Det følgende er en klasse, som Srila Prabhupada gav over Srimad-Bhagavatam 1.8.19 den 29. september 1974 i Sridhama Mayapur, Indien.

maya-javanikacchannam
ajnadhoksajam avyayam
na laksyase mudha-drsa
nato natyadharo yatha

Oversættelse: ”Fordi Du er uden for rækkevidden af begrænset sanseopfattelse, den evigt uudtømmelige faktor, der dækkes af den illusoriske energis gardin, er Du usynlig for den tåbelige iagttager, ligesom en skuespiller, der er klædt ud som en danser, ikke bliver genkendt.” [SB. 1.8.19]

Prabhupada: På den ene side er der maya-javanikacchannam. Maya, denne illusoriske energi, skjuler ligesom et gardin. Vi kan se Deiteten af Krishna på alteret, men hvis gardinet er trukket for, kan vi ikke se Ham. På den måde er den illusoriske energi som et gardin. Store, store videnskabsmænd kan ikke se, hvad der er bag denne materielle natur. Fordi maya, denne fantastiske materielle energi, agerer som et sådant stort gardin, kan de ikke forstå, at bag dette er der noget andet. De tror, at denne materielle energi fungerer af sig selv, og der er intet mere, intet bag dette. Hele verden er dækket over.

Dette er den ene side. På den anden side er der ajna. Disse materialistiske personer er ajna, hvilket betyder, at de ikke har nok viden, fordi de ikke har udviklet kundskabens lys, sattva-guna. Sattva-guna er kundskabens lys. Rajo-guna [lidenskabens kvalitet] og tamo-guna [uvidenhedens kvalitet] er som mørke. I disse tilstande kan man ikke forstå, hvad Krishna eller Gud er. Som vi har diskuteret det i Srimad-Bhagavatam, rajas-tamo-bhavah [SB. 1.2.19], arbejder de, der er inficeret af de to materielle kvaliteter rajo-guna og tamo-guna, blot hårdt for kama og lobha [begær og grådighed]. De, der er lidenskabelige, har travlt med sansetilfredsstillelse, og de, der er i uvidenhed, i mørke, har ingen øjne til at se noget som helst.

De fleste folk er smittet af disse kvaliteter i den materielle natur. Nu om dage er det mest uvidenhed, og nogle er lidenskabelige. Den lidenskabelige tendens engagerer dem i så mange industrier og får dem til at arbejde meget, meget hårdt. Ligesom når de bygger huse med 150 etager. Folk kan bo mageligt i en lille hytte eller et et-etagers hus eller lidt mere. Men nej, de skal have mere. Deres lidenskabelige aktiviteter tiltager. I New York er der nu et 104-etagers hus eller mere end det.

Brahmananda: 110. To af dem.

Prabhupada: To af dem. De tror, at det er civilisationens fremskridt at få flere og flere etager. Men hvor længe vil de fortsætte med at forøge? Hvis man bygger en million etager – fortsat er det ubegrænset. Så mange flyvemaskiner flyver i luften, men hvad betyder det? Himlen er fortsat uhyre stor. Så mange sputnikker flyver i rummet. Stadigvæk er det umådeligt stort. Det er blot en fiks ide: ”Hvis jeg bygger et hus med 150 etager, er mit liv perfekt.” Det beskrives også i Ramayana med eksemplet Ravana. Han ville bygge en trappe til de himmelske planeter. Sådan er det. Hvorfor gør de det? Ajna. Mennesker er tåbelige.

Hvis vi siger: ”I er alle tåbelige, en flok slyngler, der spilder jeres tid på den måde,” synes de, at vi er skøre. De tænker sådan om os, fordi vi ikke går ind for disse ting. Derfor er det meget, meget vanskeligt at forstå Krishna i denne tilstand og situation. Maya-javanikacchannam og ajna, tåbelige mennesker.

Endvidere er Krishna adhoksaja. Selv hvis man er avanceret i viden, kan man ikke forstå Ham. Vi danner ord eller stavelser på engelsk med de 26 bogstaver fra A til Z. På samme måde har sanskrit a, aa, i, u osv., og til sidst er der ksa. Så fra a til ksa kaldes aksa. Aksa-ja. Ja betyder frembragt. Ligesom vi sammensætter ord på engelsk fra A til Z, danner man på sanskrit ord fra a til ksa – aksa.

Vores intellektuelle spekulation og fremskridt i uddannelse er begrænset inden for a og ksa. Aksa-ja. Men Krishna er adhoksaja. Adhoksaja betyder, at den form for spekulation, der går fra a til ksa, ikke duer. Derfor er Hans navn Adhoksaja. (Til siden:) Hvorfor går de? Har de travlt med noget andet? Hvad? Ugra-karma. Hvad vil han gøre, hvis han ikke hører. Nonsens. Sravanam kirtanam [at høre og tale om Krishna] er vores vigtigste aktiviteter. Sravanam. Hvad vil I gøre, hvis I ikke hører? Blot involvere jer i sansetilfredsstillelse, det er alt.

