En grosserer havde to sønner, Lalu og Kalu, som han ville have skulle lære grundlæggende ting som vægt og mål. Men ingen lærer kunne komme nogen vegne med dem. Drengene var så uregerlige og stygge, at allerede som små røg de cigaretter og gjorde mange andre slemme ting.
En dag gik de en tur sammen med deres lærer, der spurgte: ”Hvor mange ben har den ko?” Lalu begyndte at tælle: ”En, to…,” men Kalu lagde sin hånd over sin brors mund og sagde: ”Bror, forstår du ikke, at han forsøger at lære os at tælle på denne udspekulerede måde?”
En anden gang hvilede Lalu og Kalu sig i deres værelse sammen med deres lærer. Begge begyndte at snorke, som om de sov dybt. Da læreren så sine elever sove, besluttede han sig ligeledes for at hvile sig og snorkede også snart lydeligt. På det tidspunkt slog Lalu og Kalu øjnene op, og efter at have forvisset sig om, at læreren var i dyb søvn, gik de udenfor og røg så mange cigaretter, de kunne. Efter at have røget deres cigaretter vendte de tilbage til deres værelse og lod igen, som om de sov.
Da læreren vågnede, bemærkede han en skarp lugt og vækkede med det samme drengene fra deres ’søvn’. Han forhørte dem om den skarpe lugt, og hans mistanke blev bekræftet, da han lugtede til deres hænder.
Lalu og Kalu begyndte at trygle læreren. ”Vi ved ingenting om dette.” Læreren skældte dem ud. ”Men hvorfor lugter jeres hænder af røg?”
Lalu og Kalu fortsætte med at forsvare sig selv. ”Vi faldt i søvn før dig og er først vågnet nu. Hvordan kan det være os, der har røget? Der må være sket det, at mens vi sov, har en eller anden skamløs person holdt vores hænder, uden at vi vidste det, og røget igennem dem!”
Fortalt af Bhaktisiddhanta Sarasvati. De fleste ønsker ikke at høre instruktioner, der i virkeligheden blot er for deres eget bedste. Når helgenagtige personer påpeger deres fejl for dem, skyder de skylden over på andre personer eller omstændigheder i stedet for at tage ansvaret for dem.