Dette er afslutningen på en samtale, Srila Prabhupada havde i Paris med to præster og to kristne akademikere. De to første afsnit blev bragt i de forrige numre. Samtalen blev først bragt i Back to Godhead 29-04 1995.

Madame Siaude: Deres Guddommelige Nåde, som jeg husker det fra at have læst noget af den vediske litteratur, er Gud kendt som antaryami, “vidnet i hjertet.” Betyder det, at vi kan have en direkte oplevelse af Gud i tilgift til, at vi erfarer Ham igennem skrifterne?

Srila Prabhupada: Ja, den direkte oplevelse af Gud er, hvad praktiseringen af yoga går ud på.

Madame Siaude: Jeg vil gætte på, at hvis man stræber efter prapati eller overgivelse, er det en direkte vej til Gud.

Srila Prabhupada: Ja, det er den virkelige proces.

Madame Siaude: Men er overgivelse forskellig fra yoga?

Srila Prabhupada: Nej. Overgivelse er bhakti-yoga. Bhakti, hengivenhed til Gud.

Madame Siaude: Men jeg troede, at overgivelse er noget andet end bhakti.

Srila Prabhupada: Overgivelse er bhakti-yoga.

Madame Siaude: De anser overgivelse for at være bhakti?

Srila Prabhupada: Bhakti, hengivenhed, ja. Overgivelse betyder hengivenhed. For eksempel kan jeg kun overgive mig til dig, når jeg har fuld tro på og hengivenhed til dig. Ellers kan jeg ikke gøre det. Så bhakti-yoga er, hvad der er brug for. Hvis vi blot overgiver os til Gud, vil alting være komplet. Derfor beskriver Herren Krishna i Bhagavad-gita prapati eller overgivelse. Bahunam janmanam ante jnanavan mam prapadyate: “Efter mange, mange liv med bestræbelse på at forstå Gud gennem intellektuel spekulation, overgiver man sig til Mig, når man virkelig er vis.” Og i den næste linie siger Krishna, vasudevah sarvam iti sa mahatma sudurlabhah: “Når man forstår, at Vasudeva eller Krishna er alting, er ens viden perfekt. Men en sådan mahatma eller stor sjæl ses meget sjældent.”

Madame Siaude: Deres Guddommelige Nåde, kan han eller hun, der ikke er inklineret til at studere, opnå Gud ved direkte at overgive sig til Ham?

Srila Prabhupada: Ja, helt sikkert. Det kræver ikke uddannelse, boglig viden eller noget som helst. Hvis man indvilliger i at overgive sig til Guds lotusfødder, er ens liv perfekt. Det står skrevet i den vediske litteratur. Aradhito yadi haris tapasa tatah kim: “Hvis man har overgivet sig selv til Guds lotusfødder og tilbeder Ham, er der ikke længere brug for askese og bodsøvelser.” Og i samme åndedrag, naradhito yadi haris tapasa tatah kim: “Hvis man ikke har lært, hvordan man overgiver sig til Gud og tilbeder Ham, er alle ens askeser og studier værdiløse.”

Ydermere, antar bahir yadi haris tapasa tatah kim: “Hvis man kan se Gud indeni og udenfor, hvad er da behovet for askese?” Og i forlængelse deraf, nantar bahir yadi haris tapasa tatah kim: “Hvis man ikke har lært at se Gud indeni og udenfor, hvad er da værdien af ens askese og bodsøvelser?” Derfor er Gudsrealisering menneskets eneste opgave.

Madame Siaude: Vi er helt enige i, hvad De siger.

Fader Fransad: På samme tid ser vi ud til at have en selvmodsigelse her, Deres Guddommelige Nåde. For nogle minutter siden sagde De: ”Først må vi lære om Gud, og derefter vil vi vide, hvordan vi skal bede til Gud.” Men nu synes De at sige: ”Hvis man overgiver sig til Gud, er der ingen grund til at lære om Ham først.”

Srila Prabhupada: Vi siger: ”Religion betyder at elske Gud, og man kan ikke elske Gud, medmindre man lærer, hvad Gud er.” Det betyder, at man er nødt til at lære om Gud. Kun da kan der være virkelig religion.

Fader Fransad: Så selv hvis vi ikke har boglig viden, kan Gud åbenbare Sig Selv direkte for os?

Srila Prabhupada: Ja, det er sandt. Hvis man virkelig er en hengiven, vil Gud åbenbare Sig Selv. Det står skrevet i den vediske litteratur. Atah sri-krsna-namadi na bhaved grahyam indriyaih: Man kan ikke forstå Guds form, navn, egenskaber og lege med disse sløve sanser. Disse nuværende materielle sanser kan ikke erkende Gud. Så hvordan kan man erkende Gud? Sevonmukhe hi jihvadau: Når man tjener Ham med sin tunge, afslører Gud gradvist Sig Selv.

Nu er der to ting, man kan gøre med tungen. Den ene er at tale, og den anden er at spise. Så hvis man engagerer sin tunge i at forherlige Gud, og hvis man kun spiser mad, der er ofret til Gud, erkender man Gud. Derfor lærer disse unge drenge og piger fra Europa og Amerika: ”Brug tungen for Krishna. Syng Hare Krishna og spis Krishna-prasada, mad, der er ofret til Krishna.”

