Det er en udbredt misforståelse, at Krishnabevidsthedsbevægelsen repræsenterer Hindureligionen. Krishnabevidsthed er på ingen måde en tro eller religion, der forsøger at overvinde andre trosretninger eller religioner.

Tværtimod er det en essentiel kulturel bevægelse, der er beregnet for hele menneskesamfundet og ikke favoriserer nogen bestemt sekterisk trosretning. Det særlige formål med denne kulturelle bevægelse er at uddanne mennesker i, hvordan de kan elske Gud.

Indere både inden for og uden for Indien tror nogle gange, at vi prædiker den hinduistiske religion, men det gør vi faktisk ikke. Man vil ikke finde ordet hindu i Bhagavad-gita. I virkeligheden findes ordet hindu slet ikke noget sted i hele den vediske litteratur. Dette ord blev snarere introduceret udefra af muslimerne fra Indiens tilstødende provinser såsom Afghanistan, Baluchistan og Persien. Der er en flod ved navn Sindhu i grænseområdet til de nordvestlige dele af Indien, og eftersom muslimerne ikke kunne udtale Sindhu korrekt, blev floden i stedet kaldt Hindu, og indbyggerne i denne del af landet blev givet navnet hinduer. I Indien kaldes europæerne med vedisk sprogbrug for mlecchaer eller yayanaer. På samme måde er hindu et navn, der er givet af muslimerne.

Indiens egentlige kultur beskrives i Bha-gavad-gita, hvor der står, at ifølge naturens forskellige kvaliteter er der forskellige slags mennesker, der generelt klassificeres i fire sociale ordener og fire åndelige ordener. Dette system med social og åndelig opdeling er kendt som varnasrama-dharma. De fire varnaer eller sociale ordener er brahmana, ksatriya, vaisya og sudra. De fire asramaer eller åndelige ordener er brahmacarya, grhastha, vanaprastha og sannyasa. Varnasrama-systemet beskrives i de vediske skrifter, der er kendt som Puranaerne. Denne vediske kulturinstitutions mål er at uddanne alle mennesker i at gøre fremskridt i viden om Krishna eller Gud. Det er hele det vediske program.

Da Herren Caitanya talte med den store hengivne Ramananda Raya, spurgte Herren Caitanya ham: ”Hvad er menneskelivets grundlæggende princip?” Ramananda Raya svarede, at den menneskelige civilisation begynder, når varnasrama–dharma accepteres. Ikke før vi når til standarden af varnasrama–dharma, kan man tale om en menneskelig civilisation. Derfor forsøger den Krishnabevidste bevægelse at etablere dette rigtige menneskelige civiliseringssystem, der er kendt som Krishnabevidsthed eller daivi-varnasrama – guddommelig kultur.

I Indien bliver varnasrama-systemet nu givet en perverteret retning, og derfor gør en mand, der er født i en brahmana-familie (den højeste sociale orden), krav på at blive accepteret som brahmana. Men dette krav accepteres ikke af sastra (skrifterne). Ens forfædre kan have været brahmana ifølge gotra eller familiens arvelige orden, men ægte varnasrama–dharma er baseret på de faktiske kvaliteter, man besidder uanset fødsel eller arv. Derfor prædiker vi ikke hinduernes nutidige system, og vi prædiker navnlig ikke læren fra dem, der er under Sankaracaryas indflydelse, for Sankaracarya hævdede, at den Absolutte Sandhed er upersonlig, og benægtede dermed indirekte Guds eksistens.

Sankaracaryas mission var speciel. Han kom for at genetablere den vediske indflydelse oven på buddhismens indflydelse. Fordi buddhismen blev udbredt af Kejser Asoka 2.300 år tidligere, gennemsyrede den buddhistiske religion næsten hele Indien. Ifølge den vediske litteratur var Buddha en inkarnation af Krishna, der havde en speciel kraft og åbenbarede sig for et særligt formål. Hans tankesystem eller tro blev accepteret vidt og bredt, men Buddha afviste Vedaernes autoritet. Mens buddhismen spredtes, ophørte den vediske kultur både i Indien og andre steder. Siden Sankaracaryas eneste mål derfor var at uddrive Buddhas filosofiske system, introducerede han et system, der blev kaldt mayavada.

