En ko trængte engang ind i en gartners have og begyndte at æde af græsset og alt andet, der voksede der. Da gartneren så det, blev han så vred, at han begyndte at slå løs på koen, og han slog så længe, at han endte med at slå hende ihjel.

Drabet på koen fik Yamaraja, dødens konge, til med det samme at vise sig foran gartneren. ”For at have slået denne ko ihjel tager jeg dig med til helvede.”

”Jamen,” forsvarede gartneren sig. ”Det var slet ikke mig, der slog koen ihjel. Jeg tror, at i virkeligheden ønskede Krishna, at koen skulle dø, og derfor handlede Han igennem mig.”

”Aha,” tænkte Yamaraja og forsvandt. Lidt senere viste sig han igen, denne gang i skikkelse af en almindelig mand. Han hilste på gartneren og udbrød: ”Sikke en flot have. Hvem har lavet den?”

”Det har jeg,” svarede gartneren.

”Sikke nogle flotte træer. Hvem har plantet dem?”

”Det er mig, der har plantet dem alle sammen,” svarede gartneren.

”Hvor ser havens frugter saftige og dejlige ud. Er du også ansvarlig for dem?”

”Jo, dem må jeg også tage æren for.”

”Alle de prægtige blomster. Hvem har dyrket dem?”

”Også mig,” svarede gartneren.

”Og hvem slog koen ihjel?” Gartneren blegnede, og Yamaraja tog ham med til helvede.

Fortalt af Srila Prabhupada. Er vi også ivrige efter at tage æren for alt det gode, vi så at sige selv gør, men ikke nær så ivrige, når det kommer til vores uheldige aktiviteter, hvor vi skyder skylden over på noget andet eller nogle andre end os selv?