Engang ansatte en godsejer en professionel brahmana som præst i sit private tempel. Brahmanaen tænkte: ”Hvor ofres der mange lækre retter på alteret her, men de bliver alle givet til godsejeren og hans familie. Jeg ville ønske, jeg også kunne smage dem, men der er så mange vagter hele tiden, at jeg vel må stille mig tilfreds med fem rupier om måneden.”
En dag kom godsejeren med nogle førsteklasses amrtasagar og agnisvar bananer. Idet han gav dem til præsten, bad han: ”O Pujari! Vil du ofre disse bananer til Sri Krishna med al den hengivenhed, du har, og bagefter sende dem alle over til min private lejlighed. Nogle af mine venner kommer i dag, og bananerne er til dem.”
Ved middagstid kom godsejeren over til alteret for at se, om bananerne virkeligt blev ofret til Krishna. Han opdagede, at alteret var lukket og låst indefra, hvilket betød, at der var en derinde.
Og faktisk var præsten inde på alteret. Imens han lod, som om han ofrede bananerne, spiste han selv nogle af dem. ”Hvornår får jeg nogensinde igen en chance for at spise sådanne gode bananer. Jeg er sikker på, at ingen opdager det, hvis jeg spiser et par stykker,” tænkte han. Sådan sad han inde ved alteret, da godsejeren bankede på døren.
”Er der nogen derinde på alteret?” råbte godsejeren.
Præsten svarede med det samme: ”Øh, ah, jeg spiser ikke bananerne.” Godsejeren forstod med det samme, at præsten var i færd med at spise de kostbare bananer.
Fortalt af Bhaktisiddhanta Sarasvati. Den, der forsøger at retfærdiggøre eller forsvare sig selv, må have urent mel i posen, for om så hele verden kritiserer en virkelig helgenagtig person eller hengiven, vil han aldrig forsøge at forsvare sig selv.