Strengt taget er mayavada-filosofi ateisme, for det er en proces, hvor man forestiller sig, at der er en Gud. Denne mayavada-filosofi har eksisteret i umindelige tider. Det nuværende indiske system af religion eller kultur er baseret på Sankaracaryas mayavada-filosofi, der er et kompromis med buddhistisk filosofi. Ifølge mayavada-filosofien er der i virkeligheden ingen Gud, eller hvis Gud eksisterer, er Han upersonlig og altomfattende og kan derfor forestilles i enhver form. Denne konklusion er ikke i overensstemmelse med den vediske litteratur. Denne litteratur nævner mange halvguder, der tilbedes af forskellige årsager, men i alle tilfælde accepteres den Højeste Herre, Guddommens Personlighed Visnu, som den Højeste Hersker. Dette er ægte vedisk kultur. 

Den Krishnabevidste filosofi fornægter ikke Guds eller halvgudernes eksistens, men mayavada-filosofien fornægter begge dele. Denne filosofi fastholder, at hverken halvguderne eller Gud eksisterer. For mayavadierne er alt i sidste ende nul. De siger, at man kan forestille sig en hvilken som helst autoritet, uanset om det er Visnu, Durga, Herren Siva eller Solguden, der er halvguderne, der generelt tilbedes i samfundet. Men mayavada-filosofien accepterer reelt set ikke eksistensen af en eneste af dem. Mayavadierne siger, at fordi man ikke kan koncentrere sit sind på den upersonlige Brahman, kan man forestille sig en hvilken som helst af disse former. Det er et nyt system, der hedder pancopasana. Det blev introduceret af Sankaracarya, men Bhagavad-gita indeholder ikke sådanne doktriner, og derfor er de ikke autoriserede.

Bhagavad-gita accepterer halvgudernes eksistens. Halvguderne beskrives i Vedaerne, og man kan ikke fornægte deres eksistens, men de skal ikke forstås eller tilbedes, som Sankaracarya foreskriver det. Tilbedelse af halvguder afvises i Bhagavad-gita. I Bhagavad-gita (7.20) fremgår det klart:

kamais tais tair hrta jnanah
prapadyante ’nya-devatah
tam tam niyamam asthaya
prakrtya niyatah svaya

”De, hvis sind er forstyrret af materielle ønsker, overgiver sig til halvguderne og følger et særligt sæt regler for tilbedelse ifølge deres egen natur.”

Ydermere siger Herren Krishna i Bhagavad-gita (2.44):

bhogaisvarya-prasaktanam
tayapahrta-cetasam
vyavasayatmika buddhih
samadhau na vidhiyate

”I sindene på dem, der er for knyttede til sansenydelse og materiel overflod, og som forvirres af sådanne ting, finder den resolutte beslutsomhed om hengiven tjeneste ikke sted.” De, der følger de forskellige halvguder, er blevet beskrevet som hrta jnanah, der betyder ”de, der har mistet deres fornuft.”

Det bliver også yderligere forklaret i Bhagavad-gita (7.23):

antavat tu phalam tesam
tad bhavaty alpa-medhasam
devan deva-yajo yanti
mad-bhakta yanti mam api

”Mennesker med lille intelligens tilbeder halvguderne, og deres frugter er begrænsede og midlertidige. De, der tilbeder halvguderne, kommer til halvgudernes planeter, men Mine hengivne når Min højeste bolig.” De belønninger, der gives af halvguderne, er midlertidige, for enhver materiel facilitet gives i forbindelse med den midlertidige krop. Uanset hvilke materielle faciliteter man får, hvad end det er via moderne videnskabelige metoder eller ved at udlede velsignelser fra halvguderne, vil de ophøre med kroppen. Men åndeligt fremskridt vil aldrig få ende.

Folk må ikke tro, at vi prædiker en sekterisk religion. Nej, vi prædiker ganske enkelt, hvordan man elsker Gud. Der er mange teorier om Guds eksistens. Ateisten vil for eksempel aldrig tro på Gud. Ateister som Professor Jacques Monod, der vandt Nobelprisen, erklærer, at alt er tilfældigt (en teori, der allerede blev fremsat langt tilbage af indiske ateistiske filosoffer såsom Carvaka). Andre filosofier såsom karma-mimamsa-filosofien accepterer, at hvis man gør sit arbejde godt og ærligt, kommer resultaterne automatisk uden behov for at svare til Gud. Som bevis drager tilhængere af sådanne teorier parallel til en person, der er syg som følge af en infektion og tager medicin imod det, så sygdommen neutraliseres. Men vores argument i denne forbindelse er, at selv om man giver en mand den bedste medicin, kan han stadig dø. Resultatet er sjældent til at forudse. Der er derfor en højere autoritet, daiva-netrena, en Højeste Leder. Hvordan sker det ellers, at en rig og from mands søn bliver hippie, eller en mand, der arbejder meget hårdt og bliver rig, får at vide af sin læge: ”Nu må du ikke spise mad længere, men kun indtage bygvand.”?

