Af Srila Prabhupada (Oversat af Christopher Thuesen)
Ethvert eftertænksomt menneske vil stille det fundamentale spørgsmål: “Hvad er formålet med livet?” Desværre øges vores besvær med at finde den egentlige mening af, at tusindvis af modstridende filosofier, religioner, ideologier og deres tilhængere strides om vores loyalitet.
Srila Prabhupada giver her i artiklen simpel og oplysende vejledning. Artiklen er hentet fra bogen Science of Self Realization. Første og anden del bragtes i de to forrige numre.
Folk går i kirke og beder: “Gud, giv os i dag vort daglige brød.” Hvis Han ikke gav os det, ville vi ikke kunne opretholde livet. Det er et faktum. Vedaerne forklarer også, at Guddommens Højeste Personlighed opfylder alle levende væseners behov. Gud sørger for føde til alle. Vi mennesker har vores økonomiske problemer, men hvor finder vi økonomiske problemer andetsteds end i menneskesamfundet? Fuglesamfundet lider ikke af økonomiske problemer. Blandt de 8,4 millioner livsarter udgør menneskesamfundet blot en lillebitte del. Vi har skabt så mange problemer: Hvad skal vi spise, hvor skal vi sove, hvordan skal vi have sex, hvordan skal vi forsvare os? For os er det store problemer, men for hovedparten af levende væsener – de undersøiske væsener, fiskene, planterne, insekterne, fuglene, dyrene og de mange millioner andre livsformer – er det intet problem. De er også levende væsener. Tro ikke, at de er anderledes end os.
Det er simpelthen ikke sandt, at mennesket skulle være det eneste levende væsen og samtlige andre være døde. Nej. Og hvem sørger for deres ve og vel? Det gør Gud. Planterne og dyrene møder ikke op på kontoret. De tager ikke på universitet for at få teknisk viden for at tjene penge. Hvordan skaffer de sig så føde? Gud brødføder dem. En elefant spiser flere hundrede kilogram om dagen. Hvordan skaffer elefanterne al deres mad? Sørger vi for, at de får stillet sulten? Der er hundredetusindevis af elefanter. Hvem sørger for dem?
Anerkendelsen af, at Gud forsyner os, er bedre end at tro: “Gud er død. Hvorfor skulle vi gå i kirke og bede Gud om at give os brød?” I Bhagavad-gita står der: “Fire slags folk kommer til Krishna: den lidende, den, der er i pengekvaler, den vise og den nysgerrige.” Den nysgerrige, den vise, den lidende og den, der er i pengekvaler – disse fire grupper henvender sig til Gud. “Min kære Gud, jeg er helt udsultet. Giv mig mit daglige brød.” Det er udmærket. De, der således henvender sig til Gud, betragtes som sukrtinah. Sukrti betyder “from”. De er gudfrygtige. Selv om de beder om penge eller mad, betragtes de som fromme, for de henvender sig til Gud. Andre opfører sig stik modsat. De er duskrtinah, blasfemiske. Krti betyder “meget fortjenstfuld”, men ordet duskrti indikerer, at de misbruger deres energi på at lave ravage ligesom ham, der opfandt atomvåbnet. Han havde en hjerne, men han misbrugte den.
Han skabte noget forfærdeligt. Skab hellere noget, der vil gøre en ende på døden. Hvad er formålet med at skabe noget, der kan slå millioner af mennesker ihjel på et splitsekund? De skal alligevel dø enten i dag, i morgen eller om hundrede år. Hvad har videnskabsmændene formået? Det ville være værd at skrive hjem om, hvis de havde sat en stopper for død, sygdom og alderdom. Men duskrtinaerne henvender sig aldrig til Gud. De forsøger aldrig at forstå Gud. Derfor er deres energi vildledt.
De grove materialister negligerer deres forhold til Gud og betegnes som mudhaer i Bhagavad-gita. Mudha betyder “æsel”. De, der slider og slæber for at tjene penge, sammenlignes med æsler. De spiser dagligt de samme fire capatier, men de arbejder unødigt hårdt for at tjene tusindvis af kroner. Andre igen beskrives som naradhama. Naradhama betyder “de laveste blandt mennesker”. Menneskeformen er beregnet til at erkende Gud. Det er menneskets ret at forsøge at erkende Gud. Det er kun den, der forstår Brahman, Gud, der er en brahmana, ikke andre. Så det er pligten for den, der er inkarneret i en menneskeform. I ethvert menneskesamfund finder man et eller andet system, der kaldes “religion”, igennem hvilket man forsøger at forstå Gud. Det er underordnet, om det er via den kristne, muhamedanske eller hinduistiske religion. Det gør ingen forskel. Systemet er til for at hjælpe os med at forstå Gud og vores forhold til Ham. Intet andet. Det er alle menneskers pligt, så hvis menneskesamfundet lader hånt om den pligt, er det et dyresamfund. Dyr evner ikke at forstå, hvad Gud eller deres forhold til Gud er. De interesserer sig kun for at spise, sove, parre sig og forsvare sig. Hvis vi kun bekymrer os om disse ting, hvad er vi så? Vi er dyr.
