Den første mand oplevede en god forestilling. Jeg kan da ikke fortælle, hvad der skete med mig,” og ved udgangen fortalte han også, at det havde været en god forestilling. Således gik det, indtil alle landsbyens folk var blevet gennempryglet og havde fortalt alle andre, hvordan de havde nydt forestillingen.
Af Bhaktisiddhanta Sarasvati. Det handler om familieliv i den materielle verden. Alle går ind i det med store forventninger, alle bliver gennembanket, og alle fortæller alle andre, hvor dejligt det er.