Der var en gang en moder, som ikke kunne finde sit lille barn. Først kaldte hun på det, men der var intet svar. Så begyndte hun at lede overalt. Hun var rundt i hele huset, men ingen steder kunne hun finde det.
Hun gik udenfor og ledte på gårdspladsen, men der var intet barn. Barnet var heller ikke i stalden hos køerne og heller ikke ude på marken. Hun gik ud på vejen og ledte, men stadigvæk kunne hun ikke finde sit barn. Hun blev mere og mere fortvivlet og gik over til nogle naboer.
”I må hjælpe mig med at finde mit barn. Jeg kan ikke finde det,” bad hun desperat.
Naboerne så på hende og begyndte så at grine. Moderen var forbløffet. ”Mit barn er forsvundet, og I griner. Jeg troede ikke, I var så hårdhjertede.”
Nabokonen svarede: ”Måske er vi hårdhjertede, men prøv lige at se engang i spejlet her.”
”Se i spejlet?” udbrød moderen undrende.
”Ja, prøv lige at se engang,” gentog nabokonen. Da moderen tog spejlet og kiggede i det, så hun sit barn sove trygt på hendes skulder.
Fortalt af Atmatattva Dasa. Somme tider er det nyttigt at tage et kig ind i sig selv.