En prins, en ministers søn og en skattemesters søn var alle nære venner. Engang rejste de ud sammen for at se fremmede lande og kom til en anden konges palads. Kongen var bortrejst, men hans datter, prinsessen, var hjemme sammen med sine to veninder, ministerens datter og skattemesterens datter, og bød de tre unge mænd indenfor.
Som det ofte går, varede det ikke længe, før de tre unge mænd fandt behag i de tre unge kvinder og foreslog giftermål. De unge piger tøvede lidt, for det var traditionen først at få forældrenes tilladelse, men de endte med at smede, mens jernet var varmt.
Snart efter kom landets konge sammen med sin minister og sin skattemester tilbage fra deres rejse blot for til deres forbløffelse at se, at prinsessen og hendes to veninder sad og talte med tre fremmede unge mænd. Da de hørte, at disse tre unge mænd var trængt ind i paladset og havde lokket de tre piger til et utilbørligt ægteskab, beordrede kongen med det samme deres arrest.
Prinsessen og hendes veninder faldt på knæ for kongen og bad om nåde for de tre mænd. Kongen var imidlertid ubøjelig, men for at vise de tre mænd den rette respekt i henhold til deres respektive status gav han følgende ordre:
”Lad prinsen blive lænket i guldlænker, ministerens søn skal lænkes med sølvlænker, og skattemesterens søn skal lægges i jernlænker.”
Fra Bhaktisiddhanta Sarasvati. I den materielle verden lever nogle i godhed, andre i lidenskab eller uvidenhed. Godhed sammenlignes med guld, lidenskab med sølv og uvidenhed med jern. Men lænker binder os, uanset hvad de er lavet af. Kun den, der overgiver sig ubetinget til den Højeste Herre, er fri for den materielle verdens lænker.