Af Jahnu Dasa
Gud har to illusoriske kræfter – mahamaya og yogamaya. Mahamaya hensætter de faldne sjæle i den materielle verden i illusion. Yogamaya en den illusoriske energi, der påvirker de befriede sjæle i Vrindavana.
Kort kan det siges, at mahamaya dækker os betingede sjæle, og yogamaya dækker Krishna og Hans hengivne. Mahamaya tilhører Krishnas ydre energi, og yogamaya tilhører Krishnas indre energi.
Yogamaya er den illusion, der hersker i den åndelige verden og får Krishna og Hans hengivne til at glemme, at Han er Gud, så de kan hengive sig til de forskellige forhold, de måtte have til Krishna.
Krishnas forældre i Vrindavana forholder sig f.eks. til Krishna som deres barn. For at forøge deres kærlighed som forældre dækker yogamaya dem, så de ikke ved, at Krishna er Gud. Det er svært at relatere til dit lille barn på behørig vis, hvis du ved, at barnet er Gud. Så Krishnas forældre bliver dækket af yogamaya, så de kan fordybe sig i Krishnas leg med dem.
De får af og til åbenbarelser om Krishnas guddommelighed, som da Moder Yasoda fik åbenbaret al tid og rum, da hun kiggede ind i Krishnas mund for at se, om Han havde spist jord, sådan som Hans kammerater havde beskyldt Ham for.
Yogamaya dækker også Krishna, så Han af og til glemmer, at Han er Gud. Når Moder Yasoda løber efter Krishna med en kæp i hånden, fordi Han har været uartig, er det ikke sådan, at Krishna tænker: ”Jeg er faktisk Gud, men jeg leger lille barn med Yasoda.” Når Krishna flygter fra sin mor med tårer i øjnene, er Han faktisk bange for hende.
Dette er yogamayas virke for at hjælpe Krishna til at have det mere sjovt, når Han opfører sig som et almindeligt menneske. Som Visnu eller Narayana glemmer Gud aldrig Sig Selv. Men som Krishna glemmer Gud Sig Selv. Krishna tillader Sig Selv at komme under yogamayas indflydelse, alt sammen for at have det mere sjovt.
Visvanatha Cakravarti Thakura har udtalt i en af sine kommentarer til Srimad-Bhaga-vatams 10. Bog, at det, der forvirrer vismændene allermest, er, når Krishna kommer ned til Jorden og spiller almindeligt menneske. F.eks. er der en episode med Brahma, der simpelthen ikke kunne fatte, at den lille dreng, der spiser frokost med sine venner på bredden af Yamuna med tykmælk løbende ud mellem sine fingre, i virkeligheden er Gud.
Srimad-Bhagavatam beskriver også en morsom hændelse. Både Krishna og Balarama var til stede blandt tilskuerne på tribunen under Draupadis svayamvara. Svayamvara er den ceremoni, hvor forskellige konger kan bejle om en prinsesses gunst.
Blandt bejlerne var også Arjuna forklædt som en brahmana. Arjuna kom inkognito, fordi Pandavaerne på det tidspunkt var tvunget til at leve i eksil uset af alle. Så Krishna læner sig over mod Balarama: ”Hej broder, er det ikke Arjuna dernede, ham brahmanaen?” Balarama tænker sig lidt om og svarer: ”Hhmmm, Jeg tror faktisk, Du har ret. Det ligner faktisk Arjuna forklædt som en brahmana.
Så her har vi Gud, den alvidende Oversjæl i hjertet på alle levede væseners hjerter, læne sig over mod Gud (Balarama er Krishnas første ekspansion og dermed også Gud) og spørge: ”Prøv at se der. Tror Du, det der er Arjuna?” Og Gud svarer. ”Jeg tror sandelig, Du har ret.”
Når Gud leger som et almindeligt menneske, er det alt sammen arrangeret af yogamaya, hvis opgave det er at facilitere Krishnas lege i den materielle verden.