Af Jahnu Dasa

Jeg er egentlig ikke sur over noget. Jeg er derimod skuffet over manglen på åndelig viden i verden, for det er manglen på åndelig viden, der er den basale årsag til alle problemer i verden.

Når man først forstår, at man ikke er sin krop eller sit sind, men det evige selv indeni, vil for eksempel racisme, nationalisme, had til andre osv. forsvinde helt af sig selv. Da vil man forstå, at alle levende væsener er evige åndelige bevidsthedspartikler, der alle er dele af den samme helhed.

Jeg forsøger på min egen beskedne måde at dele denne viden med alle, jeg møder.

Det er kun ved at kende sit virkelige selv, at man kan erfare sand lykke i tilværelsen. Sand lykke vil sige lykke for sjælen. Kropslig og mental lykke afløses altid og uden udtagelse af lidelse. Åndelig lykke varer evigt.

I naturvidenskaben opererer man med et kundskabssystem, hvor man indhenter kundskab baseret på empirisk information, der tilpasses nye fakta, efterhånden som de dukker op. Det kaldes foranderlig viden. Men i den vediske videnskab kaldes den metode for uvidenhed. Viden er viden. Enten ved man det, eller også ved man det ikke. Viden forandres ikke fra dag til dag. Det, der er sandt, er også sandt i morgen eller om en million år. Hvis viden forandrer sig og er nødt til at tilpasses ny information, er det ikke viden, men uvidenhed.

I virkeligheden er det ikke tingene, der forandrer sig. Tingene er, som de er, men vores opfattelse af dem forandrer sig i forhold til den information, vi modtager om dem. Det er en mental tilstand, der i den vediske forståelse kategoriseres som uvidenhedens kvalitet.

Man kan tale om relativ viden, men relativ viden er yderst set uvidenhed. Meget af det, der i naturvidenskaben hyldes som foranderlig, tilpassselig viden, er altså blot uvidenhed. Beviset herpå er, at man konstant bliver nødt til at revidere sin såkaldte viden, når ny information fremkommer. Hvis ny viden eller fakta invaliderer den forrige viden, var den forrige viden ikke viden til at begynde med, og hvis den nye viden, man så kommer frem til, igen bliver revideret af den viden, man ’opdager’ i morgen, er det heller ikke viden, men uvidenhed.

En anden ting er, at metoden i vaisnava-religionen gør én i stand til at måle viden. Det gøres gennem at forstå viden i forhold til naturens tre kvaliteter – godhed, lidenskab og uvidenhed. Grundliggende kan det siges, at viden i godhedens kvalitet betyder, at man ser alle levende væsener som den åndelige bevidsthedsgnist (sjælen) inden i kroppen. Man ser alle levende væsener som dele af den samme helhed. Man identificerer ikke et levende væsen med dets krop.

Viden i lidenskabens kvalitet betyder, at man ser alle levende væsener som identiske med deres fysiske krop. Man idenficerer sig selv og andre levende væsener med deres fysiske fremtoning. På den måde går enheden mellem levende væsener tabt. I stedet forsøger man at skabe enhed og fællesskab gennem nation, samfund, familie, køn, klasse, klub eller omgangskreds.

Og viden i uvidenhedens kvalitet betyder, at man identificerer folk med deres arbejde. Man ser sit arbejde som sit ét og alt. Vi kender alle historien om manden, der går i spåner, fordi han bliver arbejdsløs. Ikke på grund af pengene, men fordi han føler sig til overs og værdiløs.

En videnskabsmand ved en masse om sit speciale, men hvis han identificerer sig selv med sit arbejde, befinder han sig i uvidenhedens kvalitet. Hans arbejde beskriver ham. Eller en fodboldspiller ved, hvordan man spiller fodbold, men det er viden i uvidenhedens kvalitet, for hele hans liv er fodbold.

Generelt kan det siges, at godhed befordrer opretholdelse, lidenskab befordrer skabelse, og uvidenhed befordrer destruktion. Des mere ens viden er i godhedens kvalitetet, des mere ser man andre levende væsener som dele af den samme helhed. Dvs., at i godhedens kvalitet har man et holistisk livssyn.

