En fattig dreng var elev i en skole, hvor skolelæren skulle afholde den årlige dødsceremoni for sin far. Han bad derfor sine elever: ”Kan I alle komme med et eller andet?” Førhen plejede læreren ikke at få løn, men alt, hvad han havde brug for, ville eleverne komme med fra enten forældrene eller ved at tigge.
Det var systemet, for en brahmana kan ikke kræve noget. Forskellige elever lovede at komme med klæde, ris osv. Men denne fattige dreng havde ingenting, så da han blev spurgt, svarede han: ”Jeg må først spørge min mor.” Læreren sagde: ”Fint, men kom tilbage i morgen og fortæl, hvad du kan give.”
Derhjemme spurgte drengen: ”Min kære mor, alle mine klassekammerater har lovet læreren at komme med noget, og nu er det min tur. Hvad kan jeg love ham?”
Moderen svarede: ”Min kære søn, vi er så fattige, at vi har intet at give. Men hvis Krishna giver noget, kan du love det, for Han er Dinabandhu, den fattiges ven.”
”Så hvor finder jeg Krishna?” spurgte drengen.
”Jeg har forstået, at Han er ude i skoven,” svarede hans mor.
Drengen gik ud i skoven og kaldte: ”Dinabandhu, min bror Dinabandhu, hvor er Du?” Han begyndte at græde, så Krishna kom, for når en hengiven er meget ivrig, kommer Krishna. Han spurgte drengen: ”Hvad vil du gerne bede om?” Drengen fortalte ham om situationen. Krishna svarede: ”Jeg vil give dig dahi, yoghurt.”
Da drengen kom i skole næste dag, sagde han derfor til læreren: ”Min bror Dinabandhu har lovet at give så meget yoghurt, som du har brug for.” Læreren blev glad og sagde, at det var meget godt.
På dagen for ceremonien gik drengen igen ud i skoven og kaldte på Dinabandhu, der gav ham en meget lille krukke med dahi. Drengen var så lille, at han ikke forstod, hvor lidt det var, så han kom intetanende til læreren med den lillebitte krukke med dahi og sagde: ”Det er mit bidrag, som min bror Dinabandhu har givet mig.”
Læreren blev vred: ”Hvad skal det forestille? Hvordan skal flere hundrede mennesker blive mætte af det?” og han tog krukken og smed den ned på jorden, så yoghurten løb ud. Men lidt efter kom han tilbage og så, at selv om yoghurten var løbet ud, var krukken stadig fuld. Han vendte den om, yoghurten løb igen ud, og da han vendte krukken opad igen, så han, at den stadig var fuld. Så forstod han, at det var en åndelig krukke, der altid ville være fuld, uanset hvor man meget man tog fra den, og han undskyldte sig over for drengen.
Fortalt af Srila Prabhupada, der forklarede, at sådan er Krishnabevidsthed. Man kan tage så meget, man vil, men stadig vil det hele være der. Purnasya purnam adaya purnam eva avasisyate. Det er den Absolutte Sandhed. Selv om alt tages fra Ham, vil Han stadig være lige så fuldstændig, som Han altid har været.