En frygtelig løve terroriserede alle skovens dyr, så en dag holdt dyrene et møde og blev enige om at lave en aftale med løven.
”Min gode herre,” foreslog dyrene løven. ”Lad være med hele tiden at jage os alle og slå os ihjel. Fremover lover vi, at hver dag kommer en af os frivilligt, så du kan spise ham. Til gengæld skal du lade os andre være i fred.”
Det gik løven med til.
En dag var det en kanins tur til at være løvemiddag. Så han lagde en plan. Han startede med at komme for sent til løven. Løven var rasende. ”Hvorfor er du kommet for sent? Jeg er sulten, og du kom ikke.”
Kaninen svarede: ”Kære løve, jeg blev forhindret på min vej.”
Løven spurgte: ”Forhindret af hvad?”
Kaninen svarede: ”Af en anden løve, der ville slå mig ihjel. Men jeg sagde til ham, at han ikke måtte spise mig, for jeg skulle spises af dig.”
Løven rejste sig og sagde: ”Hvor er den løve henne?”
Kaninen sagde: ”Jeg skal vise dig, hvor han bor,” og tog løven med hen til en brønd. ”Dernede bor han,” sagde kaninen.
Løven kiggede ned i brønden. Nede i brønden så han rigtigt nok en løve kigge op ham. Han brølede vredt af løven i brønden. Et halvt sekund senere brølede løven i brønden tilbage af ham. Løven havde fået nok, og rasende sprang han ned i brønden for at dræbe den anden løve og druknede.
Sådan slog en kanin en løve ihjel.
(Fortalt af Srila Prabhupada. Prabhupada kommenterede, buddhir yasya balam tasya: ”Den, der har intelligens, har styrke.”)