Her følger anden og sidste del af en tale i England fra 1973, hvor Srila Prabhupada diskuterer, hvad en guru virkelig er, hvordan han oplyser os, og hvorfor det er så vigtigt at finde en guru og høre fra ham. Første del bragtes i sidste nummer af Nyt fra Hare Krishna.

At acceptere en guru er mere end bare en mode. Den, der er seriøs, for så vidt angår åndeligt liv, behøver en guru. En guru er en nødvendighed, for man skal være meget seriøs med hensyn til at forstå åndeligt liv, Gud, korrekt handling og sit forhold til Gud. Når vi er meget seriøse omkring disse ting, har vi brug for en guru. Vi må ikke henvende os til en guru, bare fordi det i øjeblikket er moderne at have en guru. Vi skal overgive os, for uden overgivelse kan vi ikke lære noget. Hvis vi blot henvender os til en guru for at udfordre ham, lærer vi ingenting. Vi må acceptere guruen, ligesom Arjuna accepterede sin guru, Sri Krishna Selv:

karpanya-dosopahata-svabhavah
prcchami tvam dharma-sammudha-cetah
yac chreyah syan niscitam bruhi tan me
sisyas te ’ham sadhi mam tvam prapannam

”Nu er jeg forvirret omkring, hvad der er min pligt, og jeg mistet al fatning på grund af en gnieragtig svaghed. I denne tilstand beder jeg Dig om klart at fortælle mig, hvad der er bedst for mig. Nu er jeg Din discipel og en sjæl, der er overgivet til Dig. Vær venlig at instruere Mig.” (Bg. 2.7)

Det er måden at acceptere en guru på. Guruen er Krishnas repræsentant og de tidligere acaryaers repræsentant. Krishna gør gældende, at alle acaryaer er Hans repræsentanter. Derfor bør guruen vises den samme respekt, som man viser Gud. Som Visvanatha Cakravarti Thakura nævner det i sine bønner til den åndelige mester, yasya prasadad bhagavat-prasadah: ”Ved den åndelige mesters nåde modtager man Guds velsignelse.” Hvis vi således overgiver os til den ægte guru, overgiver vi os til Gud. Gud accepterer vores overgivelse til guruen. 

I Bhagavad-gita (18.66) instruerer Krishna:

sarva-dharman parityajya
mam ekam saranam vraja
aham tvam sarva-papebhyo
moksayisyami ma sucah

”Opgav alle former for religion og blot overgiv dig til Mig. Jeg skal udfri dig fra alle syndige reaktioner. Frygt ikke.”

Nogle kan indvende: ”Hvor er Krishna? Jeg ønsker at overgive mig til Ham.” Men nej, processen er, at først overgiver vi os til Guds repræsentant, og derefter overgiver vi os til Gud. Derfor står der skrevet, saksad-dharitvena samasta-sastraih: Guruen er lige så god som Gud. Når vi viser vores respekt til guruen, viser vi Gud respekt. Fordi vi forsøger at være Gudsbevidste, er det nødvendigt, at vi lærer, hvordan vi viser respekt til Gud gennem Guds repræsentant. I alle sastraerne beskrives guruen som værende lige så god som Gud, men guruen siger aldrig: ”Jeg er Gud.” Disciplens pligt er at vise guruen respekt, ligesom han viser Gud respekt, men guruen tænker aldrig: ”Mine disciple viser mig samme respekt, som de viser Gud. Derfor er jeg nu Gud.” Så snart han tænker sådan, bliver han en hund i stedet for Gud. Derfor skriver Visvanatha Cakravarti, kintu prabhor yah priya eva tasya. Fordi guruen er Guds mest fortrolige tjener, vises han den samme respekt, som vi viser Gud. Gud er altid Gud, og guru er altid guru. Som et spørgsmål om etikette er Gud den tilbedelsesværdige Gud, og guruen er den tilbedende Gud (sevaka-bhagavan). Derfor tiltales guruen som prabhupada. Ordet prabhu betyder ”herre”, og pada betyder ”position”. Således betyder prabhupada ”han, der har taget Herrens position.” Det er det samme som saksad-dharitvena samasta-sastraih.

