Af Srila Prabhupada (Oversat af Christopher Thuesen)

Ethvert eftertænksomt menneske vil stille det fundamentale spørgsmål: “Hvad er formålet med livet?” Desværre øges vores besvær med at finde den egentlige mening af, at tusindvis af modstridende filosofier, religioner, ideologier og deres tilhængere strides om vores loyalitet.

Srila Prabhupada giver her i artiklen simpel og oplysende vejledning. Artiklen er hentet fra et kapitel i bogen Science of Self Realization.

Dagens emne er vores relation til Gud. Det er selverkendelse. Sankirtana-bevægelsen er den nemmeste proces til selverkendelse, da den renser hjertet. Fejlopfattelsen af vores identitet forårsages af det støv, der dækker sindet. Man kan ikke se sig selv i et støvet spejl. Men hvis det er klart, kan man se sig selv. Meditation er altså en hjerterenselsesproces. At give sig til at meditere betyder, at man forsøger at forstå sit forhold til den Højeste.

Alt, vi kommer i kontakt med, danner vi et forhold til. Lige nu sidder jeg på en pude, så forholdet mellem os er, at jeg sidder, og puden giver mig understøttelse. I er englændere eller indere, så I har et forhold til jeres samfund, familie og venner. Hvad er vores forhold til Gud da?

Hvis vi laver en rundspørge blandt alle mennesker, vil meget få være i stand til at forklare deres forhold til Gud. De siger: “Hvad er Gud? Gud er død. Jeg tror ikke på Gud for slet ikke at tale om et forhold.” Fordi deres hjerter er dækkede af disse urene ting, kan de ikke se. Vi har et forhold til alt. Hvorfor forsøger vi ikke at forstå vores forhold til Gud? Skulle det være intelligens? Nej, det er uvidenhed.

Alle skabninger i denne materielle verden er dækkede af den materielle naturs tre kvaliteter. Derfor kan de ikke se Gud. De kan ikke forstå Gud, ej heller prøver de at forstå Ham. Men Gud er til stede. I England er det tåget om morgenen, så man kan ikke se Solen bag tågen. Men skulle det betyde, at der ingen sol er? Vi kan ikke se den, fordi vores øjne er tildækkede. Men hvis man sendte et telegram til en anden del af verden, ville folk der bekræfte: “Ja, Solen er her. Vi kan se den. Den stråler og er fuld af lys.” Så hvis man benægter Guds eksistens, eller hvis man ikke kan forstå sit forhold til Gud, betyder det, at man mangler viden. Det er ikke, fordi Gud ikke findes. Vi er i en mangeltilstand. Solen er ikke tildækket. Solen er enorm – mange, mange gange større end Jorden. Skyerne kan højst strække sig 15, 30 eller 150 km på himlen. Hvordan skulle skyerne så kunne dække for Solen? Nej, skyerne kan ikke dække for Solen. De dækker vores øjne. Hvis en kanin bliver angrebet, og den ikke formår at forsvare sig selv, lukker den sine øjne og tænker: “Nu er min fjende forsvundet.” Ligeledes er vi dækkede af Guds ydre energi og tror: “Gud er død.”

Herren har tre slags energier. I Visnu Purana beskrives den Højeste Herres energier. I Vedaerne i Upanisaderne er der også beskrivelser af den Højeste Herres energier. Parasya saktir vividhaiva sruyate (Svetasvatara Upanisad 6.8.) Sakti betyder “energi”. Herren har talrige energier. Vedaerne siger: “Gud har intet at foretage sig.” Vi bliver nødt til at arbejde, fordi vi besidder ingen andre midler til at opretholde eksistensen – vi må spise, vi længes efter at nyde dit og dat – men hvorfor skulle Gud dog arbejde? Gud er ikke tvunget til at arbejde. Hvordan kan vi så påstå, at Gud har skabt universet? Er det ikke en slags arbejde? Nej. Hvordan fandt det så sted? Hans mangefacetterede energier er så kraftfulde, at de handler naturligt og er fulde af viden. Vi kan observere, hvordan en blomst systematisk blomstrer, vokser og danner mange farver – en lille plet på denne side, en lille plet på den anden side, hvid på denne side, hvid på den anden side. Sommerfuglen er også et godt eksempel på kunstnerisk symmetri. Alt males, men på så perfekt og øjeblikkelig en måde, at vi ikke opdager hvordan. Vi kan ikke forstå, hvordan det kan lade sig gøre, men det udføres af Herrens energi.

