En vismand velsignede engang fire forskellige mennesker. Først mødte han en prins og velsignede ham. ”Må du leve evigt!”
Dernæst mødte han en ung brahmacari, der levede i sin gurus ashrama og praktiserede bodsøvelser og askese. Vismanden sagde: ”Må du dø med det samme.”
Den næste, han mødte var en stor hengiven af Krishna. Vismanden sagde: ”Må du leve eller dø.”
Til sidst mødte han en slagter. Han velsignede slagteren: ”Må du hverken leve eller dø.”
Srila Prabhupada forklarede denne korte historie mange gange. Prinsen, kongens søn, lever et liv i luksus med rigdom og sanse-nydelse. Efter døden er hans skæbne tvivlsom. Sandsynligvis vil han lide, fordi han hengiver sig så meget til sansenydelse. Så lad ham leve evigt og nyde livet.
Den unge brahmacari gennemgår så megen askese. Til gengæld vil han helt sikkert opnå en bedre situation efter døden og måske endog vende tilbage til den åndelige verden. Lad ham dog dø med det samme og høste frugterne af alt det gode, han har gjort.
Hvad angår den store hengivne, gør det ingen forskel, om han er det ene eller det andet sted. Himmel eller helvede, uanset hvor han er, tjener han Krishna, og så snart man tjener Krishna, er man allerede i den åndelige verden, uanset hvor man er.
Til sidst er der slagteren. I dette liv er han engageret i den mest modbydelige aktivitet. Hele dagen slår han dyr ihjel og parterer dem. Hvilket frygteligt liv! Og efter døden kommer der et helvede, hvor han modtager al den lidelse, han forvoldte mod alle de dyr, han slagtede. Hvilken frygtelig død! Derfor er det bedre, at han hverken lever eller dør.