Af Jahnu Dasa
Jeg er fortaler for den vediske fremstilling, og den vediske fremstilling har altid ret. Det er ikke mig personligt, der har ret. Jeg videregiver bare den ældste viden, der findes om naturen, sjælen og Gud.
Hvordan føles det? Det føles faktisk ret godt at videregive en viden, der kan befri et menneske for alle lidelser. Man bliver selvfølgelig stadig syg eller brækker et ben, men når først man forstår, at man ikke er sin krop eller dens kultur, bliver det lettere at distancere sig fra kroppen og sindets uundgåelige lidelser.
I Bhagavad-gita beskrives ydmyghed som det første symptom på viden. Det hænger sammen med, at sand viden kun kan komme fra en, der har den i forvejen. Man lærer med andre ord kundskab fra andre. Viden er ikke noget, man kan spekulere sig frem til.
Åndelig kundskab kan man kun få fra en, der har den i forvejen, og for det kræves der ydmyghed. Man må blive ydmyg for at nærme sig en autoritet (en åndelig mester) og lære fra ham. Dette gælder, hvad enten der er tale om åndelig eller materiel viden. Hvis man ikke behager sin lærer ved at udvise ivrighed efter at forstå emnet, vil han være mindre tilbøjelig til at give sin viden fra sig.
I denne tid er det moderne at betale for viden om det ene eller det andet. Man er endda begyndt at sidestille information med viden. Der er også nogle, der tager sig betalt for såkaldt åndelig viden. Men en nødvendighed for, at åndelig viden kan formidles, er, at der ikke kræves betaling for den. Derfor ved man, at enhver viden, man skal betale for, om end den kan være gavnlig på det materielle plan, ikke er åndelig viden.
Intelligens defineres i den vediske filosofi som skelneevnen. Sand viden eller åndelig viden begynder, når man lærer at skelne mellem sit selv på den ene side og sin krop og sit sind på den anden. At man har realiseret åndelig viden, viser sig ved, at man ikke mere vil være tvunget til at handle ifølge sine sanser og sit sinds impulser. Man bliver ubundet.
I den menneskelige livsform kan sjælen hæve eller degradere sig selv. Det falske ego opdager man, når man får øje på den mekanisme, der får os til at tro, vi er mænd eller kvinder, gamle eller unge, smukke eller grimme, hvide eller sorte osv.
Alle disse er materielle kropslige betegnelser. De beskriver kun kroppen og dens kultur. De beskriver ikke selvet. Selvet kan beskrives som observanten. Man kan ikke beskrive selvet ved at beskrive det, der observeres af selvet. At forstå, at der er forskel på observanten og det, der observeres, er det første trin i åndelig erkendelse.
Med andre ord er det første trin i åndelig viden at forstå, at der er forskel på ånd og materie. Bevidstheden (ånd) er observanten, og materien er det, der observeres. Det er derfor, ateister per definition er mindre intellgente, for de skelner ikke mellem bevidsthed og materien. De tror, at bevidsthed blot er nogle kemiske vekselvirkninger i hjernen.
Det, der varer ved, dvs. det, der er konstant, er åndeligt, og det, der ikke varer ved, eller med andre ord det, der er midlertidigt, er materielt. Definitionen på virkelighed er den samme. Det, der varer ved – det konstante – eksisterer, og det, der ikke varer ved – det midlertidige – eksisterer ikke. Materien eksisterer givetvis, men fra en evig synsvinkel har dens evindelige omskiftelighed ingen relevans. Man kan faktisk godt sige, at for en totalt åndeligt oplyst person eksisterer den materielle verden ikke. Han eller hun ser kun Krishna.
Krishna siger:
”De, der er seere af sandheden, har konkluderet, at det ikke-eksisterende (den materielle krop) ingen varighed udviser, og at det eksisterende (sjælen) er evigt og uden forandring. Dette er de kommet frem til ved at have studeret begges naturer.”