Kun hvis vi er seriøse med hensyn til at forstå videnskaben om Gud, er det nødvendigt med en guru. Vi bør ikke forsøge at holde en guru på grund af et modelune. Den, der har accepteret en guru, taler intelligent. Han vrøvler aldrig. Det er tegnet på, at man har accepteret en ægte guru. Vi bør helt sikkert vise den åndelige mester enhver respekt, men bør også huske på, hvordan vi udfører hans ordrer. I Bhagavad-gita (4.34) forklarer Sri Krishna Selv metoden, hvorpå man opsøger og henvender sig til guruen:

tad viddhi pranipatena
pariprasnena sevaya
upadeksyanti te jnanam
jnaninas tattva-darsinah

”Forsøg blot at lære sandheden at kende ved at henvende dig til en åndelig mester. Udspørg ham ydmygt og tjen ham. De selvrealiserede sjæle kan give dig viden, for de har set sandheden.” Det første skridt er overgivelse. Vi må finde en ophøjet person og villigt overgive os til ham. Sastraerne påbyder, at før vi accepterer en guru, studerer vi ham omhyggeligt for at finde ud af, om vi kan overgive os til ham. Vi bør ikke pludseligt acceptere en guru af ren og skær fanatisme. Det er meget farligt. Guruen bør også studere personen, der ønsker at blive discipel, for at se, om han er kvalificeret. Det er måden, forholdet etableres mellem guruen og disciplen. Alting gives til os, men vi må følge processen seriøst. Da kan vi blive trænet til at blive en god discipel. Først må vi finde en ægte guru, etablere vores forhold til ham og handle derefter. Da vil vores liv blive fremgangsrigt, for guruen kan oplyse den oprigtige discipel, der befinder sig i mørke.

Alle fødes som slyngel og fjols. Hvis vi var født lærde, hvorfor behøver vi da at gå i skole? Hvis vi ikke kultiverer viden, er vi ikke bedre end dyr. Et dyr kan sige, at der ikke er brug for bøger, og at han er blevet guru, men hvordan kan man få viden uden at studere autoritative bøger om videnskab og filosofi? Slyngelguruer forsøger at undgå disse ting. Vi må forstå, at vi alle er født som slyngler og fjolser og har brug for at blive oplyste. Vi er nødt til at få viden for at gøre vores liv fuldkomne. Hvis vi ikke gør vores liv fuldkomne, går vi vores undergang i møde. Hvad er det for en undergang? Det er kampen for tilværelsen. Vi forsøger at opnå et bedre liv og opnå en bedre position, og af den grund kæmper vi hårdt. Men vi ved ikke, hvad en bedre position i virkeligheden indebærer.

Enhver position, vi har i denne materielle verden, kommer vi til at opgive. Vi kan have en god position eller en dårlig position. Vi kan under alle omstændigheder ikke forblive her. Vi kan tjene millioner af kroner og tro: ”Nu er jeg i en god position,” men en smule dysenteri eller kolera kan straks gøre det af med vores position. Hvis banken går fallit, er det slut med vores position. I virkeligheden er der ingen god position i denne materielle verden. Det er en farce. De, der forsøger at opnå en bedre position i den materielle verden, møder i sidste ende et nederlag, for der findes ingen bedre position. Bhagavad-gita (14.26) fortæller, hvad den bedre position er:

mam ca yo ’vyabhicarena
bhakti-yogena sevate
sa gunan samatityaitan
brahma-bhuyaya kalpate

”Den, der engagerer sig i åndelige aktiviteter i uforfalsket hengiven tjeneste, sætter sig med det samme ud over den materielle naturs kvaliteter og ophøjes til det åndelige plan.”

Findes der en videnskab, der giver os viden, der kan gøre os udødelige? Ja, vi kan blive udødelige, men ikke i nogen materiel forstand. Vi finder ikke denne viden på de såkaldte universiteter. Imidlertid indeholder de vediske skrifter viden, der kan gøre os udødelige. Denne udødelighed er vores bedre position. Ikke mere nogen fødsel, alderdom, sygdom og død. Således påtager guruen sig et meget stort ansvar. Han skal lede sin discipel og sætte ham i stand til at blive en kvalificeret kandidat til den perfekte position – udødelighed. Guruen skal være kvalificeret til at lede sin discipel hjem, tilbage til Guddommen.