Af Srila Prabhupada (Oversat af Christopher Thuesen)

I en klasse fra 1970 i New Vrindavana forklarer Srila Prabhupada om den ægte yoga og dens ældgamle hemmeligheder. Artiklen er fra bogen Science of Self Realization. Første del bragtes i sidste nummer.

Vi tiltrækker mange studerende blot ved at synge Hare Krishna, og de forstår hele filosofien og bliver rensede. Denne bevægelse startede for kun fire år siden i 1966, og allerede nu har vi så mange afdelinger. De amerikanske drenge og piger tager det meget alvorligt, og de er glade. Spørg hvem som helst af dem. Ceto-darpana-marjanam. De slipper af med hjertets urenheder blot ved at synge og recitere Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare.

Det næste punkt er bhava-maha-davagni-nirvapanam. Så snart hjertet er renset for alle urenheder, bliver den materielle eksistens’ problemer omgående løst. Denne verden sammenlignes med davagni, der betyder en skovbrand. I denne materielle eksistens ønsker ingen ulykke, men vi tvinges til at opleve det. Det er den materielle naturs lov. Ingen ønsker ildebrand, men uanset hvilken by vi tager til, finder vi altid et brandvæsen. Der vil altid forekomme ildebrand. På samme måde er der mange andre ting, ingen ønsker. Ingen ønsker at dø. Alligevel finder døden sted. Ingen ønsker sygdom. Alligevel bliver vi syge. Ingen ønsker alderdom. Alligevel bliver vi gamle. Det sker imod vort ønske, imod vor vilje.

Derfor bør vi overveje vores situation i den materielle verden. Denne menneskeform er skabt til forståelse, ikke til at spilde det dyrebare liv ligesom dyr ved blot at spise, sove, parre sig og forsvare sig. Det er ikke civilisationens fremskridt. Ifølge Srimad-Bhagavatam er denne krop ikke skabt til at slide og slæbe blot for at tilfredsstille sanserne.

nayam deho deha-bhajam nr-loke
kastan kaman arhate vid-bhujam ye
(SB. 5.5.1)

At arbejde meget hårdt og tilfredsstille sig selv igennem sansenydelse er, hvad svin gør, ikke mennesker. Mennesket bør lære tapasya. Specielt i Indien har utallige store vismænd, konger, brahmacarier og sannyasier anvendt deres liv på at udføre stor tapasya for ikke at falde endnu mere i søvn. Herren Buddha var en prins, der opgav alting for at engagere sig i tapasya. Det er ægte liv. Kong Bharata, som Indien er opkaldt efter under navnet Bharata-varsa, var 24 år gammel, da han forlod sit kongerige, sin unge kone og sine børn for at udøve tapasya. Herren Caitanya Mahaprabhu var blot 24 år, da han opgav sin unge kone, moder – alt. Der er mange, mange eksempler. Indien er tapasyaens land, men vi er ved at glemme det. Vi er i gang med at gøre det til teknologiens land. Det er overraskende, at Indien ikke længere kultiverer tapasya, for Indien er dharmaens land. Dharma-ksetre kuru-ksetre.

Men det er ikke kun i Indien. Overalt i denne jernalder forfalder alting. Prayenalpayusah sabhya kalav asmin yuge janah (SB. 1.1.10). I denne Kalis tidsalder er livslængden reduceret, mennesker er uinteresserede i selverkendelse, og selv hvis de er, vildledes de af så mange bedrageriske ledere. Denne alder er yderst korrupt. Derfor er Caitanya Mahaprabhus proces med at recitere Hare Krishna den bedste og enkleste metode.

harer nama harer nama
harer namaiva kevalam
kalau nasty eva nasty eva
nasty eva gatir anyatha
[Cc. Adi 17.21]

“I denne Kalis tid er der ingen anden religion end at glorificere Herren ved at ytre Hans hellige navn, og det er alle de åbenbarede skrifters påbud. Der er ingen anden vej, der er ingen anden vej, der er ingen anden vej.” Dette vers findes i Brhan-naradiya Purana. Harer nama harer nama harer namaiva kevalam. Reciter blot Hare Krishna. Der er intet alternativ. Kalau nasty eva nasty eva nasty eva gatir anyatha. I denne tid, Kali-yuga, er der intet alternativ til selverkendelse. Derfor må vi acceptere det.

