En konge tillod engang en flok aber at bo i sin park, hvor han fodrede dem dagligt med de bedste frugter og lækkerier.
En flok får opholdt sig også i parken. Et af fårene plejede hele tiden at gå ind i køkkenet ad den åbne bagdør for at finde noget at spise, og kokkene ville jage fåret ud derfra.
Blandt aberne var der en gammel og meget klog abe. Da han bemærkede fårets vane med at gå ind i køkkenet, blev han urolig og kaldte aberne sammen.
”Fåret, der går ind i køkkenet, varsler uheld for os,” fortalte den gamle abe. ”Jeg tror, det er klogest, at vi forsvinder herfra.”
”Hvorfor dog det, gamle mand?” spurgte de andre aber undrende.
”Kan I ikke se det?” svarede den gamle abe. ”En dag sker der det, at fåret går ind i køkkenet, imens kokkene er ved at tænde ilden, og en af kokkene vil kaste et stykke flammende træ efter fåret. Træet vil sætte ild i fårets tykke pels, og fåret vil løbe vrælende ud af køkkenet. Når det brændende får render her og der i panik, vil det tilfældigvis løbe ind i hestestalden, hvor det antænder høet og sætter stalden med alle hestene i brand på ingen tid. Når branden omsider er slukket, vil alle kongens kostbare heste have store brandsår, som den gamle dyrlæge ved, at det bedste middel imod er abefedt. Derfor vil kongen beordre alle os aber slået ihjel for at redde hestene.”
”Ha, ha,” afviste de unge og tåbelige aber. ”Det er for fantastisk. Det kan vi ikke tro på. Vi vil ikke væk her fra parken med alle de fine frugter og den gode mad, de giver os hver dag.”
Den gamle abe så bedrøvet på de andre aber og sagde: ”Jeg er ked af det, men så bliver jeg nødt til at tage af sted alene. Hvis I dog bare kunne lytte til mig!”
Den gamle abe forlod stedet. En tid senere fik han at vide, at det var gået præcist, som han havde forudsagt, og kongen havde dræbt alle aberne for at helbrede hestenes brandsår.
Fortalt af Bhaktisiddhanta Sarasvati. Den åndelige mester ved mere end et almindeligt menneske.