Det er på grund af mangel på viden, at folk siger, at Gud er død, at der ikke findes nogen Gud, eller at vi ikke har noget forhold til Gud. Disse tanker kan sammenlignes med tankerne hos en person, der hjemsøges af spøgelser. Ligesom en hjemsøgt person siger alt muligt vrøvl, siger vi, at Gud er død, hvis vi bliver dækket af Guds illusoriske energi. Men det er ikke sandt. Derfor afhænger vi af denne recitationsproces for at rense vores hjerte. Påbegynd denne simple proces med at recitere Hare Krishna-mantraet. I vores familieliv, i vores klub, i vores hjem, på vejen – overalt – kan vi recitere Hare Krishna på denne måde, og mørket, der tynger vores hjerte og skjuler vores sande position, vil fordufte. Så vil vi opdage vores sande naturlige position.

Herren Caitanya Mahaprabhu anbefalede: ceto-darpana-marjanam [Cc. Antya 20.12]. Marjanam betyder “rense”, og darpanam betyder “spejl”. Hjertet er et spejl. Det er ligesom et kamera. Ligesom et kamera tager alle mulige slags fotografier både dag og nat, tager vores hjerte også fotografier og opbevarer dem på et ubevidst stadie. Det er psykologerne godt klar over. Hjertet tager adskillige billeder, og derfor tildækkes det. Vi er ikke klar over, hvornår det begyndte, men det er et faktum, at vores virkelige identitet bliver skjult via materiel kontakt. Derfor ceto-darpana-marjanam: Man må rense sit hjerte.

Der er forskellige hjerterenselsesprocesser – jnana-processen, meditationsprocessen, fromme aktiviteter. Karma renser også hjertet. Hvis man opfører sig meget fromt, renses hjertet gradvist. Men selv om disse processer bliver anbefalet for at rense hjertet, er de meget svære at udføre i denne tidsalder. For at følge den filosofiske videns vej kræver det, at man bliver en meget lærd person, man skal læse stakkevis af bøger, man må henvende sig til lærde professorer og fagkyndige og spekulere. Man må finde en person, der er oplyst. Alt dette hører til den filosofiske proces. Meditation er også en anbefalet proces. Man skal spørge sig selv: “Hvem er jeg?” Overvej blot: ”Er jeg denne krop? Nej.” ”Er jeg denne finger? Nej, det er min finger.” Hvis man funderer over sit ben, vil man opdage: “Aha, det er altså mit ben.” Det vil gå op for én, at alt er “mit”. Men hvor er dette “jeg”? Alt er mit, men hvor er “jeg”? Meditation betyder at lede efter dette “jeg”.

Ægte meditation betyder koncentration af alle sanser på denne vis. Men den meditationsproces er meget besværlig. Man må beherske samtlige sanser. Sanserne trækker én ud i det ydre, men man må tvinge dem indad til introspektion. Derfor er der otte processer i yoga-systemet. Den første går ud på at beherske sanserne gennem regulerende principper. Dernæst siddestillinger – det vil hjælpe én med at koncentrere sindet. Hvis man sidder tilbagelænet, er det ikke godt. Hvis man sidder oprejst, hjælper det. Derefter beherskelse af åndedrættet, så meditation og til slut samadhi. Men i vore dage er det yderst vanskelige processer. Ingen kan udføre dem umiddelbart. De såkaldte yoga-processer er fragmentariske – kun siddestillingerne og nogle få åndedrætsøvelser praktiseres. Det er ikke tilstrækkeligt til at bringe én til perfektion. Den virkelige yoga-proces er særdeles møjsommelig i denne tidsalder, selv om det er en anbefalet vedisk proces. På samme måde kan man forsøge at opnå viden gennem den spekulative filosoferingsproces: “Dette er Brahman, dette er ikke Brahman, så hvad er Brahman? Hvad er sjælen?” Sådanne empiriske filosofiske diskussioner anbefales også, men de er ubrugelige i denne tidsalder. (Fortsættes i næste nummer)