Karma-mimamsa-teorien fastholder, at alt i verden sker uden Guds styring. Sådanne filosofier hævder, at alt sker på grund af lyst eller begær (kama-haitukam). På grund af begær bliver en mand tiltrukket af en kvinde, og tilfældigvis er der sex, og kvinden bliver gravid. Der er faktisk ikke en plan om at gøre kvinden gravid, men grundet de naturlige forhold, når en mand og kvinde forenes, bliver resultatet en kendsgerning. Den ateistiske teori, der beskrives i Bhagavad-gitas 16. kapitel som asurisk eller dæmonisk, er, at alt faktisk sker på denne måde på grund af tilfældigheder og som resultat af naturlig tiltrækning. Denne dæmoniske teori støtter idéen om, at hvis man ønsker at undgå børn, kan man benytte prævention. 

Faktisk er der en stor plan for alt – den vediske plan. Den vediske litteratur giver anvisninger til, hvordan mænd og kvinder skal forenes, hvordan de skal få børn, og hvad formålet med sexliv er. Krishna siger i Bhagavad-gita, at sexliv er sanktioneret af den vediske orden, eller at sexliv under de vediske regler og regulativer er autoriseret og accepteres af Ham. Men tilfældigt sexliv er ikke acceptabelt. Hvis man ved et tilfælde bliver seksuelt tiltrukket, og det resulterer i børn, kaldes de varna-sankara, uønsket befolkning. Dette er de lavere dyrs fremgangsmåde, og det er ikke acceptabelt for mennesker. For mennesker er der en plan. Vi kan ikke acceptere den teori, at der ikke er en plan for menneskelivet, eller at alt fødes tilfældigt og på grund af materiel nødvendighed.

Sankaracaryas teori om, at der ikke er en Gud, og at man kan fortsætte sit arbejde og forestille sig Gud i en hvilken som helst form blot for at bevare fred og ro i samfundet, er også mere eller mindre baseret på samme idé om tilfældigheder og nødvendighed. Vores måde er imidlertid aldeles anderledes og baseret på autoritet. Det er denne guddommelige varnasrama-dharma, som Krishna anbefaler, og ikke kastesystemet, som det forstås i dag. Dette moderne kastesystem bliver nu også fordømt i Indien, og det skal fordømmes, for klassificeringen af forskellige mennesketyper ifølge fødsel er ikke det vediske eller guddommelige kastesystem.

Der er mange klasser af mennesker i samfundet. Nogle er ingeniører, nogle er læger, nogle kemikere, handelsmænd, forretningsfolk og så videre. Disse forskellige klasser er imidlertid ikke bestemt af fødsel, men af kvalitet. Der er intet fødselskastesystem i den vediske litteratur, og vi accepterer det heller ikke. Vi har intet at gøre med kastesystemet, der desuden også afvises af offentligheden i nutidens Indien. I stedet giver vi alle chancen for at blive brahmanaer og dermed opnå den højeste status i livet.

Fordi der i dag er mangel på brahmanaer, åndelige ledere, og ksatriyaer, administrative mænd, og fordi hele verden styres af sudraer eller mænd fra arbejderklassen, er der så mange uoverensstemmelser i samfundet. Vi har startet denne Krishnabevidsthedsbevægelse for at afbøde alle disse uoverensstemmelser. Hvis brahmana-klassen faktisk genetableres, vil de andre dele af social trivsel følge automatisk, ligesom resten af kroppen som arme, mave og ben også opfører sig fint, når hjernen fungerer perfekt.

Denne bevægelses yderste mål er at uddanne mennesker i, hvordan vi elsker Gud. Caitanya Mahaprabhu accepterer konklusionen, at det menneskelige livs højeste fuldkommenhed er at lære, hvordan vi elsker Gud. Den Krishnabevidste bevægelse har intet at gøre med hindureligionen eller nogen anden religion. Ingen kristen vil være interesseret i at skifte sin tro fra kristendom til hinduisme. Ligeledes vil ingen hindu være parat til at skifte til den kristne tro. Sådanne skift er for mennesker, der ikke har nogen særlig social status. Men alle vil være interesserede i at forstå filosofien og videnskaben om Gud og tage den seriøst. Man skal forstå meget klart, at Krishnabevidsthedsbevægelsen ikke prædiker den såkaldte hindureligion. Vi giver en åndelig kultur, der kan løse livets problemer, og derfor bliver den accepteret over hele verden.