En flok kaniner blev engang plaget af en løve. Igen og igen dræbte og åd løven den ene kanin efter den anden. Til slut opsøgte kaninerne løven og spurgte, om de ikke kunne have en aftale, at de hver uge sendte løven én kanin, som han kunne æde og lade de andre være i fred. Dette gik løven med til.
Dagen kom for den første kanin, der blev sendt af sted med et tungt hjerte. Ja, han havde svært ved at gå hen til løven og tog sig også rigtig god tid, for hvad havde han at skynde sig for?
Da kaninen endelig kom hen til løven, brølede løven: ”Hvorfor er du for sent?“
Kaninen svarede: ”Det er ikke min skyld. Jeg ville være kommet til tiden, hvis ikke det havde været for den anden løve dernede ad vejen. Jeg måtte flygte og gemme mig for ham.“
Løven sagde forbavset: ”Er der en anden løve her?“
”Ja,“ svarede kaninen. ”Jeg kan vise dig, hvor han er.“
Kaninen tog løven med tilbage og viste ham en brønd.
”Dernede er den anden løve,“ sagde kaninen.
Løven sprang op på brøndens kant og kiggede ned. Og rigtigt nok, dernede i vandspejlet så han en anden løve. Løven blev rasende og brølede ad løven nede i brønden. Løven i brønden åbnede gabet samtidigt og brølede tilbage, hvorved løven angreb den anden løve, sprang ned i brønden og druknede.
Srila Prabhupada bemærkede, at man kan bruge én stor mand i denne verden imod en anden stor mand, når man ønsker at opnå noget.