Man kan så indvende, at selv om noget er midlertidigt, må det dog stadig eksistere. En hammer eller et hus er givetvis midlertidige, men hammeren gør ikke desto mindre ondt, når den lander på vores tommelfinger. Hvordan kan Krishna da hævde, at kun det varige eksisterer, og at det midlertidige ikke eksisterer? Hvordan giver det mening, når Krishna hævder, at f.eks. et hus ikke eksisterer?
Svaret er selvfølgeligt, at det skal ses ud fra en evighedssynsvinkel. Krishna er evig. Han eksisterer i ET eneste ekspanderende nu. Et hus eller en hammer varer kun et par sekunder på det evige plan, ja, det er faktisk som om, de slet ikke var der.
Brahma er det første skabte levende væsen i universet. Han er skaberguden. Han er den, der har formet materien til verden, som vi kender den. Han lever i ufatteligt lang tid. Hans livslængde er beregnet til 311,04 billioner år, hvilket svarer til universets livslængde.
Lad os sige, at jeg fødes, vokser op og bygger et hus. Hvor lang tid varer det? 30 år måske. Hvor lang tid er 30 år ud af 311,042 billioner år? Hvor lille et sekund, hvor ubetydelig en hændelse vil det være i Brahmas liv? Blot et ubetydeligt øjeblik. Et fragment af et sekund – som om det aldrig var sket.
Og tænk på, at Brahma blot er en almindelig jiva, dvs. en individuel sjæl som du og jeg. Selv han er underlagt illusion. Hans ultra-mega livslængde er blot et glimt i sjælens evige eksistens. Når vi tynder Brahmas levetid på 311,04 billioner år ud i evigheden, eksisterer den faktisk ikke for slet ikke at tale om de 60, 80 eller 100 år, vi eksisterer på denne planet.
Set ud fra en evighedssynsvinkel eksisterede huset ikke som andet end en kortvarig forandring i materien. På det evige plan har hændelsen ingen konsekvens. Den kunne lige så godt aldrig være sket.
De tre begreber virkelighed, bevidsthed, og viden defineres således i den vediske forståelse ud fra deres forhold til tiden. Virkelighed er konstant i tiden, og illusion forsvinder i tiden. Derfor er kun eksistens i de åndelige dimensioner at anse for virkelig.
Vores materielle eksistens er uvirkelig på samme måde, som en drøm er uvirkelig. I en drøm oplever vi hele registret af følelser, som vi gør i det såkaldte virkelige liv. Hvornår ved vi, at den frygt eller glæde, vi oplever i en drøm, er uvirkelig? Det bliver klart, når vi vågner op. Så længe vi er i drømmen, føles det totalt virkeligt, men når vi vågner op, forstår vi, at det blot var en drøm.
Livet i en materiel krop er nøjagtig lige sådan. Døden vil være en opvågning fra livets drøm. De ekstatiske oplevelser, vi havde for en uge siden, kunne i nuet lige så godt have været en drøm. De er et minde blot, nøjagtig som en drøm.
Derfor har kun det evige substans i virkeligheden. Det midlertidige er usubstantielt. Det er derfor, sjælen aldrig kan blive lykkelig i den materielle verden i en materiel krop ligegyldigt, hvor meget sansetilfredsstillelse den nyder.
Kun ved at vende tilbage til sin evige tilstand sammen med Gud kan sjælen erfare sand (dvs. evig) lykke.
Krishna siger:
”Min kære Arjuna, eftersom du aldrig er misundelig på Mig, vil Jeg hermed give dig denne mest fortrolige kundskab og indsigt. Når du kender den, vil du blive frigjort for alle den materielle eksistens’ elendigheder.” (Bg. 9.1)
”O lærde Uddhava, de, der fikserer deres bevidsthed på Mig og opgiver alle materielle ønsker, deler sammen med Mig en glæde, der umuligt kan opleves af dem, der er optagede af sansetilfredsstillelse.” (Srimad-Bhagavatam 11.14.12)