Der er et andet lignende vers i Srimad-Bhagavatam. I 12. Bog, 3. kapitel forklarer Sukadeva Gosvami Pariksit Maharaja om denne tids fejl, og nu er alle dens kendetegn åbenlyse. I konklusionen siger Sukadeva Gosvami dog, kaler dosa-nidhe rajann asti hy eko mahan gunah: “Min kære konge, denne Kali-alder er fuld af fejl, men der er én god mulighed.” Hvad er denne mulighed? Kirtanad eva krsnasya mukta-sangah param vrajet: “Udelukkende ved at recitere dette Hare Krishna-mantra kan man befries og vende hjem til Guddommen.” [SB. 12.3.51]

Dette er praktisk og autoriseret, og man kan også se, hvordan man gør fremskridt udelukkende ved at recitere Hare Krishna. Denne Krishnabevidsthedsbevægelse er ikke noget nyt, vi har introduceret eller fabrikeret. Den er autoriseret i kraft af de vediske principper og acaryaer som Caitanya Mahaprabhu og andre. Metoden er meget enkel. Man har intet at tabe. Vi tager os ikke betalt eller opkræver et gebyr for at give folk et hemmeligt mantra, som vi lover vil gøre dem til Gud inden for seks måneder. Nej. Dette er åbent for alle – børn, kvinder, piger, drenge, gamle mennesker – alle kan recitere Hare Krishna og se resultaterne.

Med dette mål for øje etablerer vi ikke blot New Vrindavana, vores landbrugsprojekt i West Virginia, men også andre åndelige fællesskaber som New Navadvipa og New Jagannatha Puri. Vi har allerede startet New Jagannatha Puri i San Francisco, og vi fejrer Ratha-yatra-festivalen der. I år vil der også være en stor Ratha-yatra-ceremoni i London. Der vil være tre vogne, én til Jagannatha, én til Subhadra og én til Balarama, og de vil blive bragt til floden Thames. Amerika har importeret New England og New York, så hvorfor ikke også New Vrindavana? Vi bør især etablere dette New Vrindavana, for Herren Caitanya anbefalede, aradhyo bhagavan vrajesa-tanayas tad-dhama vrndavanam: “Krishna, Nanda Maharajas søn, er den højeste tilbedelsesværdige Guddom i Vrindavana-dhama i Vrajabhumi, og Hans sted, Vrindavana, er også tilbedelsesværdigt.” De vesterlandske drenge og piger kommer til Krishnabevidsthed, og de bør have et sted ligesom Vrindavana. Swami Kirtanananda, der tog med mig til Vrindavana for to år siden, ved, hvordan Vrindavana er, så jeg har instrueret ham i at konstruere mindst syv templer. I Vrindavana er der 5.000 Radha-Krishna-templer, men der er syv særligt vigtige templer, der er etableret af Gosvamierne. Vores program er at leve i New Vrindavana, afhænge af landbrug og køer som det økonomiske grundlag og fredfyldt praktisere Krishnabevidsthed og synge Hare Krishna. Det er Vrindavana-metoden. Yuktahara-vihararasya … yogo bhavati duhkha-ha (Bg. 6.17). Dette menneskeliv er ikke ment til at øge de unødvendige behov. Vi bør stille os tilfredse med blot at holde krop og sjæl sammen, og resten af tiden bør vi øge vores Krishnabevidsthed, så vi ikke behøver at få en ny materiel krop, når vi forlader denne, men vil være i stand til at vende hjem, tilbage til Guddommen. Det bør være menneskelivets motto.

