Af Srila Prabhupada
Den vediske litteratur er speciel blandt alle verdens skrifter, for den giver i detaljer en praktisk proces, gennem hvilken man kan rense sin bevidsthed og se Gud ansigt til ansigt. I denne forelæsning fra Los Angeles den 15. august 1972 forklarer Srila Prabhupada: ”Man må være virkelig ivrig efter at se Gud. Man må være meget seriøs og tænke: ”Ja, jeg har hørt om Gud. Så hvis Gud findes, må jeg se Ham.”
tac chraddadhana munayo
jnana-vairagya-yuktaya
pasyanty atmani catmanam
bhaktya sruta-grhitaya
”Den oprigtigt videbegærlige elev eller vismand, der er veludrustet med viden og utilknytning, erkender den Absolutte Sandhed ved at gøre hengiven tjeneste i henhold til, hvad han har hørt fra den vediske litteratur, Vedanta-sruti.” [Srimad-Bhagavatam 1.2.12]
Folk spørger somme tider: ”Har du set Gud?”, eller ”Kan du vise mig Gud?” Nogle gange møder vi disse spørgsmål. Svaret er: ”Ja, jeg ser Gud. Du kan også få Gud at se. Alle kan se Gud. Men du må have kvalifikationen.”
Lad os sige, at der er noget galt med en bil. Den kan ikke køre. Alle kan se det, men en mekaniker ser det på en anden måde. Han er kvalificeret til at se det med større forståelse. Han erstatter en manglende del, og med det samme kan bilen starte. Men selv om vi har brug for så mange kvalifikationer for at kunne se en maskine, vil vi se Gud uden nogen kvalifikation. Hvor fjollet! Folk er sådanne slyngler og tumper, at de ønsker at se Gud med deres indbildte kvalifikationer.
Krishna udtaler i Bhagavad-gita, naham prakasah sarvasya yoga-maya-samavrtah: ”Jeg afslører Mig ikke for alle. Min energi, yogamaya, dækker mig for deres syn.” Så hvordan kan man se Gud uden videre? Men denne slyngelagtighed foregår – denne ”Kan du vise mig Gud?”, og ”Har du set Gud?” Gud er blevet sådant et stykke legetøj, at bedragerne opreklamerer et almindeligt menneske ved at sige: ”Her er Gud. Her er en inkarnation af Gud.”
Na mam duskrtino mudhah prapadyante naradhamah. Syndige slyngler, fjolser, menneskehedens laveste – de spørger sådan: ”Kan du vise mig Gud?” Hvilken kvalifikation har de fået, ved hvilken de kan se Gud? Her er kvalifikationen: tac chraddadhana munayah. Man må for det første have tro (sraddadhana). Man skal virkeligt være meget ivrig efter at se Gud. Ikke, at man tager det som en pjattet ting – ”Kan du vise mig Gud?” – eller som magi. De tror, at Gud er magi. Nej, man skal være meget seriøs og tænke: ”Ja, jeg har hørt om Gud. Så hvis Gud findes, må jeg se Ham.”
Der er en historie i denne forbindelse. Den er meget lærerig, så lyt opmærksomt. En professionel foredragsholder reciterede Srimad-Bhagavatam offentligt og beskrev, hvordan Krishna er udsmykket med alle former for juveler, når Han går ud i skoven med køerne. En tyv var til stede i det møde og tænkte: ”Hvorfor ikke tage til Vrindavana og plyndre denne dreng? Han er ude i skoven med så mange værdifulde juveler. Jeg kan tage derhen, fange barnet og tage alle juvelerne.” Det var hans hensigt. Han var seriøs. ”Jeg skal finde den dreng,” tænkte han. ”Så kan jeg på én nat blive millionær.”
Tyvens kvalifikation var hans følelse: ”Jeg må se Krishna! Jeg må se Krishna!” Den iver, den ivrighed, gjorde det muligt for ham faktisk at få Krishna at se i Vrindavana. Han så Krishna på præcis samme måde, som Srimad-Bhagavatam-recitatoren havde beskrevet. Så sagde tyven: ”Åh, Du er sådan en god dreng, Krishna.” Han begyndte at smigre Ham. Han troede, at ved at smigre Ham ville det være nemt for ham at tage alle juvelerne.
Dernæst kom han til sagen: ”Må jeg ikke tage nogle af disse smykker? Du er så rig.”
”Nej, nej, nej,” svarede Krishna. ”Min mor bliver vred! Jeg kan ikke give dem væk.” Krishna spillede rollen nøjagtigt som et barn.
Tyven blev mere og mere ivrig efter, at Krishna skulle give ham juvelerne, men ved at være sammen med Krishna blev han renset. Til sidst sagde Krishna: ”Godt, du må gerne tage dem,” men nu ville tyven ikke have dem længere. Han blev en hengiven med det samme, for i Krishnas selskab var han blevet fuldstændigt renset. På en eller anden måde bør man komme i kontakt med Krishna. Da vil man blive renset.
Gopierne er et andet eksempel på stor ivrighed efter at se Krishna. Gopierne kom for at se Krishna, fordi de var fortryllet af Hans smukke træk. De var unge piger, og Krishna var utroligt smuk. I virkeligheden var de lystne, da de kom til Krishna, men Krishna er så ren, at de blev førsteklasses hengivne. Der er ingen sammenligning med gopiernes hengivenhed, for de elskede Krishna med hjerte og sjæl. Det er kvalifikationen. De elskede Krishna så meget, at de var ligeglade med deres familie og omdømme, da de gik ud midt om natten. Krishnas fløjte kunne høres, og de flygtede alle fra deres hjem. Deres fædre, deres brødre og deres mænd sagde alle: ”Hvor tager I hen? Hvor skal I hen her midt om natten?” Men gopierne var ligeglade. De tilsidesatte deres børn, deres familie, alting. Deres eneste tanke var: ”Vi skal ud til Krishna.”