Problemet er, at vi er ikke særlig interesserede i at høre, selv om det er den vigtigste aktivitet. Vores bhakti begynder med sravanam kirtanam visnoh [SB. 7.5.23]. Vi skal høre, og vi skal tale [om Krishna]. Men hvis vi ikke er interesserede i at høre og tale, bliver det reduceret til noget formelt, og gradvist ophører det. Medmindre der er et liv med sravanam kirtanam, vil disse store, store bygninger og templer blive en byrde. Hvis vi vil give os selv en byrde i fremtiden, skal vi holde op med at høre og tale og blot sove sødt. Alt vil blive en byrde. Galagraha. Ikke sri-vigraha, men galagraha. Sri-vigraha betyder Krishnas tilbedelsesværdige Deitet. Hvis vi ophører med denne sravanam kirtanam visnoh, vil vi tænke: ”Vores Guru Maharaja har givet os en tung byrde, galagraha.” Det er faren. Vi må være meget omhyggelige, når det kommer til sravanam kirtanam. Ellers vil dette arbejde være til ingen nytte. Denne bygning vil kun være en rede for duerne. Det er risikoen.

Så hvem kan forstå Krishna? Der er så mange ting i vejen for det. På den ene side er der mayas tildækning. På den anden side er alle mennesker nogle slyngler og fjolser, og for det tredje ligger Krishna uden for vores sanseopfattelse. Det er situationen. Derfor er man nødt til at være vågen! Så kan man forstå. Ligesom Gosvamierne. Er Krishna sådan en let ting at forstå? Men der er en proces. Hvis vi ikke følger processen, hvordan kan vi da forstå Krishna? Disse er de mange vanskelige ting. På den ene side bremser maya os. Maya forsøger at lægge hindringer i vejen for vores fremskridt i åndeligt liv. Maya-javanikacchannam. På den anden side er vi alle fjolser og slyngler. Ydermere er Krishna adhoksaja, hinsides sanseopfattelsens rækkevidde. Det er situationen.

Medmindre vi bliver meget seriøse med hensyn til at forstå Krishna, er det meget, meget vanskeligt at forstå Ham. Maya-javanikacchannam. Men på den anden side siger Kunti, antar bahir avasthitam: ”Krishna, Du er indeni … ” Isvarah sarva-bhutanam hrd-dese [Bg. 18.61]. Krishna er ikke langt væk. Krishna er er så venlig, at Han altid sidder inden i os. Det er ligesom to fugle, der sidder i det samme træ. Der står i Upanisaderne, at den ene fugl spiser af træets frugter, imens den anden vejleder og blot ser på. Hvorfor? Fordi det levende væsen ønskede at nyde denne materielle verden.

Det er ligesom med hunden og herren. Herren er venlig mod hunden på grund af kærlighed. Det er bare en hund, men når den besørger sig, venter herren. Hvorfor? Er det herrens pligt at vente, fordi hunden besørger sig? Nej, men han gør det på grund af kærlighed. Det er et praktisk eksempel. Herren kan være en stor millionær, men alligevel elsker han hunden så meget, at han tager den med på sin morgentur, og når hunden letter benet, står herren og venter. På samme måde er Gud eller Krishna så kærlig, at selv om vi er kommet her i denne materielle verden blot for at besørge os, venter han stadig på os. Se bare, hvor barmhjertig Krishna er.

I Upanisaderne tales der om to fugle. Den ene fugl er Paramatma. Krishna er blevet Paramatma. Bhagavad-gita taler om ksetra-ksetrajna. Der er to ting. Den ene er denne ksetra, denne krop. Ksetra er ligesom en mark, vi dyrker, imens vi er krsana, den, der dyrker. Vi har en mark, hvor vi dyrker og høster vores korn ifølge vores arbejde og vores stræben. På samme måde har vi denne krop, hvor jeg, den åndelige sjæl, er dyrkeren. Ifølge min karma får jeg et resultat. Men det er ikke kun mig, der er her. Krishna er der også. Han ser, hvad vi gør, og hvad vi vil have mere af. Krishna siger, sarvasya caham hrdi sannivistah: ”Jeg sidder i hjertet på enhver.” [Bg. 15.15] Hvorfor? ”Blot for at gøre det muligt for ham. Denne slyngel af et levende væsen er kommet til den materielle verden for at dyrke marken og få et resultat. Fint. Lad ham gøre det.” Det er på samme måde, som når børn leger på stranden og laver en masse meningsløse ting, og faderen ser på: ”Godt, er I færdige? Kom.” Sådan er Krishna. Han ser blot på. Vi handler på så mange meningsløse måder, og Krishna giver os mulighed for det. Det er ligesom, når en hund besørger sig, og herren venter, eller faderen ser på, mens børnene leger på stranden. De bygger store, store huset i sandet, og det har ingen betydning eller værdi, men faderen giver dem muligheden: ”Fint, gør det.” (Fortsættes i næste nummer)