Af Jahnu Dasa

Jeg voksede op i Danmark som ateist. Det var ikke, før jeg var omkring atten eller nitten, at jeg begyndte at stille spørgsmål ved min egen tro.

Indtil da havde jeg blot accepteret den materielle opfattelse af tingene – at alting sker automatisk gennem nogle naturlige processer. Jeg begyndte at tro på liv efter døden, for jeg kunne ikke acceptere, at der ikke var nogen egentlig mening med livet.

Jeg begyndte at blive mere og mere utilfreds med livet generelt og kritisk over for samfundet. Jeg kunne bare ikke længere acceptere, at man blot er født til at dø og derefter ingenting. Det harmonerede bare ikke længere med mig. Det gjorde livet så inderligt meningsløst.

Var det virkelig alt, der er? I stedet for at overgive mig til eksistentiel angst og håbløsheden i et liv, hvor døden er det endelige resultat, begyndte jeg at søge efter Gud. Det var på den tid, at jeg blev omvendt af mormonerne, men de kunne heller ikke fortælle mig, hvem eller hvad Gud er, så jeg fortsatte med at søge.

Efter have søgt aktivt i fem år efter Gud og filosoferet over livet, faldt jeg over en bog fra Hare Krishnaerne. Da jeg læste den bog, forstod jeg, at det var, hvad jeg havde ledt efter. Her var der omsider svar på alle de spørgsmål, jeg havde om liv og død, om sjælen og Gud og om tilværelsens mening. Jeg sluttede mig til Hare Krishna. Det var i 1982.

Krishna siger:

”Ligesom en person tager nyt tøj og opgiver det gamle, accepterer sjælen på samme måde nye materielle kroppe og opgiver de gamle og ubrugelige.” (Bg. 2.22)

Srila Prabhupada forklarer:

”Det er et accepteret faktum, at den atomiske individuelle sjæl skifter sin krop. Selv moderne videnskabsmænd, der ikke tror på sjælens eksistens, men som samtidig ikke kan forklare, hvor energien i hjertet kommer fra, er nødt til at indrømme de løbende ændringer af kroppen, sådan som de foregår fra barndom til ungdom og igen fra ungdom til alderdom. I alderdommen går forandringen videre til en anden krop. Dette er allerede blevet forklaret i et tidligere vers (2.13).

Overførelsen af den atomiske individuelle sjæl til en anden krop bliver gjort mulig gennem Oversjælens nåde. Ligesom en ven opfylder en anden vens ønsker, opfylder Oversjælen den atomiske sjæls ønsker. Vedaerne såsom Mundaka Upanisad såvel som Svetasvatara Upanisad sammenligner sjælen og Oversjælen med to fugle, der sidder i det samme træ. Den ene af fuglene (den individuelle atomiske sjæl) spiser træets frugter, mens den anden fugl (Krishna) blot betragter Sin ven. Selv om de af kvalitet er ens, besnæres den ene af de to fugle af det materielle træs frugter, mens den anden blot bevidner sin vens handlinger. Krishna er fug-len, der bevidner, og Arjuna er den spisende fugl. Selv om de er venner, er den ene ikke desto mindre herre og den anden tjener. Den atomiske sjæls forglemmelse af dette forhold er grunden til, at han skifter position fra det ene træ til det næste eller fra den ene krop til den anden. Jiva-sjælen kæmper hårdt i den materielle krops træ, men så snart han indvilliger i at acceptere den anden fugl som den højeste åndelige mester, som Arjuna gjorde det ved at overgive sig til Krishna for at blive vejledt, bliver den underordnede fugl med det samme fri for alle sine beklagelser. Både Mundaka Upanisad (3.1.2) og Svetasvatara Upanisad (4.7) bekræfter dette:

”Selv om de to fugle sidder i samme træ, er den spisende fugl, der nyder af træets frugter, helt overvældet af bekymring og tungsindighed. Men hvis den lidende fugl på en eller anden måde vender sig mod sin ven, der er Herren, og forstår Hans herligheder, bliver han omgående fri for al ængstelse.” Arjuna har nu vendt sit ansigt mod sin evige ven, Krishna, og lærer Bhagavad-gita fra Ham. Ved således at lytte til Krishna kan han forstå Herrens suveræne herligheder og blive fri for beklagelse.

Arjuna bliver hermed rådet af Herren til ikke at beklage, at hans gamle bedstefar og hans lærer får udskiftet deres kroppe. Han burde tværtimod være glad for at dræbe deres kroppe i det retfærdige slag, så de med det samme kan blive renset for alle reaktioner på forskellige kropslige handlinger. Den, der lader livet på offeralteret eller på den rette slagmark, bliver omgående renset for kropslige reaktioner og forfremmes til en højere livsstatus. Arjuna har ingen grund til at sørge.”