Derfor står der i Bhagavad-gita, at de, der ikke benytter sig af denne mulighed, er “de laveste blandt mennesker”. De blev født i en menneskeform, men anvendte den blot til dyrisk sansenydelse, ikke til Gudserkendelse. Derfor er de naradhama, de laveste blandt mennesker. Andre folk er meget stolte af deres viden. Men hvad består denne viden af? “Der er ingen Gud. Jeg er Gud.” Deres virkelige viden har maya fjernet. Hvis de er Gud, hvordan er de så blevet til hunde? Der er utallige ting, der taler imod deres argumenter, men de trodser blot Gud. Ateisme. Fordi de klynger sig til den ateistiske proces, er deres virkelige viden forduftet. Virkelig viden betyder at have kendskab til, hvad Gud og vores forhold til Gud er. Hvis man ikke er bekendt med dette, må det forstås, at maya har forvansket éns viden.
Der er hjælpemidler til rådighed, hvis vi på denne vis forsøger at forstå vores forhold til Gud. Der er bøger, og der er viden, så hvorfor ikke drage fordel deraf? Alle og enhver bør benytte sig af denne viden. Forsøg at forstå, at i Bhagavad-gita og anden vedisk litteratur står der overalt, at Gud er stor, og at vi, selv om vi kvalitativt er ét med Gud, er beskedne af omfang. Havet og dråben besidder samme kvaliteter, men dråbens saltmængde er meget mindre end havets. De er kvalitativt ét, men kvantitativt forskellige. Ligeledes er Gud almægtig, og vi har en lille smule kraft. Gud har skabt alt, men vi kan kun skabe en lille flyvemaskine ligesom de små maskiner, børn leger med. Gud kan skabe millioner af planeter, der svæver i luften. Det er Guds kvalifikation.
Vi kan ikke skabe nogen planet. Selv hvis vi kunne skabe en planet, hvad ville vi så få ud af det? Gud har skabt millioner af planeter. Men vi har også en kreativ kraft. Gud har evner, og vi har evner. Men Hans evner og vores evner er uden sammenligning. Hvis jeg siger: “Jeg er Gud,” opfører jeg mig tåbeligt. Jeg kan påstå, at jeg er Gud, men hvilke ekstraordinære handlinger har jeg udført for at kunne udnævne mig selv til Gud? Det er ren og skær uvidenhed. Maya har forkvaklet intellektet hos dem, der tror, at de er Gud. Vores forhold til Gud er, at Han er stor, og vi er små. I Bhagavad-gita siger Krishna klart og tydeligt: “Alle levende væsener er Mine ekspansioner. Kvalitativt er de ét med Mig, men kvantitativt er de anderledes.” Vi er på én og samme tid ét med og forskellige fra Gud. Det er vores forhold. Vi er ét, fordi vi har de samme kvaliteter som Gud. Men hvis vi studerer os selv minutiøst, vil vi opdage, at selv om vi har mange gode kvaliteter, er Gud os kvantitativt overlegen.
Vi kan ikke opfinde noget, der ikke findes i Gud. Det lader sig ikke gøre. Derfor står der i Vedanta-sutra, at alt, vi besidder, også findes i Gud. Det udstråler fra Gud. Fordi vi er små, og fordi vi er begrænsede, er vores forhold til Gud at være Hans evige tjenere. Det er også almindeligt i den materielle verden, at en mand tjener en mere kyndig mand, der er i stand til at give ham en god løncheck. Den naturlige konklusion er altså, at fordi vi er små, er det vores pligt at tjene Gud. Vi har intet andet formål. Vi er alle forskellige ekspansioner af den oprindelige enhed.
En maskinskrue har værdi, fordi den indgår i en helhed. Men hvis skruen tages ud af maskinen, eller hvis den går i stykker, er den værdiløs. Min finger er millioner af kroner værd, så længe den er knyttet til og tjener min krop. Men hvad er dens værdi, hvis den fraskæres min krop? Ingenting. På samme vis er vi meget små Gudspartikler. Derfor er vi forpligtigede til at samstemme vores energi med og samarbejde med Ham. Det er vores forhold. Ellers er vi værdiløse. Vi er afskårne. Hvis fingeren bliver ubrugelig, siger doktoren: “Amputér fingeren, ellers vil resten af kroppen fordærves.” Hvis vi bliver gudløse, bliver vi på samme måde afskårne fra vores forhold til Gud og sendes ned for at lide i den materielle verden. Hvis vi igen forsøger at knytte os til Guddommens Højeste Personlighed, genoplives vores forhold.