Og jo mere den viden, man kultiverer, fjerner sig fra den forståelse og gør, at man ser andre levende væsener som deres kroppe (og dermed som objekter), for ikke at tale om, når man helt lever og ånder for sit arbejde – des mere er ens viden i lidenskabens og uvidenhedens kvaliteter.

Des mere ens viden er i godhedens kvalitet, des mere kan man nærme sig det transcendentale stade, fordi man ser tingene, som de er, og jo mere ens viden er i lidenskabens og uvidenhedens kvaliteter, jo mere bliver man cementeret i sin egen opfattelse af virkeligheden og således underlagt illusion.

Vaisnava-religionen giver os formlen til at forstå og adskille de fysiske, psykiske og åndelige planer. I den vediske videnskab (vaisnava-religionen) arbejder man med formler, gennem hvilke naturen kan observeres og forstås, som den er. Den vigtigste formel til at forstå naturen er videnskaben om naturens tre kvaliteter – godhed, lidenskab og uvidenhed – og hvordan de blander sig med de 24 materielle elementer, der tilsammen udgør skabelsen.

At man ikke kan vide noget med sikkerhed om livets formål og sandheden om vores eksistens er blot moderne relativistisk propaganda, som desværre langt de fleste mennesker ligger under for.

For at maksimere sin nydelse i tilværelsen og minimere sin lidelse bliver man nødt til at udvikle virkelig viden om naturen, så man kan handle på en sådan måde, at naturen samarbejder med én og opfylder ens ønsker.

Når man er blevet træt af det efter mange liv i sansenydelse, kan man begynde at blive renset for materiel besmittelse først og fremmest i form af det falske ego, og når man er blevet fri for sit falske ego, kan man begynde at udvikle kærlighed til Krishna. Når man har udviklet kærlighed til Krishna, kan man vende tilbage til den åndelige verden og blive genetableret i sin oprindelige åndelige form og i den nyde en evig leg med Krishna. Der er nok at tage fat på, og man kan aldrig nå til vejs ende, for eksistensen i den åndelige verden er evig ekspanderende glæde. Dette er i kontrast til materiel glæde, dvs. nydelse, der erfares gennem kroppen, for den slags nydelse afløses altid af lidelse eller ender med at blive kedelig.

I den materielle verden kan lykke kun forstås på baggrund af lidelse. I åndeligt liv bliver man gradvist fri for den materielle verdens dualitet og bliver genindsat i sin åndelige position. Menneskelivet er den eneste mulighed for sjælen til at komme til indsigt om det håbløse i materielle bestræbelser, hvad enten de er gode eller dårlige, for de er under alle omstændigheder midlertidige, og derfor kan de aldrig tilfredsstille sjælen, der er evig og derfor kræver evig tilfredsstillelse.

Det er sandt, at alle levende væsener er målorienterede. Det kaldes i den vediske tradition at være knyttet til resultatet af sit arbejde. Det højeste opnåelige mål er at have kærlighed til Krishna, for kun det mål kan fuldt ud tilfredsstille os, og det er også det eneste mål, der kan beskytte os mod den største fare.

Den største fare er, når man endelig har fået en menneskelig form, igen at falde ned i udviklingsforløbet i de 8.400.000 former for liv. Dette kaldes for åndeligt selvmord. Hvis man udelukkende lever for at sove, spise, parre sig og forsvare sig, selv om det gøres på meget sofistikeret vis som menneske, hvor man spiser med kniv og gaffel, sover og parrer sig i en vandseng og forsvarer sig med missiler, forspilder man den mulighed, man som menneske har for at opdage den absolutte sandhed og blive guddommelig.

Det virkelige formål med den menneskelige tilværelse er at opdage og lære den Absolutte Sandhed at kende. Spise, sove, parre sig og forsvare sig kan man gøre i en hvilken som helst livsart. Krishna siger: ”Min kære Arjuna, eftersom du aldrig er misundelig på Mig, vil Jeg hermed give dig denne mest fortrolige viden og erkendelse. Når du kender den, vil du blive frigjort for alle den materielle eksistens’ lidelser.” (Bg. 9.1)

”Denne viden er kongen over al uddannelse og den mest fortrolige af alle hemmeligheder. Det er den reneste viden, og eftersom den giver en direkte opfattelse af selvet gennem erkendelse, er den religionens fuldkommenhed. Den varer evigt og udføres med glæde.” (Bg. 9.2)