Af Yamuna Devi

De af jer, der har læst Nyt Fra Hare Krishna igennem årene, vil vide, at Visakha Devi Dasi tidligere skrev denne klumme. Fordi hun nærmest dagligt har lavet kicchari i tyve år, anmodede jeg hende om at skrive lidt om retten. Ikke overraskende handlede hendes tekst mere om Radharanis iver efter at tjene Sri Krishna end om kicchari

Her gengives hendes tanker, der fungerer som en forfriskende indledning til opskrifterne længere inde i artiklen.

“Radharani, Krishnas evige gemalinde, er velsignet med, at alt, som Hun tilbereder, er mere udsøgt end nektar. Alle Hendes retter er både aromatiske og en fryd for øjet. Hun tilbereder så mange forskellige retter, at ingen har fuldt kendskab til dem, og Herren tilfredsstilles på det allerhøjeste, når Han spiser Hendes retter.

Man kan ledes til at tro, at Herren tilfredsstilles af Radharanis uovertrufne og varierede kogekunst, men virkeligheden er en anden. Hans tilfredsstillelse skyldes Radharanis allermest prisværdige kvalitet, Hendes bhakti, Hendes umotiverede og uafbrudte kærlige tjeneste til Ham og Hans hengivne. Herren Krishna ønsker at vække disse gloriøse kvaliteter i hver og en af os. Derfor siger Han: “Hvis en person tilbyder Mig et blad, en blomst, lidt frugt eller noget vand med kærlighed og hengivenhed, tager Jeg imod det.”

Anskaffelsen af et blad, en frugt eller lidt vand er ikke nogen stor anstrengelse, og selve den fysiske handling, der består i at ofre noget til Herren, er ganske ladesiggørlig. Kærlig hengivenhed er dog hævet over den fysiske aktivitets mekaniske og intellektuelle korrekthed. Vi må søge adgang til det inderste af vores hjerte, hvor Herren, der stråler med en blåsort regnskys glans, befinder Sig. Det er kun via Hans og Hans hengivnes nåde, at vores latente følelser for Ham kan vækkes. Alle handlinger, der gøres for Ham, kan bidrage til denne vækkelsesproces, deriblandt og måske endda især at tilberede retter til Ham, ofre Ham maden og at spise Hans rester, imens man fokuserer sine tanker på Ham.

“Hvad, hvis jeg ikke er god til at lave mad? Hvad, hvis man ligesom jeg har et ringe udstyret køkken og kun en lille sum tid og energi til rådighed, og hvad værre er, ingen nævneværdig hengivenhed?”

Fat mod, der er håb for dig endnu. Først og fremmest fordi der intet tab er for den, der vandrer ad stien, der fører til dybfølt kærlighed til Krishna. Med omhu kan en snert hengivenhed blive til et anstrøg, dernæst til et gran, der igen kan øges til et nip osv. For det andet behøver man ikke at tilberede et overdådigt måltid. De af os, der ikke udmærker sig i køkkenet eller blot foretrækker simple retter, kan altid ty til at tilberede kicchari.

Kicchari er en simpel gryderet, der består af ingredienser som flækærter, ris, grøntsager og krydderier. Man kan sammensætte ingredienserne i et utal af kombinationer og derved løbende skabe nye og friske varianter. Vigtigst af alt accepterer Herren kiccharien, hvis den hengivent ofres til Ham. Prøv dig frem med Yamunas vedhæftede opskrifter.”

*** 

De følgende opskrifter er så nemme, at de snildt kan tilberedes selv på de travleste dage, men samtidig smagfulde nok til at blive serveret for gæster. Traditionelt tilberedes kicchari på et komfur, men begge disse varianter skal i ovnen, hvilket tillader, at man foretager sig andre ting i mellemtiden. Selv om retterne har en klassisk indisk smag, kan ingredienserne nemt findes i ens lokale supermarked eller helsekost.

Koriander er den mest anvendte urt i Indien og i store dele af resten af verden. Sennepsfrø får en nøddeagtig smag, når de ristes, og bidrager med en afrundet smag til retter med bælgfrugter, gryn og grøntsager. Om muligt, så køb økologiske ris, flækærter, grøntsager og urter. De smager væsentlig bedre end de uøkologiske.

Menu 1: ovnret med gule flækærter, brune ris, gulerødder og peberfrugter 

Hovedretten her tager blot få minutter at forberede, og derefter passer den sig selv inde i ovnen i to timers tid. Med sine peberfrugter, gulerødder og koriander gør denne smukke og tilfredsstillende ret sig godt om efteråret. Servér den sammen med en let tomatchutney, lidt salat og capatier (ristede fladbrød).

