Af Jahnu Dasa

Den materielle verden er dualismens verden. Vi bedømmer alting i forhold til dets modsætning. Yderst set er der tale om dualiteten mellem godt og ondt.

Vi forstår kun det gode i forhold til det onde. I den kristne kirke har man ideen om, at Gud er god, og Satan er ond. Den teologi har dog et problem, nemlig at den gør Gud afhængig af Satan for at være god. Kirken har gjort Gud dualistisk.

Det problem har man ikke i vedisk teologi, for her er Gud Absolut, dvs. hævet over godt og ondt.

Dualiteten mellem godt og ondt har ingen gang på jorden i forhold til den Absolutte Sandhed – Gud. Og vi behøver Gud til at stadfæste godt og ondt for os. Hvis Gud ikke definerer godt og ondt, hvis verden virkelig er relativ, som det hævdes i ateismen, er forståelsen af godt og ondt blot overladt til menneskers ideer og spekulationer. Hvad der for nogle mennesker synes godt, vil for andre synes dårligt.

For eksempel er kødindustrien (dyreslagtning) ifølge den vediske opfattelse rendyrket ondskab. I Danmark anses det blot for at være en god forretning. Hvem skal bedømme, hvem der har ret, hvis ikke Gud?

Noget bliver selvfølgelig ikke rigtigt af, at det står i nogle skrifter, eller fordi nogle tror på det. Derimod bliver noget rigtigt af, at det er evig, overleveret viden – viden, der kan undersøges og verificeres gennem den rette metode.

I den vediske tradition har man tre referencepunkter for at sikre sig, at teologien er rigtig – guru, sadhu og sastra, dvs. den åndelige mester, vismændene og skrifterne. De skal alle tre være i overensstemmelse med hinanden. Desuden giver Gud i Bhagavad-gita os en videnskabelig proces, igennem hvilken man kan undersøge filosofien og få den bekræftet.

I den moderne naturvidenskab har man kun stof som undersøgelsesobjekt. Man observerer og studerer materien i dens utallige vekselvirkninger. I den åndelige videnskab har man bevidsthed som forsøgsobjekt, og man undersøger materiens indflydelse på bevidstheden og sindet. I den åndelige videnskab undersøger man bevidsthed. Man har sin egen bevidsthed som forsøgsobjekt. Man begrænser ikke sine studier til noget uden for sig selv.

Derfor er den åndelige videnskab den materielle videnskab overlegen. Den materielle videnskab rækker ikke til at forstå den virkelighed, vi lever i. Og hvorfor gør den ikke det? Fordi naturvidenskaben intet fornuftigt har at sige om vores bevidste oplevelse af verden. Den taler kun om materiens vekselvirkninger, men siger intet om vores oplevelse af disse. Og det er vores oplevelse af verden, der er det mest grundlæggende ved den virkelighed, vi befinder os i.

Kun den åndelige videnskab kan hjælpe os til at forstå selvet og dets relation til verden og Gud. Derfor siger Krishna:

”Af al skabelse er Jeg begyndelsen og enden tillige med midten, O Arjuna. Af alle videnskaber er Jeg videnskaben om selvet, og blandt logikere er Jeg den afgørende sandhed.” (Bg. 10.32)

Så er der mennesker, der hævder, at de ikke behøver Gud til at fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert. Men i stedet for Gud eller religion til at fortælle os, hvad der er rigtigt og forkert, har vi så samfundet, loven, familien, tradition, kultur osv. til at fortælle os dette. Eller vi har vores eget sind til at fortælle os, hvad vi må og ikke må, men det er igen baseret på noget, vi har lært fra andre.

Den eneste forskel, når vi skal bedømme rigtigt og forkert, er således hvem, vi har valgt som vores autoritet – hvem vi vælger at lytte til. Alle er blevet oplært i, hvad der er rigtigt og forkert af den kultur, de er vokset op i. Hvordan ved vi ellers, hvad der er rigtigt og forkert?

Nogle hævder, at det kan man selv afgøre. Det er noget, man kan føle. Men hvis man er sin egen autoritet, er det det samme som ingen autoritet. Hvis det blot er op til ens eget sind at fortælle én, hvad der er rigtigt eller forkert, kan hvad som helst være rigtigt eller forkert. Så spiller det ingen rolle, hvad vi gør, for vores eget sind kan retfærdiggøre hvad som helst.

Og hvordan kan man være sikker på, at det, éns sind fortæller én, er rigtigt? Hvordan kan man vide, at det, man føler, er rigtigt? Hvis nu en eller anden psykopat føler sig foranlediget til at angribe folk på gågaden med et baseballbat, er det så ok? Hvis vi alle er vores egen autoritet, burde der jo ikke være noget galt i det, vel?

Faktum er, at vi ikke engang ville vide, at to og to er fire, hvis vi ikke havde lært det fra nogen. Og de ville ikke vide det, hvis de ikke havde lært det af nogen, der vidste det osv. Regning og matematik er ikke noget, man kan spekulere sig frem til. Det er noget, man lærer under sin opvækst. Hvis vi var vokset op helt uden menneskelig stimuli, ville vi ikke vide, at to og to er fire.

På samme måde, som man kan vide, at to og to er fire, nemlig ved at lære det fra nogen, der ved det, kan man vide, hvem Gud er, og hvad meningen er med alting. Man kan vide det ved at lære det fra dem, der ved det. Og hvem ved, hvad Gud og meningen med livet er? Det gør vismændene i den vediske kultur, og de har videregivet den viden ned gennem historien via rækken af åndelige mestre.

Krishna siger:

”Forsøg blot at lære sandheden at kende ved at nærme dig en åndelig mester. Udspørg ham i ydmyghed og tilbyd ham din tjeneste. De selvrealiserede sjæle kan videregive dig viden, for de har set sandheden.” (Bg. 4.34)