Som et praktisk resultat har de, selv om de er meget unge, alligevel stadig erkendt Gud. De er langt mere avancerede end alle andre. De har glemt alle materielle ting – utilladt sex, kødspisning, beruselse, spil. De har udelukkende helliget sig til Krishnas tjeneste. Så fordi de har engageret deres tunge i at synge Hare Krishna-mantraet, har de glemt alle former for nonsens inklusive kødspisning og beruselse. Den amerikanske regering har brugt millioner af dollars på at stoppe deres LSD-vane. På trods af det kunne de ikke få en eneste til at holde op. Men så snart disse unge mennesker kom til Krishnabevidsthed, opgav de alt dette nonsens.

Madame Siaude: Vi er glade for at se, hvor gode resultater De har opnået.

Srila Prabhupada: Mange tak. Så lad os slå os sammen og sprede denne bevægelse med sang af Guds hellige navn. Jeg siger ikke: ”De skal acceptere navnet Krishna.” Hvis De har et andet navn, kan De synge det.

Fader Fransad: Så når De forherliger Gud, håber jeg, De vil tænke på os, og når vi forherliger Gud, vil vi tænke på Dem.

Srila Prabhupada: Mange tak.

Fader Canivez: I går aftes under Deres forelæsning blev jeg meget ked af det, da der var nogle folk, der lavede støj.

Srila Prabhupada: Ja, det er vanskeligheden. Gradvist bliver verdens befolkning til gadedrenge. Meget degraderede. Før De alle kom, diskuterede jeg Srimad-Bhagavatams Tolvte Bog, der forudsiger, hvordan folk i denne tidsalder vil blive degraderede, hvilket skyldes mangel på Gudsbevidsthed.

Fader Canivez: Deres Guddommelige Nåde, det virkede som om, at de unge mennesker, der lavede så megen forstyrrelse, havde svært ved at acceptere Deres tale.

Srila Prabhupada: Det er, fordi unge mennesker gradvist bliver degraderede. De accepterer ikke autoritet.

Discipel: Ja, da de så, Srila Prabhupada, at du talte autoritativt, forkastede de det. De reagerede.

Srila Prabhupada: Så det er på grund af deres degradering. De kan ikke acceptere nogen autoritet. Og man kan ikke gøre fremskridt i viden uden at acceptere autoritet.

Fader Canivez: Ja, det er sandt.

Srila Prabhupada: Men en ting mere, jeg vil tillade mig at sige, er, at ulydigheden over for autoritet er begyndt fra deres fædre.

Fader Canivez: Fra hvem?

Srila Prabhupada: Fra deres fædre. Ja. For i Biblen står der: ”Du må ikke slå ihjel.” Men trods det svælger fædrene i at slå ihjel. Så helt naturligt vil den næste generation blive degraderet.

Fader Canivez: Blev mange efter mødet i aftes?

Discipel: Ih ja. De blev indtil midnat. Det samlede besøg i går var omkring 2.000, og mindst et tusinde blev indtil klokken tolv.

Srila Prabhupada: Nå? Klokken tolv?

Discipel: Ja, Srila Prabhupada. Bestyreren af hallen tiggede os om at bede dem om at gå. Han ville hjem.

Fader Canivez: Det er meget godt, at så mange blev for at finde ud af mere information, stille spørgsmål og diskutere med deres tilhængere.

Srila Prabhupada: Ja, ethvert fornuftigt menneske vil finde dette emne interessant. I Caitanya-caritamrta står der, sri-krsna-caitanya-daya karaha vicara: “Blot overvej Herren Caitanya Mahaprabhus nåde og afsig så jeres dom.” Det anbefales aldrig at acceptere blindt. Karaha vicara: “Blot overvej det med al logik og argument.” Og vicara karile citte pabe camatkara: “Hvis I overvejer det med logik og fornuft, vil I opdage, hvor ophøjet det er.”

Discipel: Så for at forstå et skrift, uanset om det er Biblen eller Bhagavad-gita, er vi afhængige af logik og fornuft?

Srila Prabhupada: Ja. For eksempel står der i Biblen: ”I begyndelsen var ordet.” Så i begyndelsen var der kun Herrens ord, hvilket betyder, at dette ord ikke er et ord af denne materielle skabelse.

Discipel: Srila Prabhupada, mange af de såkaldte åndelige ledere i dag siger: ”I kan ikke synge navnet Krishna eller et hvilket som helst andet af Guds navne, for enhver lyd er blot en materiel lyd.”

Srila Prabhupada: Ja, netop. Disse slyngler forstår ikke, hvad denne lyd er. De ser ikke, at selv før skabelsen eksisterede denne lyd, Herrens hellige navn.

Madame Devi (netop ankommet): Deres Guddommelige Nåde, tror De, at alle religioner i fremtiden vil komme sammen og danne én gruppe?

Srila Prabhupada: Der er ingen “alle religioner.” Der er kun én religion. Den, der afviger, skaber en anden religion. Religion betyder, at Gud er der, og at vi bør være lydige imod Gud. Det er religion.

Madame Devi: Så det er ikke nødvendigt at gå sin egen særlige vej?

Srila Prabhupada: Nej, der er ingen “særlig vej”. Der er kun én vej: at Gud findes, Gud er stor, og vi er alle underordnede Gud. Det er alt.