Af Jahnu Dasa

Der findes to slags sandheder, nemlig relative sandheder og den absolutte sandhed. Relative sandheder er menneskelige spekulationer, og den absolutte sandhed må nødvendigvis være defineret af Gud, for kun en absolut personlighed kan definere en absolut sandhed.

Det er kun et absolut, almægtigt væsen, der kan stadfæste sandheden om eksistensen. Det er ikke muligt for noget menneske at definere virkeligheden, som den er. Det eneste, vi kan gøre som de subjektive væsener, vi er, er at have en mening om, hvordan og hvorfor virkeligheden opstod. På den måde er alle undtagen Gud subjektive væsener, for kun Gud kender fortid, nutid og fremtid.

Hvad objektivt er der ved, at en gruppe subjektive væsener bliver enige om, at f.eks. videnskaben er objektiv? Objektivitet opstår aldrig gennem stemmeafgivelse. Den moderne videnskab kan ikke være objektiv, simpelthen fordi den udføres af subjektive væsener. De subjektive væsener bedømmer alting med deres subjektive sind. Hvordan  kommer objektivitet ind i billedet?

Vi ved selvfølgelig alle, at to plus to er fire. Det er en objektiv eller absolut sandhed. Vi kender alle talrækken. Vi har lært den i skolen. Men hvis vi tænker os om, står det klart, at den eneste grund til, at vi ved, at to plus to er fire, er, fordi vi har lært det af nogen. Og hvem har vi lært det fra? Vi har lært det fra nogen, der også har lært det fra nogen osv. Det er et indiskutabelt faktum, at den eneste grund til, at vi ved, at to plus to er fire, er, fordi nogen har fortalt os det.

Forestil dig at være vokset op helt uden menneskelig stimuli. Ingen havde nogensinde fortalt dig noget. Hvad ville man vide? Man ville ikke vide nogen verdens ting. Den eneste grund til, at vi ved noget som helst, er, fordi vi har lært det.

Og her kommer det uundgåelige spørgsmål: Hvem var den første? Hvem sagde det første gang? Her er det værd at bemærke, at ideen i evolutionsteorien om, at sproget udviklede sig fra en abes grynten til det, vi kender i dag, er så åndssvag, at det er et under, at nærmest hele verden tror på det.

Lad os kigge lidt nærmere på den moderne såkaldt videnskabelige forklaring. Og her vender vi igen tilbage til subjektivitetens verden.

Lad os se på teorien om arternes opståen ifølge Darwin, og her er det vigtigt at notere sig, at denne forklaring gennem de sidste fem årtier er blevet fremlagt som en helt logisk, sandsynlig og rationel forklaring på den virkelighed, vi lever i. Ja, evolution bliver undervist på alle verdens universiteter og læreanstalter som et videnskabeligt faktum. Vi bliver fortalt, at evolution er den bedste forklaring, vi for øjeblikket har på virkeligheden.

Lad os høre, hvad forklaringen går ud på. Først var der nogle kemikalier, der kom ud af et lille bitte punkt. Før punktet eller Big Bang var der ingenting inklusive hverken tid eller rum – simpelthen ingenting. Allerede her hopper kæden af. Intet rum? Seriøst? Men lad os for alt i verden ikke spilde tiden med den slags irriterende detaljer.

Så dette punkt i ingenting bliver kaldt en singularitet for at få det til at lyde mere videnskabeligt. Kemikalierne boblede og sydede så i meget, meget lang tid, til der endelig var blevet brygget en eller anden amøbeagtig organisme frem – et levende væsen, der kunne reproducere sig selv. Gradvist voksede der så ben ud på amøben, og den lærte at tale.

— men, men, det skete over milliarder af år og utallige gradvise udviklinger. Der kom ikke ligefrem ben ud af amøben. De kom først langt senere. Forstår du, først blev amøben til en fisk, så blev fisken til en salamander, der kravlede op af vandet og blev til et insekt, der blev til en fugl, der så blev til et dyr, og dette dyr udviklede sig så igen over lang, lang tid og gennem millioner af mutationer til et menneske. Og så fandt dette menneske ud af, at to plus to er fire.

Kan I se komikken? Kan I se, hvordan moderne mennesker bliver indoktrineret til at tro, at det rene anti-intellektuelle ævl sidestilles med videnskab?

Og hvordan lærte dette første menneske at tale? Husk på, at det første menneske, der kravlede ud af evolutionshjulet, var helt alene. Der var ingen til at fortælle ham noget. Hvordan lærte dette første menneske, der lige var blevet udviklet gennem millioner af forandringer og transmutationer, at tale, når der ingen var til at lære ham det? Kan I se, hvor latterlig den ide er?

— men, men, men det lærte han af sig selv. Ingen ved nøjagtigt, hvordan det gik til. Først var der grynteri, og det blev så gradvist over lang, lang tid til Shakespeare.

Hahaha. Hold da kæft en gang bavl at tro på.

— men, men, men det skete af nødvendighed. Der var en nødvendighed – overlevelse af den mest egnede. Det var sådan, mennesket lærte at formulere sig.

Hvordan det imidlertid kan være, at det ældste kendte sprog, nemlig sanskrit, samtidigt er det mest udviklede og perfekte sprog, forholder man sig ikke til i evolutionsteorien. Eller hvordan kakerlakker, der ikke kan tale, er langt bedre til at overleve end mennesker. Det er blot en anden irriterende detalje, der ikke undervises om i biologitimerne.

Og hvem bestemmer egnethed? Hvem stadfæster, hvad der er mest egnet og rigtigt? Det gør en hel masse subjektive væsener. Det kan jo ikke være evolutionen alene, for evolutionen er blot bevidstløse kemiske vekselvirkninger uden intelligens. Egnethed, rigtigt og forkert, kræver intelligent stillingtagen, og uha, det er et grimt ord i evolutionsundervisningen – ingen intelligens er tilladt i evolutionen. Intelligent design er helt udelukket.

Men det er, hvad vi bliver bedt om at tro på. Først var der kun kemikalier, og så udviklede disse kemikalier sig til mennesker. Det spiller ingen rolle, hvor mange mellemstadier der skulle til, for spørgsmålet er stadigvæk, hvordan lærte dette første menneske at tale?

Det første menneske var bare et dyr – ingen hukommelse, det begyndte fra helt bar bund af. Men det vil de have, vi skal tro på. En eller anden amøbe, der så gradvist lærte at gå og derefter at tale.

Bemærk i modsætning til dette nonsens hvilken rationel og sandsynlig forklaring vi bliver tilbudt i den vediske version – tiden er evig og cyklisk. Det første menneske, Brahma eller skaberguden, blev undervist af Krishna, og han fortalte det videre til resten af menneskeheden.

Det er en forklaring, der giver mening, og som er i overensstemmelse med den observerbare virkelighed. Den moderne såkaldte videnskabelige forklaring er simpelthen fjoget og usandsynlig. Ikke desto mindre er vi alle vokset op med at tro på den som et faktum. (Fortsættes i næste nummer)