Materielt liv er lig med at spise, sove, parre sig og forsvare sig, men åndeligt liv har mere at byde på. Det er også forskellen mellem dyreliv og menneskeliv. Dyreliv betyder at spise, sove, parre sig og forsvare sig. En hund spiser, og et menneske spiser. Et menneske sover, og en hund sover. Et menneske har et sexliv, og hunden har også et sexliv. Hunden forsvarer sig på sin egen måde, og mennesket forsvarer sig på sin egen måde, måske ved hjælp af atombomber. Disse fire ting har mennesker og dyr til fælles, og fremskridt i disse fire principper er ikke menneskecivilisation, men dyrecivilisation. Menneskecivilisation betyder athato brahma jijnasa. I Vedanta-sutra er den første aforisme athato brahma jijnasa: ”Nu er tiden kommet til at undersøge Brahman.” Det er menneskeliv. Så længe man ikke er åndeligt nysgerrig, jijnasuh sreya uttamam, er man et dyr, for man lever ifølge disse fire principper, det er alt. Man må spørge ind til, hvad man er, og hvorfor man tvinges igennem disse fire ubekvemmeligheder i form af fødsel, død, alderdom og sygdom. Findes der en kur? Disse spørgsmål bør stilles. Det er menneskeligt liv. Det er åndeligt liv.

Åndeligt liv betyder menneskeligt liv, og materielt liv betyder dyreliv. Det er alt. Vi må lave de justeringer, der anbefales i Bhagavad-gita. Yuktahara-viharasya. For eksempel betyder det ikke, at man holder op med at spise, når man bliver spirituel. Snarere bør spisningen tilpasses. Bhagavad-gita beskriver hvilke kategorier af fødevarer, der er førsteklasses eller i godhed, hvilken klasse, der er i lidenskab, og hvilken er i den tredje klasse, uvidenhed. I menneskecivilisationen skal vi hæve os til det sattviske niveau (godhed) og dernæst genopvække vores transcendentale bevidsthed eller Krishnabevidsthed. Alt kan findes i sastraerne. Uheldigvis konsulterer vi dem ikke.

evam prasanna-manaso
bhagavad-bhakti-yogatah
bhagavat-tattva-vijnanam
mukta-sangasya jayate
(SB. 1.2.20)

Medmindre man befries fra kløerne af disse tre tilstande i den materielle natur, kan man ikke forstå Gud. Prasanna-manasah. Man skal være en Brahman-erkendt sjæl. Brahma-bhutah prasannatma na socati na kanksati (Bg. 18.54). Disse påbud er der, så man må drage fordel af disse sastraer og prædike dem. Det er intelligente menneskers ansvar. Den almene befolkning ved, at Gud er stor, men de ved ikke, hvor stor Gud er. Det kan vi læse om i den vediske litteratur. Det er vores pligt i denne jernalder. Det er hari-kirtana, param vijayate sri-krsna-sankirtam: forherligelse af den Højeste.

evam prasanna-manaso
bhagavad-bhakti-yogatah
bhagavat-tattva-vijnanam
mukta-sangasya jayate
(SB. 1.2.20)

Medmindre man befries fra kløerne af disse tre tilstande i den materielle natur, kan man ikke forstå Gud. Prasanna-manasah. Man skal være en Brahman-erkendt sjæl. Brahma-bhutah prasannatma na socati na kanksati (Bg. 18.54). Disse påbud er der, så man må drage fordel af disse sastraer og prædike dem. Det er intelligente menneskers ansvar. Den almene befolkning ved, at Gud er stor, men de ved ikke, hvor stor Gud er. Det kan vi læse om i den vediske litteratur. Det er vores pligt i denne jernalder. Det er hari-kirtana, param vijayate sri-krsna-sankirtam: forherligelse af den Højeste.