Portioner: 4 

  • 2 dl gule flækærter, sat i blød natten over 
  • 4 dl langkornede brune ris 
  • 1 l vand eller grøntsagsbouillon 
  • 1 tsk. stødt gurkemeje
  • 1 tsk. stødt cayennepeber
  • 2 cm3 revet frisk ingefær
  • 2 dl korianderblade
  • 2 spsk. smør eller jordnøddeolie
  • 3 røde peberfrugter, hvor frøene og resten af indmaden fjernes, skæres i tern på 2 cm
  • ½ kg tynde gulerødder, skrælles og skæres i tredjedele
  • 1 tsk. salt
  • 1 spsk. sennepsfrø

Forvarm ovnen til 200°. Rens og dræn flækærterne. Overfør dem til en bradepande. Tilføj ris, vand eller grøntsagsbouillon, gurkemeje, cayennepeber, ingefær, halvdelen af korianderen og et skvæt olie eller en klump smør. Tildæk bradepanden og bag i en time.

 Tilsæt grøntsagerne og salt. Bag utildækket, indtil væsken absorberes, og risene og flækærterne er blevet møre (hvilket tager ca. en time). 

 Steg sennepsfrøene på en lille pande, indtil de bliver grå og popper. Tilsæt dem til retten sammen med det resterende smør eller olie og koriander.

Let tomatchutney 

Portioner: 4 

  • 2 tsk. jordnøddeolie 
  • 1 tsk. fennikelfrø
  • 2 friske skiveskårne jalapenoer (chilier) med frøene fjernet
  • ½ kg grofthakkede blommetomater 
  • 2 spsk. hakket frisk mynte
  • 2 spsk. ahornsirup
  • salt og friskmalet peber

Sæt halvdelen af olien, fennikelfrøene og jalapenoerne til at stege på en pande over medium varme. Rist frøene, indtil de bliver et par nuancer mørkere. Tilsæt tomat og ahornsirup og omrør regelmæssigt i tredive minutter. Tilsæt mynte, salt, peber samt resten af olien. Serveres enten varm eller ved stuetemperatur.

Menu 2: bagt kicchari med basmatiris, grønne flækærter og ristede mandler 

Portioner: 6

Med en tekstur á la den sydindiske ret pongal har denne bagte kicchari en fyldig og indbydende pilafagtig konsistens.

  • 2 dl grønne flækærter, sat i blød natten over 
  • 1 liter vand eller grøntsagsbouillon 
  • 1 tsk. stødt karry
  • 1 tsk. stødt rød chili
  • 1 hel kanelstang 
  • 6 hele nelliker 
  • 2 dl korianderblade 
  • 4 dl langkornede ris, helst basmati 
  • 1½ tsk. salt 
  • 1 spsk. spidskommenfrø 
  • 2 spsk. smør 
  • 3 spsk. ristede og snittede mandler 

Forvarm ovnen til 200°. Rens og dræn flækærterne og overfør dem til en bradepande. Tilsæt vand eller grøntsagsbouillon, karry, kanel, nelliker, chili, halvdelen af korianderen og en klat smør. Tildæk bradepanden og bag i en time.

Tilføj ris og salt. Tildæk delvist og bag, indtil væden absorberes, og flækærterne og risene er blevet møre (hvilket tager ca. en time).

Rist spidskommenfrøene i en lille pande over middelvarme, indtil de bliver et par nuancer mørkere. Rør dem derefter ind i kiccharien sammen med smørret og de resterende urter. Pynt med mandlerne.

Bagte grøntsager 

Portioner: 6

  • 2 store peberfrugter, hvor frøene og resten af indmaden fjernes, skæres i lange strimler 
  • 3 små squash, skæres i 1 cm3 tern 
  • 2 dl majskorn 
  • ½ kg haricots verts, skåret i 2 cm stykker 
  • 3 spsk. hakket koriander 
  • 1 tsk. knuste korianderfrø 
  • 2 dl grøntsagsbouillon 
  • salt og cayennepeber 
  • citronsaft

Forvarm ovnen til 180°. Bland grøntsagerne, korianderfrøene og grøntsagsbouillonen sammen i en stor skål. Drys en smule salt og cayennepeber i. Fordel blandingen i lige mængder på seks stykker 30 x 30 cm bagepapir eller sølvpapir. Fold to ender af kvadraterne sammen i toppen og forsegl dem ved at folde dem sammen to gange.

Bag på en bradepande, indtil grøntsagerne er blevet møre (hvilket tager omtrent 30 minutter). Lige inden servering åbnes indpakningen, og indholdet gives et skvæt citronsaft.