Af Jahnu Das

Et menneske eller rettere sjælen har to kroppe – en fysisk krop og en psykisk krop eller sindet.

Sindet består af sind, intelligens og falsk ego. Den fysiske krop består af jord, vand, ild, luft og æter.

Krishna siger: ”Ligesom en person ifører sig nye klæder og opgiver de gamle, accepterer sjælen nye materielle kroppe og opgiver de gamle og ubrugelige.” (Bg. 2.22)

Sindet har tre funktioner – at tænke, føle og ville. Intelligensen har tre funktioner – at diskriminere (eller skelne), huske og tvivle. Det falske egos funktion er at få sjælen til at tro, at den er sin krop og sit sind.

Hukommelse er således en af intelligensens tre funktioner. Des mere intelligent man er, des bedre er man til at huske. Ligesom man kan træne kroppens muskler, kan man også træne sit sind og sin intelligens.

Det første tegn på virkelig intelligens er, når man lærer at diskriminere eller skelne mellem sit virkelige selv på den ene side og kroppen og sindet på den anden. Intelligens er ikke kun et spørgsmål om intelligenskvotient. Det er i højere grad et spørgsmål om at kunne skelne mellem ånd og materie, at kunne skelne mellem sig selv – sjælen – og sjælens krop og sind.

Selvrealisering vil sige at erkende sit selv hinsides kroppen og sindet. Selvet eller sjælen er den indre observant af kroppens og sindets funktioner.

Så længe sjælen identificerer sig selv med kroppen og dens kultur, vil der være lidelse involveret. Man kan naturligvis opleve sansetilfredsstillelse, men al sansenydelse vil uværgeligt ende i lidelse.

Sansenydelse kaldes materiel nydelse, altså nydelse, der stammer fra kroppen og sindet. Målet med den menneskelige livsform er som sagt selvrealisering. Når man erkender sit virkelige selv, vil man automatisk blive lykkelig, for selvet eller sjælen er et fragment af Gud, og Gud består af evighed, viden og lykke. Så sjælen er en atomisk gnist af evighed, viden og lykke.

Når man forbinder sig med sit virkelige selv, sjælen, forbinder man sig derfor med evighed, viden og lykke.

Den åndelige metode, der gives i Vedaerne for denne tidsalder, er at recitere Guds navn. Ligesom man vasker sin krop med vand og sæbe, vasker man sindet med lyd.

I øjeblikket er sjælen dækket af otte materielle lag i form af kroppen og sindet. Det er ligesom et spejl, der er dækket af støv. Når man vasker spejlet rent, kan man se sit sande selv, sjælen, og det opleves som ren lykke og viden. Sindet vaskes rent med lyden af Guds navn.

Sansenydelse er afhængig af kroppen, men den åndelige lykke, der kommer fra sjælen, er ikke afhængig af noget materielt såsom kroppens udseende eller sindets situation. Sjælen er en partikel af evig viden og lykke.

Ved at recitere Guds navn vil man forbinde sig med sig selv og opleve sand lykke.

Som man kan se, er dette en usekterisk, universel metode, der går igen i alle religioner. I Kirkens standardbøn siges det: ”Ære være dit navn.” I Biblen står der et sted, at Guds navn skal forherliges fra solopgang til solnedgang.

Rosenkransen, der bliver anvendt i katolicismen, er mere eller mindre ligesom den mala, man anvender i Hare Krishna til at recitere Hare Krishna-mantraet. Også i Islam anvender man en bedekrans til at recitere bønner til Allah. At recitere Guds navn er en anerkendt proces inden for alle religioner.

hare krishna hare krishna
krishna krishna hare hare
hare rama hare rama
rama rama hare hare

”Det ovenstående mantra på 16 ord og 32 stavelser er det eneste, der kan give beskyttelse mod Kali-yugas onde indflydelse. Efter at have gennemsøgt alle Vedaerne finder vi ikke noget mere ophøjet i denne tidsalder end at recitere Hare Krishna-mantraet.” (Kali-santarana Upanisad)

Krishna siger: ”O lærde Uddhava, de, der fæstner deres bevidsthed på Mig, idet de opgiver alle materielle ønsker, deler sammen med Mig en glæde, der umuligt kan opleves af dem, der er optagede af sansetilfredsstillelse.” (Srimad-Bhagavatam 11.14.12)