Af Jahnu Dasa

Fimbulvinter? Det var jeg lige nødt til at slå op. Det modsatte af en lang og streng vinter må være en kort og mild vinter.

En kort og mild vinter kan føles godt individuelt set, men i det store billede er det ikke godt for landbruget, for en masse kryb og kravl, der normalt aflives om vinteren, overlever og laver hærværk på planter og afgrøder.

Hvis man skal se det i en åndelig kontekst, som jeg gerne plejer at ville gøre, er det lidt det samme som kortsigtet og langsigtet nydelse.

Materiel eller kropslig nydelse er kortsigtet, og åndelig nydelse er langsigtet.

Kropslig nydelse varer aldrig ret lang tid. Kropslig nydelse er hovedsalig den nydelse, vi får ved at spise, sove, parre os og forsvare os. Hvad laver vi sammen med familie, venner og partnere? Vi spiser, sover, parrer os og forsvarer os.

Tag f.eks. sex – meget kortvarig nydelse. Eller at spise – også meget kortvarig nydelse. Ikke alene er kropslig nydelse kortvarig, men den afløses altid uden undtagelse af lidelse. Hvis man f.eks. spiser for meget, får man ondt i maven, hvis man ikke kan score, bliver man frustreret, eller hvis man får al den sex, man ønsker sig, bliver man også frustreret, når man opdager, at man alligevel ikke bliver mere lykkelig af det.

Virkelig lykke er faktisk varig lykke. Og i modsætning til sansetilfredsstillelse, altså den lykke, der kommer fra kroppen eller sindet, er det den lykke, der kommer fra sjælen.

Hvis lykken ikke er varig, men kun glimtvis, er der ifølge den åndelige proces ikke tale om virkelig lykke. De vediske vismænd påpeger, at lykke, der har en begyndelse og en ende, altid ender i lidelse.

Det vil sige, at ind imellem de glimtvise forekomster af lykke er der lidelse eller kedsommelighed. Forekomsten af lykke afløses altid af lidelse. På den måde er vi fanget i en dualitet af lykke-lidelse, og vores lykke er i virkeligheden intet andet end et midlertidigt ophør af den lidelse, det indebærer at leve i en materiel krop.

En ægte åndelig proces kan give adgang til den lykke, der varer ved, og som ikke konstant bliver afløst af lidelse. Den åndelige proces sætter én i stand til at finde kernen af lykke inden i selvet og i selvets samvær med Gud. Denne indre lykke, dvs. den lykke, der kommer fra sjælen, er uafhængig af kropslige eller mentale omstændigheder. Det er en lykke, der bare vokser og vokser, efterhånden som vi bliver renset, og som til sidst ender i ren kærlighed til Krishna.

Så er der dem, der vil indvende – jo, det er alt sammen meget godt, men for mig er lykken en tur i bio med min søn. For mig er lykken kærligt samvær med min familie og venner.

Ok, og sådan har de fleste mennesker det, men hvad ville der ske, hvis min søn bliver dræbt i et færdselsuheld? Ville jeg så også være lykkelig? Selvfølgelig ikke. Så tænk på, hvor skrøbelig den lykke, der hviler på andre mennesker, er. Måske vokser vores børn op og bliver til noget helt andet, end vi havde regnet med.

Min mor blev f.eks. meget lidt lykkelig, da jeg blev Hare Krishna. Den lykke, hun oplevede ved at elske sin søn, er nu et minde blot – som i en drøm. Den lykke kunne lige så godt være noget, hun havde drømt. Den vediske proces leder os mod en anden slags lykke – en lykke, der ikke er afhængig af kroppens tilstand og dens relationer til andre kroppe.

Og det er den lykke, der findes i selvet, i sjælen. Hvis vi ikke først finder lykken inden i os selv, finder vi heller aldrig lykken uden for os selv ude i verden blandt andre levende væsener. Vi kan givetvis opleve sansetilfredsstillelse, men hvorfor lade sig nøje med det, når den menneskelige livsform er en helt enestående chance til at opnå virkelig lykke – altså lykke, der aldrig hører op?

Og alt det kan man opnå ved bare at ytre Krishnas navn i andagt og meditation. Vi har haft millioner af børn og forældre i millioner af liv. Den menneskelige livsform er beregnet til at finde sin rigtige far – Krishna, Ham, der aldrig forlader os. Alle andre end Krishna vil forlade os. Det er derfor, at livet i den materielle verden altid ender i sorg for det levende væsen. Alle dem, vi elsker og holder af, ender med at forlade os.

Midlertidig kropslig lykke søges derfor ikke af dem, der tænker lidt dybere over tingene. Hengivne kan selvfølgelig søge materiel nydelse, fordi de er tvunget af lyst eller oplærte vaner og mentale indtryk fra utallige liv, men det er ikke deres mål i livet. De ved bedre, og de nærmer sig gradvist den virkelige lykke.

Krishna siger: ”En intelligent person tager ikke del i oprindelsen til lidelser, der er et resultat af kontakt med de materielle sanser. O Kuntis søn, sådanne glæder har en begyndelse og en ende, og derfor finder en vis mand ikke glæde i dem.” (Bg. 5.22)

De fleste mennesker i dag lider rigtig meget, fordi de ikke engang har normal fred, ro og harmoni, og fordi alting er forvirret, og de intet ståsted har. De tror, de vil blive lykkelige, hvis der bare var fred på Jorden og ingen uretfærdighed, eller hvis de i det mindste bare selv har til dagen og vejen, eller de læser om andre menneskers lykke og kval i kulørte ugeblade. Men sandheden er, at selv i en materiel forstand kan man kun blive lykkelig, når Krishna tilsmiler én.

Så det er min opgave som prædikant – at få folk til at høre om Krishna. Når man hører Krishnas navn, smiler lykken til én 🙂

Dette er ikke blot en tro, det er et konstaterbart faktum.

Krishna siger: ”O lærde Uddhava, de, der fæstner deres bevidsthed på Mig, idet de opgiver alle materielle ønsker, deler sammen med Mig en glæde, der umuligt kan opleves af dem, der er optaget af sansetilfredsstillelse.” (SB. 11.14.12)