Af Jahnu Dasa

I den menneskelige livsform kan sjælen enten hæve sig eller degradere sig selv. Det falske ego opdager man, når man får øje på den mekanisme, der får os til at tro, vi er mænd eller kvinder, gamle eller unge, smukke eller grimme, hvide eller sorte osv.

Alle disse materielle betegnelser beskriver kun kroppen og dens kultur. De beskriver ikke selvet. Selvet kan beskrives som observanten. Man kan ikke beskrive selvet gennem at beskrive det, der observeres af selvet. At forstå, at der er forskel på observanten og det, der observeres, er det første trin i åndelig erkendelse. Det første trin i åndelig viden er med andre ord at forstå, at der er forskel på ånd eller bevidsthed og materien. Bevidstheden (ånd) er observanten, og materien er det, der observeres. Det er derfor, ateister per definition er mindre intelligente. De skelner ikke mellem bevidsthed og materien. De tror, at bevidsthed blot er nogle kemiske vekselvirkninger i hjernen.

Det, der varer ved, dvs. det, der er konstant, er åndeligt, og det, der ikke varer ved, eller med andre ord det, der er midlertidigt, er materielt. Definitionen på virkeligheden er den samme. Det, der varer ved – det konstante – eksisterer, og det, der ikke varer ved – det midlertidige – eksisterer ikke. Materien eksisterer givetvis, men fra en evig synsvinkel har dens evige omskiftelighed ingen relevans. Man kan faktisk godt sige, at for en totalt åndeligt oplyst person eksisterer den materielle verden ikke. Han eller hun ser kun Krishna og Hans energi udbredt overalt.

Krishna siger:

”De, der er seere af sandheden, har konkluderet, at det ikke-eksisterende (den materielle krop) ingen varighed udviser, og at det eksisterende (sjælen) er evigt uden forandring. Dette er de kommet frem til ved at have studeret begges natur.”

Man kan så indvende, at selv om noget er midlertidigt, må det dog stadig eksistere. En hammer eller et hus er givetvis midlertidige, men hammeren gør ikke desto mindre ondt, når den lander på vores tommelfinger. Hvordan kan Krishna da hævde, at kun det varige eksisterer, og at det midlertidige ikke eksisterer? Hvordan giver det mening, når Krishna hævder, at for eksempel et hus eller et træ ikke eksisterer?

Svaret er, at det selvfølgeligt skal ses ud fra en evighedssynsvinkel. Krishna er evig. Han eksisterer i et eneste ekspanderende nu. Et hus eller en hammer er kun kortvarige, flygtige glimt på det evige plan. Ja, det er som om, de slet ikke fandt sted.

Det svarer lidt til den myre, der kravler rundt ude på græsplænen. Spørg dig selv, hvor virkeligt er den myres liv for dig? For myren selv er det yderst vigtigt, hvad den går og laver, men hvad os angår, gør det ingen forskel, om myren eksisterer eller ej.

Brahma er det først skabte levende væsen i universet. Han er skaberguden. Han er den, der har formet materien til verden, som vi kender den. Han lever i ufattelig lang tid. Hans livslængde er beregnet til 311 billioner år, hvilket svarer til universets livslængde. Lad os sige, at jeg fødes, vokser op og bygger et hus. Hvor lang tid varer det? 30 år måske. Hvor lang tid er 30 år ud af 311 billioner år? Hvor ubetydelig en hændelse vil det være i Brahmas liv? Et ubetydeligt øjeblik, et fragment af et sekund, nærmest som om det aldrig var sket.

Og Brahma er blot en almindelig jiva, dvs. en individuel sjæl ligesom dig og mig. Selv han er underlagt illusion. Hans ultramega livslængde er blot et glimt i sjælens evige eksistens, et glimt i evigheden. Når vi tynder Brahmas livslængde på 311 billioner år ud i evigheden, eksisterer den faktisk ikke for slet ikke at tale om de 60, 80 eller 100 år, vi eksisterer på denne planet. Set fra en evighedssynsvinkel eksisterede huset ikke som andet end en kortvarig forandring i materien. På det evige plan har hændelsen ingen konsekvens. Den kunne lige så godt aldrig være sket. Ligegyldigt hvor stort et tidsrum man tager ud af evigheden, er det stadig så godt som ingenting.

De tre begreber – virkelighed, bevidsthed og viden – defineres således i den vediske version i deres forhold til tiden. Virkelighed er konstant i tiden, og illusion forsvinder i tiden. Derfor er kun en eksistens i de åndelige dimensioner at anse for virkelig.

Vores materielle eksistens er uvirkelig på samme måde, som en drøm er uvirkelig. I en drøm oplever vi hele registret af følelser, som vi gør i det såkaldte virkelige liv. Hvornår ved vi, at den frygt eller glæde, vi oplever i en drøm, er uvirkelig? Når vi vågner op.

Læg mærke til, at livet i en materiel krop er præcis lige sådan. Den ekstatiske sex, vi havde for en uge siden, har vi ingen gavn af nu. Det er et minde blot, nøjagtigt som en drøm. Ja, hvad vi lavede for en uge siden, kunne lige så godt have været en drøm. Derfor har kun det evige substans i virkeligheden. Det midlertidige er usubstantielt. Det er derfor, sjælen aldrig kan blive lykkelig i den materielle verden i en materiel krop, ligegyldigt hvor meget sansetilfredsstillelse den nyder.

Kun ved at vende tilbage til sin evige tilstand sammen med Krishna kan sjælen erfare sand lykke.

Krishna siger:

”O lærde Uddhava, de, der fæstner deres bevidsthed på Mig, idet de opgiver alle materielle ønsker, deler sammen med Mig en glæde, som umuligt kan opleves af dem, der er involveret i sansetilfredsstillelse.” (SB. 11.14.12)