Denne ivrighed er nødvendig. Vi skal være meget, meget ivrige efter at se Krishna. Mange gopier, der med magt blev afholdt fra at tage ud til Krishna, opgav deres liv på grund af en stærk følelse af savn. Denne ivrighed er påkrævet, så kan man se Gud. Uanset om man er lysten eller en tyv eller morder eller hvad som helst, må man på en eller anden måde udvikle denne ivrighed, dette ønske: ”Jeg må se Krishna.” Så vil man få Krishna at se.
Den første ting, Krishna ser efter, er, hvor ivrig man er efter at få Ham at se. Krishna responderer. Hvis man virkeligt er ivrig efter at se Krishna, uanset om man er lysten, man vil stjæle hans smykker, eller man på en eller anden måde er blevet tiltrukket af Krishna, er det sikkert, at éns bestræbelse vil krones med held. Men man må kun ønske Krishna og intet andet. I denne forbindelse har Rupa Gosvami skrevet et vers:
smeram bhangi-traya-paricitam saci-vistirna-drstim
vamsi-nyastadhara-kisalayam ujjvalam candrakena
govindakhyam hari-tanum itah kesi-tirthopakanthe
ma preksisthas tava yadi sakhe bandhu-sange ’sti rangah
Ideen er, at den ene gopi råder den anden gopi: ”Min kære ven, der er en dreng – Hans navn er Govinda. Han står på bredden af Yamuna nær Kesi-ghata, og Han spiller på Sin fløjte. Han er så utroligt smuk, specielt på denne fuldmåneaften. Hvis du gør dig nogen ide om at nyde i denne materielle verden med dine børn, mand eller andre familiemedlemmer, så gå ikke derhen.” Bhangi-traya: Krishna står i Sin trebøjede form med Sin fløjte. Det er Krishnas tri-bhanga-form, der krummer sig på tre steder. Så den ene gopi siger til den anden: ”Hvis du fortsat har noget ønske om at nyde dit liv i denne materielle verden, så gå ikke hen og se Krishna. Lad være med at tage derhen.” Ideen er, at hvis man ser Krishna bare én gang, vil man glemme hele denne meningsløse materialis-tiske nydelse. Det er, hvad det indebærer at få Krishna at se.
Da Dhruva Maharaja så Krishna, sagde han, svamin krtartho ’smi varam na yace: ”Min kære Herre, jeg vil ikke have andet.” Dhruva Maharaja drog af sted for at se Krishna for at få sin fars kongerige, og da han så Krishna, tilbød Krishna ham: ”Bed nu om enhver velsignelse, du vil have.” Dhruva svarede: ”Min kære Herre, jeg har ikke længere noget ønske.” Det er at få Krishna at se.
Hvis man er ivrig efter at få Krishna at se, uanset hvilket motiv man har, vil man på en eller anden måde se Krishna på grund af sin ivrighed. Det er den eneste kvalifikation.
I et andet vers udtaler Rupa Gosvami, krsna-bhakti-rasa-bhavita matih kriyatam yadi kuto ‘pi labhyate (jeg har oversat ordene Krishna-bevidsthed fra krsna-bhakti-rasa-bhavita). Her råder Rupa Gosvami: ”Hvis Krishna-bevidsthed er til at få, så køb det med det samme. Vent ikke. Det er sådan en fin ting.” Ja, Krishna-bevidsthed er til at få. Man kan købe det fra denne Krishnabevidstheds-bevægelse. Men hvad er prisen? Det er sådan en fin ting, men man er nødt til at betale prisen. Hvad er den? Tatra laulyam api mulyam ekalam: blot ens ivrighed. Det er prisen. Man er nødt til at betale den pris. Så får man Krishna omgående. Krishna er ikke fattig, og sælgeren af Krishna – Krishnas hengivne – er heller ikke fattig. Han kan uddele Krishna gratis, og det gør han. Man er blot nødt til at købe Ham med sin ivrighed.
Nogle kan sige: ”Åh, ivrighed? Jeg har ivrighed.” Næ, men det er ikke så let. Janma-koti-sukrtair na labhyate: denne ivrighed kan ikke fås selv ved at udføre fromme aktiviteter i millioner af liv. Hvis man blot fortsætter med at gøre fromme aktiviteter, er den ivrighed stadig ikke til rådighed.
Denne ivrighed er en meget vigtig ting, men den kan kun vækkes gennem selskab med hengivne. Derfor giver vi alle en chance for at vække deres ivrighed. Så vil man få Gud at se ansigt til ansigt. Meningen med dette liv er at se Krishna. Det er ikke beregnet til at blive hunde og svin. Desværre træner hele den moderne civilisation mennesker til at blive hunde og svin. Dette er den eneste institution – denne Krishnabevidstheds-bevægelse – der underviser folk i, hvordan man får Krishna at se. Den er så vigtig.
Tac chraddadhana munayo jnana-vairagya-yuktaya. Igennem ivrighed vil man automatisk blive beriget med viden og utilknytning. Viden betyder ikke: ”Nu har vi opdaget atombom-ben.” Det er ikke viden. Hvad for en viden er det? Folk dør allerede, og man har opdaget noget, der fremskynder døden. Men vi giver viden om, hvordan man standser døden. Det er Krishna-bevidsthed. Det er viden. Jnana-vairagya-yuktaya. Og så snart man får denne viden, bliver man automatisk utilknyttet til hele denne meningsløse materialistiske lykke.
Mange tak.